Kommentar i Weekendavisen den 4. maj 2005
Mindelunden. I aften synger kulturradikale og nationalsindede med et næb.
I aften står jeg der så igen, som hver eneste 4. maj i de seneste mindst 30 år, ude i Mindelunden i Ryvangen, hvor foråret så sagte kommer. Vi går rolige omkring på stier og plæner, kikker på mindetavlerne under pergolaen eller slår en sløjfe forbi pælene, hvor henrettelsespelotonerne bagbandt deres ofre. Atter engang har Kammeraternes Hjælpefond arrangeret mindehøjtidelighed ved monumentet, hvor orkesteret som altid indleder med Prins Jørgens March, hvorefter koret synger danske fædrelandssange. Jeg udveksler høflige nik med mennesker, jeg kun kender af navn og gerning, f.eks. folketingsmedlemmer, jeg aldrig kunne drømme om at stemme på, fordi de er en del af det anti-moderne gennembrud, og som til gengæld foragter min bløde humanisme. Her i Mindelunden er hverdagens modsætninger forenet i en aftens erindring om Danmarks befrielse fra nazismen. Det er helt fint.
Det vil slå mig igen i aften, at Sven Møller Kristensen står side om side med Mads Nielsen i programmet med aftenens sangtekster. Vi synger først den kulturradikale litteraturprofessor og sangskrivers frihedssang ”En vinter lang og mørk og hård”, derefter den nationale og kristne fritidsdigters ”En lærke letted, og tusind fulgte”. Ordene er manende og dybfølte i deres fædrelandskærlige befrielsesglæde, og alle Mindelundens gæster istemmer fællessangene med stille, koncentreret patos. Men vi lægger ikke nødvendigvis den samme betydning i sangene, og når vi går hjem for at sætte lys i vinduerne – en døende skik – kan vores forhåbninger til fremtidens samfund være så forskellige som de to digtere, hvis ord vi lige har sunget.
Sven Møller Kristensen kender vi som den venstreintellektuelle professor, der kunne skrive alt fra rytmiske børnesange, jazzoratorier og satiriske viser som i Kjeld Abells ”Melodien der blev væk” til artikler om pædagogik, kulturkritik og akademiske og teoretiske værker om litteratur og jazz. Men hvem pokker var denne Mads Nielsen, der ifølge opslagsbøgerne levede fra 1879 til 1958? Forfatteren til den smukke sang om lærken, der lettede og byerne, der blomstrede i rødt og hvidt, er i den grad forblevet ukendt, ja Encyklopædien mener at den poetiske apoteker fra Langå kun er overlevet ét eneste sted, nemlig i den kristelige ungdomsbevægelses sangbøger. Det må han så slå sig til tåls med i det hinsides: husket for en enkelt sang, glemt for et helt forfatterskab.
Men måske går Mads Nielsen en ny storhedstid i møde? Faktisk har Jesper Langballe skrevet om ham tidligere, og det skulle da ikke undre mig, hvis nogen en dag ved lejlighed graver ham frem igen, på samme måde som Dansk Folkepartis Søren Espersen har hentet Valdemar Rørdam, hvis nationale sindelag kammede over i begejstring for nazismen, ud af glemslen med en hel biografi. På den måde er der mange gode, nationalsindede digtere der kan komme til ære og værdighed igen, mens partiet dog næppe kan skaffe mere på finansloven, end de unaturligt mange penge til et forskningscenter for digterpræsten Kaj Munks dansksindede modstandskamp (og ikke et ord om hans tidlige nazistiske sympatier!).
Aftenens hovedtaler vil givetvis beskæftige sig med samarbejdspolitikken – eller skal man sige tilpasningspolitikken? Men for de fleste gæster er den årlige udflugt til Mindelunden ikke en aktuel politisk handling, men en rituel opbakning til frihed, demokrati og national selvbestemmelse. De ord, som Sven Møller Kristensen og Mads Nielsen skrev i lutter frihedsglæde adskiller sig fra hinanden på et afgørende punkt: mens den kulturradikale akademiker henvender sig til ”alle danske mænd” lægger den kristne apoteker vores skæbne i Guds stærke hånd. Det er humanisme overfor religion, dengang som nu, men forenet i ønsket om frihed og demokrati. De to sange består af syv vers i alt. De seks af dem munder ud i en indlysende og identisk formulering: ”…Danmark frit”. Det sidste vers i Mads Nielsens sang er en opfordring til Herren om at velsigne landet fra sund til klit. Det er nu nok forgæves, for denne herre findes kun i de religiøses egen forestillingsverden, men lad nu det ligge. På denne traditionsrige 4. majaften i Mindelunden synger kulturradikale og nationalsindede nemlig med ét næb.