Anmeldelse i Weekendavisen den 27. maj 2011.
2034. I en fremtid nær dig gennemfører Konsekvente Demokrater et stykke totalitært social ingeniørkunst.
Det Bedste i Mennesket?
I Mellemøsten har demokratierne vundet magten, Kina og Afrika er hærget af krige, og klimakatastrofer hærger jorden. Derfor modtager Region Nord tusindvis af flygtninge, og via hjernescanninger udvælges dem, der bekender sig til ”gode værdier”. Sådan lyder i hvert fald den officielle historie, som den fortælles af partiet Konsekvente Demokrater og dets magtfulde støtteorganisation, DBiM, Det Bedste i Mennesket. Men kan man stole på staten?
Hanne Richardt Becks 7 Sydøst er samfundskritisk science fiction fra år 2034. Efter klimakatastroferne er det blevet almindeligt at man skjuler sine hænder i handsker, man tager Xymo-piller og bruger caps, der sender beroligende bølger ned i hovedet – og hjemme i stuen transmitterer screenen grønne bøgeskove til lyden af beta-a-rytmer. Region Nords indbyggere er opdraget til at føle efter deres indre stemmegaffel, og selvjustere. Det lyder smukt, men det er autoritær ensretning af borgerkorpset.
Romanens omdrejningspunkt er den godhjertede Samuel Onduro, formand for parlamentets Lavområdeudvalg. Han kom som 45-årig som krigs- og klimaflygtning fra Afrika, og efter en karriere som læge, er han nu gået ind i politik for Konsekvente Demokrater. Og den idealistiske og humanistiske Samuel har en plan: Han vil ansætte instruktører til skoler i de udpinte områder. Derfor slår han sig sammen med en af Metropol-skolernes instruktører, My. Hendes mor bor nemlig stadig i lavområdet blandt flygtninge og rebeller.
Infrastrukturministeren vil det imidlertid anderledes. Hun nedsætter en kommission, der skal undersøge, hvordan man kan hjernescanne alle beboerne i lavområderne og dermed afgøre, hvem der har de sunde værdier. Men da Samuel sammen med My tager til lavområdet, kommer han i kontakt med squatterne, og han opdager at der måske er en helt anden og meget brutal sandhed om ministerens kommission. Uden at røbe for meget, kan jeg sige at ministeren og Konsekvente Demokrater mener at ”det monokulturelle samfund er defineret ved assimilation af det fremmede”, og at ”den eneste brugbare bagage fra begyndelsen af det 21. århundrede, er den fornuftige og visionære forestilling om, at man må vælge mellem indvandring og velfærd.” Og med dette som ideologisk basis gennemfører Konsekvente Demokrater et stykke sci-fi-totalitært social ingeniørkunst, som nazismen, kommunismen og apartheid ville hylde
Gad vide hvad Søren Pind og Søren Krarup vil mene om, at deres nutidsretorik sådan bliver brugt som fremtidsideologien bag ekstrem menneskesortering? Mener Hanne Richardt Beck mon, at Venstre og Dansk Folkeparti er forstadierne til Konsekvente Demokrater?
7 Sydøst låner med arme og ben fra George Orwells 1984, Aldous Huxleys Fagre nye verden, Ray Bradburys Fahrenheit 451 og Karin Boyes Kallocain (og er beslægtet med nær-fremtidsromaner som Lars Frosts Skønvirke og Juli Zehs Corpus delicti, der udkommer i næste uge). Og helt efter recepten lader hun skællene falde fra øjnene hos en humanist, der indser at han har tjent et falsk ideal. Som bogbrænderen Montag, skifter den perfekt assimilerede flygtning side, og dermed overholder 7 Sydøst med lige lovlig nidkær uopfindsomhed matricen for den politiske science fiktions transformation af hovedskikkelse fra ond til god.
Hanne Richardt Beck rejser en række væsentlige spørgsmål om politiske dilemmaer i en fremtid nær dig. Og det er desværre hverken så fremtidigt eller fiktivt, som man kunne håbe. Men det er hverken krig, klima eller flygtninge, 7 Sydøst bør læses for. Det er faktisk ret forudsigeligt. Samfundsportrættet af den autoritære magt med det milde udtryk og den sprogligt intimiderede befolkning, der magtfuldkomment manuduceres til at føle efter den indre stemmegaffel for at selvjustere og finde det bedste i mennesket, er derimod originalt og uhyggeligt.
Og imens slår staten flygtningene ihjel.
Hanne Richardt Beck: 7 Sydøst. 311 sider, 299 kr. Roman. Gyldendal.