Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 28. september 2018.

Kommentar. Marianne Stidsen er perfekt perfid i sørgerligt misogynt angreb på Sara Danius.

Litterær søstersolidaritet var der ikke meget af, da den kyndige litterat Marianne Stidsen i tirsdags skrev en kronik i Politiken under overskriften ‘#MeToo-Sverige er som Robespierres Frankrig’. Tværtimod.

Kronikken er et vildt og uforsonligt angreb på Sara Danius, den magtkampstabende permanente sekretær for Det Svenske Akademi. ”Damen med skjorteblusen”, kalder Marianne Stidsen hende med iskold nedladenhed, og hun beskylder Sara Danius for at bedrive ”iscenesat martyrramasjang” med sin signaturbeklædning, den såkaldte knytbluse. Selv hendes ansigtsudtryk får en på lampen (hun er ”surmulende”!), ligesom hendes altid stramme, røde læbestift får læst og påtalt: ”Makeupartisterne og stylisterne har godt nok ikke levet forgæves.” Og som om det ikke skulle være nok, taler Marianne Stidsen også ned til Sara Danius, som efter kronikørens mening er alt for snerpet: ”Undskyld dame, men hvilket århundrede lever du egentlig i?” Læs videre “Rædsel og barbari”

Weekendavisen den 21. september 2018.

The Missing Link. Willem Dafoe og Susan Sontag spiller afgørende roller i Madam Nielsens monstrøse, bizarre og betagende roman.

Madame Nielsen: The Monster. Roman. 195 sider. 249,50 kr. Gyldendal.

Da en ung europæisk mand lander i New York en vinterdag i 1993, medbringer han kun en lille rygsæk og en diffus idé om at skabe en kollektiv rus, en subtil og diskret form for menneskelig væren, der skal få det hele til at kollapse. Få år tidligere har han sammen med et orkester givet koncerter i Sovjetunionen, og – angiveligt – medvirket til Imperiets fald. Han er kaldet til at træde ind i Historien.

Lyder det vidtløftigt? Ja. Men også inciterende. Sådan er nemlig den grundstemning – inciterende vidtløftighed – som Madame Nielsens nye roman hviler på, den suverænt udsvævende, uhyggeligt elektriserede og ikke mindst gennemført ækelt-æstetiske The Monster, en roman, der trænger ud af et mørkt og mærkeligt sted, et mystisk mareridt, man ikke kan vågne fra. Læs videre “Aben og Frelseren”

Weekendavisen den 21. september 2018.

Trilogi. En kvinde krydser sit spor i søgen efter en flygtning i Roy Jacobsens historiske samtidsroman.

Roy Jacobsen: Rigels øjne. Oversat af Camilla Christensen. Roman. 216 sider, 249,95 kr. Rosinante.

En kvinde går gennem en skov. Tøjet er brunt, blåt og rustikt, håret sat op i en knude, rygsæk af lærred og læder. Hun bærer sin datter i en mavesele. Over den højre skulder stikker pigens kønne ansigt op, et barneøje ser på os. Det er som om blikket spørger: Hvem er I?

Det er dette barns øjne, som Roy Jacobsen meget snedigt har placeret i titlen, Rigels øjne, der afslutter hans fremragende Barrøy-trilogi. Jeg vender tilbage til øjnene. Først en opsummering:

I De usynlige (2014) introducerede Roy Jacobsen os til slægten Barrøy, der deler navn med den lille (fiktive) ø, de bebor udfor den norske nordkyst et sted. I en barsk, stormomsust og nærmest ordløs atmosfære vokser Ingrid op som et opvakt barn i de første årtier af 1900-tallet. I Hvidt hav (2017) var hun blevet en voksen kvinde, nu alene på øen, midt under 2. Verdenskrig. Pludselig driver en mand i land, en purung russisk krigsfange, Aleksander, som var ombord på nazisternes transportskib Rigel, der forliste under allieret bombardement i november 1944. Ingrid passer og plejer den unge soldat med ømhed og omhu. Læs videre “Fredens første offer”

Weekendavisen den 14. september 2018.

Essay. Jens Christian Grøndahl afslutter sin lille dannede trilogi om Europa. Den lader sig lettest læse, hvis man kender til….

Jens Christian Grøndahl: Europa er ikke et sted. Essay. 160 sider, 199,95 kr. Gyldendal.

Det kræver gode nerver – og en høj grad af selvbevidsthed – at skrive: ”Jeg spiste frokost med Ole Wivel på Brøndums Hotel en efterårsdag…” Og kort efter: ”Vi talte om forfattere, kunst, Europa.”

Heldigvis er nerver og selvbevidsthed i fuld behold hos Jens Christian Grøndahl, for sådan nogle formuleringer er jo i risiko for at blive bortdømt som både indbildske og opblæste. Men de ulastelige sætninger er faktisk vigtige, for de skaber forbindelseslinjer – ikke bare mellem forfattere fra to generationer og fortiden, og ikke bare til det litterære Skagen, men til et vigtigt fællesskab. Og – nok så afgørende – til en vigtig splittelse. Læs videre “Verdensborgerfølelsen”

Weekendavisen den 7. september 2018.

Kommentar. Grænserne mellem kunst og virkelighed er arbitrære, når en forfatter bliver sit eget værk på Instagram.

Kan man nu til dags – i disse SoMe-tider – skille en forfatter fra værket? Hvis forfatteren er en aktivt poserende selvrapporteur, må svaret være nej.

Forfatteres selvfremstilling på sociale medier, og denne selvfremstillings samspil med de øvrige medier, er et af tidens store litteratursociologiske emner, eller måske snarere forfattersociologiske. Spændt ud mellem det autentiske og det performative hænger forfatteren og dingler som en figur på mediehimlen. Kan hun begå sig? Er hun promotable, som de siger i USA. Læs videre “Fortælle, fortolke, fordreje”