Anmeldelse i Weekendavisen den 27. maj 2011.
Vejle i 60’erne. Ulrik Gräs afslutter sin bemærkelsesværdige trilogi om indvarslingen af en ny tid.
Hvor der er vilje, er der en vej
Den unge journalistelev Tino har netop forladt ringside, hvorfra han skal rapportere om aftenens boksekamp i Arbejdernes Forsamlingsbygning. Nu sidder han i en biograf, hvor en atlet slår på en gongong oppe på lærredet før filmen begynder. Hjemme hos svigerfar venter hans gravide kone, som han er blevet gift med på kongebrev. Samtidig slår musikerne i jazzklubben takten an, og i det samme stopper frimurerne deres kædedans i logens hus ved signal fra endnu en gongong. I det samme fantaserer en pyroman om at brænde byen af, og en kirkegårdsassistent ligger søvnløs, fordi den strenge pastor anklager ham for tyveri. Fagforeningspamperen fester derimod igennem, men han ved heller ikke endnu, at hans bedragerier står for fald…
Med dette handlingsmættede stof er scenen effektivt sat for Gongong, Ulrik Gräs roman fra Vejle i 50’erne. I en prolog på to sider, får vi alle romanens konflikter introduceret, samlet i ét punkt på én aften, og vi forstår at der på alle måder bliver slået på den gongong, der har givet romanen titel: Nu begynder en ny runde, nu åbner en ny kamp, nu indvarsles en ny tid.
I romantrilogien, der begyndte med Berusede by (2000) og Lido (2006), skildrer Ulrik Gräs tiden lige efter befrielsen og frem mod midten af 50’erne i et politisk, socialt og historisk romanportræt af byen og dens udvikling. Som ung var forfatteren selv elev og journalist på både venstrebladet Vejle Amts Folkeblad og på venstrefløjens avis, Vejle Avis, men i romanen lader han den unge Tino være under uddannelse hos den knivskarpe og karismatiske redaktør Nemo, der driver Amtsavisen, som ideologisk er konservativ og nyttet til den konservative pressetjeneste – den som gik ind først, mens de liberale og socialdemokratiske provinsaviser delte markedet imellem sig.
Nemo er en ærkekonservativ – men politisk og ideologisk uforudsigelig. Han kan finde på at gå ind for det, som ingen andre konservative vil støtte, for han er som det hedder: ”lydhør overfor tidens skiftende toner, alle nyskabelser skal være velkomne. Samfundet synes at være under omkalfatring.” Nemo er altså ikke reaktionær, han er en forvandlingskugle med social bevidsthed, han skriver imod puritanisme, og mere end noget andet, elsker han personlig frihed. Godt nok kræver han strengere straffe, men han beundrer udbryderkongen Lorenzen, der gravede sig ud af Horsens Tugthus og efterlod en indskrift på cellens væg: ”Hvor der er vilje, er der en vej”. Det budskab burde hænge over tavlen i alle landets klasseværelser, mener Nemo.
Redaktør Nemo er romanens uforglemmelige omdrejningspunkt, det personificerede skæringspunkt mellem fortid og fremtid i en tid hvor de gamle magthavere ramler uden at finde nye ståsteder. Da Nemos avis lukker, bliver han politisk redaktør på Jyllands-Posten, mens den reaktionære og gudfrygtige pastor, den korrupte fagforeningsmand, den selvhævdende modstandsmand og de selvhøjtidelige frimurere må se deres magtbaser forvitre.
Men hvad med unge Tino, der læser Hemingway og gerne vil være forfatter? Ham sender Nemo videre til en kollega, der mangler en ny mand på redaktionen i Herning, fordi eleven skal stoppe. Han har forresten lige fået trykt en novelle, Christian Kampmann, hedder han. Fremtiden tegner lys, men har Tino også blik for sin unge, højgravide kone, Bibi? Og får han lov til at være ægtemand af svigerfaren, der også er bestyrelsesformand for avisen? Hvor der er vilje, er der en vej – men hvad hvis viljen ikke kan ikke komme til sin ret?
Med Gongong har Ulrik Gräs afsluttet en kolossalt interessant og bemærkelsesværdig romantrilogi om efterkrigstidens danske værdikamp og løsrivelsen fra nazistisk okkupation, reaktionære konventioner og konform konservatisme. Og hovedpersonerne slipper vi midt i en række personlige og politiske rystelser, der indvarsler en ny runde, en ny kamp, en ny tid.
Ulrik Gräs: Gongong. 376 sider, 299 kr. Roman. Tiderne Skifter.