Kommentar i Weekendavisen den 13. maj 2011.
Gud i Vejen. Byrådet i Vejen har glemt, at kommunal kunst er en offentlig sag, mens religiøs tro er en privat sag.
I sidste uge besluttede byrådet i Vejen Kommune at rette ind efter en lille bitte gruppe kristne, der krævede ændringer i en planlagt facadeudsmykning, som sårede deres religiøse følelser. Det er slet og ret absurd, og byrådet burde naturligvis have afvist de kristne, venligt og bestemt.
Sagen kort: Ved den gamle Alfa Margarinefabrik (stiftet i 1897 og lukket i 1992 i kølvandet på branchens opslidende margarinekrig i 80’erne) er en bygherre nu ved at opføre et otteetagers hus, der skal rumme både erhverv og boliger. Huset, der er tegnet af Tegnestuen Mejeriet A/S fra nabobyen Kolding, skulle efter planen have en elegant reliefudsmykning på facaden af et kunstværk, som Vejen har identificeret sig med i en menneskealder, nemlig bysbarnet Niels Hansen Jacobsens (1861-1941) skulptur ”En trold, der vejrer kristenblod” fra 1896. Skulpturen står på Vejen Kunstmuseum, og fra 1924 og frem til kommunalreformen, var trolden symbol i kommunens byvåben. Det er med andre ord et kunstværk, som byen har identificeret sig med i årtier.
I den kommunale høringsrunde om byggeriet ved Alfa-grunden gik en koalition af kristne fra bl.a. frikirken Kristus Kirken og Indre Mission så til modstand, i alt ca. 60 mennesker. På vegne af gruppen skrev Jette Vibeke Madsen fra frikirken, at det ikke er i orden, at gøre skulpturen til et symbol på Vejen, fordi den forestiller en trold, der fnyser i vrede over at lugte en kristen. Det er, mener hun, kristendomsfjendsk og diskriminerende – og kunne man forestille sig en udsmykning, hvor en trold vejrer muslimsk blod eller hindublod, spørger hun.
Sagen – der kun har vakt meget behersket opmærksomhed i dansk presse – handler hverken om kunst eller om kristendom, men om at religiøs overfølsomhed er moderne og smitsomt. Desværre ser det ud til, at de byens kristne har gjort det til en del af deres religiøse identitet, at være selverklærede ofre for en krænkelse, ja de spekulerer ligefrem succesfuldt i en kommunal nervøsitet. Religionssociolog ved Københavns Universitet, Morten Warmind, har udlagt det på denne måde til Kristeligt Dagblad: ”Det lader til, at der er kommet en højere grad af følsomhed over for ‘det-krænker-min-religion-argumentet’. Mange ikke-troende hævder i hvert fald, at religiøse grupper har fået mere gennemslagskraft. Normalt udspiller det her sig omkring muslimers argumenter, men her er det så en gruppe kristne, der synes at noget er farligt og upassende.”
Ja, og de kristne bruger altså, som det fremgår af citatet fra Jette Vibeke Madsen, både muslimer og hinduer til at beskytte sig selv – ganske som når muslimer opfordrer til at man erstatter ordet ‘muslim’ med ordet ‘jøde’ for at lakmusteste en tekst for moralsk og juridisk bonitet. Dermed danner de en uskøn alliance med de aggressive muslimer, der ikke vil tillade andre at tegne deres profet. Men naturligvis er de 60 følsomme kristne ikke repræsentative for hverken borgerne i Vejen som sådan eller alle kristne, og heldigvis kommer der også fornuftsord fra andre troende.
Meget bemærkelsesværdigt er generalsekretæren i Indre Mission, Thomas Bjerg Mikkelsen, medforfatter til et indlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han går i rette med sin egen organisations troldeforskrækkede medlemmer i Vejen. Deres protester er usund nærtagenhed, skriver han. Og selvom han påpeger, at krænkelser ikke er noget at stræbe efter, advarer han imod at man som religiøs griber enhver anledning til at lufte, at man føler sig krænket. Det sætter en sneboldeffekt i gang, der i sidste ende blot fører til mindre frihed for alle, mener Indre Missions generalsekretær, der – meget moderne og belært af Muhammed-affæren – slår fast, at ”åndsfrihed også omfatter evnen til at blive ramt på sine religiøse, politiske og moralske følelser.”
Når disse velvalgte ord er sagt, ser det også ud til at de kristne i Vejen ser spøgelser når de ser trolde, og det gør bare sagen ekstra grotesk. Kunstneren Niels Hansen Jacobsen tænkte nemlig kristent da han i 1896 skabte skabte trolden som et skræmmebillede på overtro og ondskab. Derfor kunne Indre Mission og andre i den kristne alliance have budt trolden velkommen som en stor og synlig advarsel på alt ikke-kristent. I stedet sagde de, at trolden ikke kunne være vartegn for byen. ”Hvis man vælger en trold, der vejrer kristenblod som symbol på vores identitet, hopper kæden af for mig,” sagde Jette Vibeke Madsen fra Kristus Kirken – og dét har hun da fuldkommen ret i.
Som før set kommer kunsten til kort overfor de religiøse særinteresser, og selvom det er fint at tage hensyn og ikke målbevidst krænke andre, er der også grænser for hvor meget og hvordan en kommune skal rette ind efter folks religiøse følelser. Hvad hvis ikke bare 60, men f.eks. 600 borgere nu gik sammen og sagde, at kommunens beslutning om at fjerne troldeudsmykningen rent faktisk krænkede deres identitet som borgere i Vejen og de følelser, som de har i byens historie? Ville kommunen så ændre holdning og lade trolden kravle op på facaden?
Det ubesvarede spørgsmål er: Hvorfor skal en håndfuld religiøse på den måde kunne trumfe resten af borgerne og byrådet? Hvorfor er få menneskers religion sådan en magtfuld trumf? Hvad med kunstæstetiske, arkitektoniske og kulturhistoriske argumenter?
Vejen Kommunes politikere har tilsyneladende glemt, at kommunal kunst er en offentlig sag, mens religiøs tro er en privat sag. De har prioriteret en håndfuld kristne missionærer over byens egen kulturhistorie, og det er uacceptabelt.
Trolden har som nævnt været vartegn og symbol for Vejen siden 1924, og når de troende har kunnet leve med den i byvåbnet i årevis, kan de naturligvis også leve med den på en husfacade. Underligt nok har de kristne med en diffus henvisning til deres følelser, skræmt Vejens svage politikere fra vid og sans, oven i købet i en tid, hvor det burde stå krystalklart for enhver, at religiøs pression bør mødes med sekulært modpres. Men sådan går det, når kristne vejrer troldeblod.