Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 10. august 2018.

Langeland. Endnu en mistrøstig opvækst i provinsen er blevet omsat til erindringsroman.

Heidi Kølle Andersen: Døden kommer med ål. En hjemstavnsfortælling. 139 sider, 249 kr. Byens Forlag.

Elendighedserindringerne i tidens litteratur vil ingen ende tage, og her kommer endnu en selvoplevet roman om en opvækst med forældredruk og børneangst i provinsen.

Det begynder så fint i debutanten Heidi Kølle Andersens Døden kommer med ål (titlen refererer til en lille skildring af åls adfærd i strandvaskere). Vi er i Bagenkop på Sydlangeland, sådan cirka der, som Merete Pryds Helles principielt beslægtede Folkets skønhed også groede ud fra. Fortælleren vokser op som enebarn hos en hjemmegående mor og en fiskerfar. Moren bruger mest tid på rengøring og kaffeslabberas med nabokonen. Faren er en underholdende og ansvarsløs spradebasse, der sejler sin kutter (Inge af Bagenkop, opkaldt efter moren) på lange hummertogter til Kattegat, inden slipsedrengene på Christiansborg og kvotetosserne nede i EU presser ham til at fiske torsk i Østersøen. Læs videre “Hvis der sku komm’ et mænsk forbi”

Weekendavisen den 3. august 2018.

Sporjagt. Den verdensberømte islamekspert Bernard Lewis døde kort før sin 102 års dag i maj. Hvad ingen ved er, at han engang skrev en bog om Danmark under pseudonym.

Da den britisk-amerikanske Mellemøstekspert, islamforsker og orientalist Bernard Lewis døde den 19. maj – blot fjorten dage før han ville være fyldt 102 år – bragte aviser over hele verdens store nekrologer, der ikke mindst understregede hans politiske indflydelse som islamrådgiver for præsident George W. Bush efter terrorattentatet på World Trade Center den 11. september 2001.

Men nekrologerne rummede også en lille faktuel oplysning, som måske kun havde interesse, hvis man læste den med danske briller: Bernard Lewis var nemlig fra 1947 til 1974 gift med Ruth Helene Oppenhejm, en jødisk kvinde fra København. Og han lærte sig at tale dansk. Læs videre “Louis Bernards dage i Danmark”

Weekendavisen den 3. august 2018.

Essay. Hovedet bad om nedsat tempo. Men selvom man hverken læser eller skriver helt så meget, dukker litteraturen og digterne hele tiden op.

I sidste uge gik jeg forbi et brødudsalg i en dansk by. Bag disken kunne man se ud i bageriet. Der stod en mand og æltede dej. Jeg genkendte han straks. Han er digter.

Jeg siger ikke hvilken by, jeg siger ikke hvilken digter. Jeg har på fornemmelsen, at han helst vil være i fred med sit brød. Da han debuterede, blev han fremhævet som noget særligt, men der var noget selvudslettende og genert over ham, noget langsomt og tøvende. I et interview sagde han, at han først skriver, når lokummet brænder. Der er nu gået over ti år, og han har ikke udgivet noget siden. Læs videre “Forlist i sol”

Weekendavisen den 3. august 2018.

Kommentar. Digte om døden har vi kendt i årtusinder, og Jakob Jakobsens kunstværk Dødsfald minder os om deres betydning.

I begyndelsen af 1970’erne skrev Tove Ditlevsen sin egen nekrolog, hun ville være sikker på at det blev gjort ordentligt, og at hun selv fik den at læse. Det var jo sjovt fundet på. Den slags kan man skrive om sig selv, men ikke om andre, mens de endnu lever. Eller hvad? Kunne man slippe godt fra at skrive en bog med nekrologer i utide om Yahya Hassan, Madame Nielsen, Hanne-Vibeke Holst, Caspar Eric? Bare det, at jeg nævner navne her, gør det lidt morbidt, ikke sandt?

Men hvad så med billedkunstneren Jakob Jakobsens kunstværk, Dødsfald, der har været ganske omdiskuteret denne sommer? Værket består af 20 A4-ark, der alle begynder med et navn på en politiker, aktiv eller forhenværende, efterfulgt af ordene ”er død”. Det lyder altså som begyndelsen på et klassisk nyhedstelegram, eller som en nekrolog af den slags, vi står overfor hele tiden. Fordi vi står overfor døden hele tiden. Læs videre “Udbredt dødelighed”

Weekendavisen den 13. juli 2018.

Kommentar. Den politisk ukorrekte børnebog skal ikke ekskommunikeres, men sameksistere med mulige reviderede udgaver.

Hvad gør debatten om politisk korrekthed egentlig ved vores syn på børnelitteraturen? Jeg spørger, fordi vi jævnligt får nyheder, som vi ryster overbærende på hovedet af, uden måske helt at forstå deres rækkevidde og alvorlighed. Den slags nyheder kommer navnlig fra Sverige og USA, to lande, som det er ualmindelig nemt for os at afskrive som useriøse – eller snarere overseriøse. Hos dem er nogle børnebøger blevet udsat for revision af ord eller tilpasning af illustrationer, der ikke overholder nutidens værdier. Det er gået ud over både Astrid Lindgrens Pippi og Jan Lööfs Min morfar er sørøver. Fahrenheit-tilstande!?

Hver gang, vi kritiserer de andres overkorrekthed, glemmer vi naturligvis, at vi selv for et kvart århundrede reviderede Harald H. Lunds vidunderlige ‘Elefantens vuggevise’. Vi holdt op med at synge ”i morgen får du en niggerdreng/ og ham skal du bruge til rangle”, ja allerede inden da, var niggerdrengen blevet til en negerdreng, og engang i 80’erne, blev negerdrengen så til en kokosnød. Politisk korrekte revisionister, det kan vi selv være. Læs videre “Bibelen viser vejen”