Anmeldelse i Weekendavisen den 23. september 2011.
High Noon. Det er opgørets tid hos hesteæderne i Thomas Bobergs potente, politiske poesi.
Hvis skræk var et organ…
Da Thomas Boberg i fjor udsendte digtkredsen Hesteæderne, blev han både anmeldt flot og nomineret til to litteraturpriser, men den del af reaktionerne, man husker (hvis man da ellers husker den slags), var Erik Skyum-Nielsens elegante arrogance i Information: Digtene minder om en ekstra langtrukken kronik af Carsten Jensen, skrev han, og dét var bestemt ikke nogen ros.
Dengang, som nu, var jeg uenig med Erik Skyum-Nielsen, og det samme var kollega Bukdahl, der skrev begejstret om Hesteæderne her i avisen. At afvise Thomas Bobergs digte som kroniklyrik, er et billigt trick, som digtene sgu er for gode og for relevante til at stå model til. Sagen er nemlig at forfatteren ikke lyder som nogen kronik, selvom han slår en politisk tone klart an.
Med Hesteæderne 2. Den store duel fortsætter Thomas Boberg nu digtallegori over det danske samfund i et aggressivt og frenetisk sprog og i en stemning af forfald og opløsning. Og selvom det et sted hedder at “digtet er ikke politik”, så er dette umiskendeligt pessimistisk-diagnostiske digtværk skrevet med et anfægtet og gnistrende samfundsengagement. Opløsningen står i centrum, der er udgangsforbud, hestekøddet er sluppet op, poesien er afskaffet, ja som læser venter man venter på en sykofant, en parasit, en agitator og en kandistenor…
Hesteæderne 2. Den store duel åbner med at halvmånedyrkerne henter sten fra en ødelagt kirke i de kristne patrioters kvarter, hvor endnu en minaret skyder op. Hesteæderne skubbes sammen i kliker, der er både hesteæderkatolikker, hesteæderprotestanter, hesteæderprofetskændere, hesteæderateister, der er kyniske og godhjertede hesteædere. Og så er der hesteæderdigteren, der drømmer om at indgå en pagt med skrivedjævelen, så han kan digte om hesteæderne som de er, “så de kan se sig selv i den morderiske rytmes spejl”.
Ok, hesteæderne er jo os, danskerne, og vi er ramt af kulturenes og religionernes splittelse, en splittelse, der inficerer os og truer vores egen overlevelse. Som det hedder med et ubesvaret spørgsmål: ” …hvis skræk var et organ, hvor ville det så sidde? og kunne man i så fald fjerne det?”.
Nej, skræk kan ikke amputeres, og digterens eget modsvar synes netop at være digtningen. Han rapporterer fra kulturopløsningen i hesteædernes kvarter (altså fra det splittede Danmark) og fra det tiltagende forfald, der til sidst ender med revolutionsstemning og paladsstorm. Men digteren har også et personligt regnskab at gøre op. Mens hesteædere i store flokke – deres indbrydes had er suspenderet for en stund – bevæger sig mod den magtfulde konsuls palads, udfordrer digteren en kollega til den store duel på slaggestranden ved Akademiets bygning. High noon i kvarteret.
Hesteæderne 2. Den store duel er en krans af sært uheldsvangre digte, stemningsbeslægtede med Tom Kristensens oprørske ‘Landet Atlantis’ og med strindbergske drømmespil. I deres indignation, vrede og magtforagt har digtene en tydelig adresse til tidsånd og politik, men pessimismen til trods, er der et slags håb. Efter stormen på konsulens hvide bygning og den store duel mellem de rivaliserende digtere, siger digteren til naboens slørtildækkede datter, som han hemmeligt begærer: “…løb bort igen med en, du tror på, tiderne er ikke som før, Fatima, kun den, som brænder for tilværelsen, kan føre den videre.”
Politisk poesi? Javist. Men først og fremmest potent, aggressiv poesi.
Thomas Boberg: Hesteæderne 2. Den store duel. 80 sider, 199 kr. Gyldendal.