Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 13. april 2018.

Roman. Han grundlægger Kirken Uden Kristus, men i virkeligheden er han en vrangvilligt troende. Den gudfrygtige Flannery O’Connor tøjler sin egen religionssatire.

Flannery O’Connor: Klogt blod. Oversat af Karsten Sand Iversen. 190 sider. 170 kroner. Arena.

Flannery O’Connor (1925-1964) voksede op på landejendommen Andalusia ved Milledgeville i den amerikanske sydstat Georgia, hvor støvvejene skar sig vej langt gennem majsmarkerne. Hjemmet var grundmuret katolsk, og religiøsiteten var hele tiden nærværende i forfatterens alt for korte liv. Flannery O’Connor led af bindevævssygdommen lupus, og hun døde som kun 39-årig. Hendes forfatterskab består af to romaner og ca. 30 noveller, hvoraf en del er udkommet på dansk i En god mand er svær af finde (1965) og Skæringspunkt (1980). Læs videre “Jesus var en løgner”

Weekendavisen 6. april 2018.

Retssalsdrama. Dramatikeren Aaron Sorkin fik først lov til at dramatisere Harper Lees ‘Dræb ikke en sangfugl’. Men da eksekutorerne læste manuskriptet sagde de: ”See You in court…”

Det er titanernes kamp, når repræsentanter for to af den amerikanske litteraturs mest velskrevne retssalsdramaer snart kommer til at stå overfor hinanden i en retssal. I sagsøgerens hjørne finder vi boet efter forfatteren Harper Lee og romanen To Kill A Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl), og i sagsøgtes hjørne finder vi Aaron Sorkin, dramatiker og screen writer til blandt andet teaterstykket og filmen A Few Good Men (Et spørgsmål om ære). Læs videre “Dræb ikke en sagfører”

Weekendavisen den 29. marts 2018.

Noveller. Den norske debutant Jan Kristoffer Dale skriver new nordic arbejderlitteratur.

Jan Kristoffer Dale: Arbejdsnæver. Oversat af Sara Koch. 112 sider, 199,95 kr. Gyldendal.

Jeg, som skriver dette, er vokset op i den lavere danske middelklasse, og på grund af tilfældets musik kom jeg aldrig i gang med en uddannelse, så alt hvad jeg ved og kan, er noget jeg har erfaret mig til uden for uddannelsesinstitutionerne. Fordi jeg lever af at skrive, kan jeg typebestemmes som ‘autodidakt’. I andre brancher må den uuddannede nøjes med at være ‘ufaglært’.

Disse socialovervejelser skyldes den rammefortælling, som den norske forfatterdebutant Jan Kristoffer Dales noveller nu kommer til Danmark med. I Norge er Arbejdsnæver blevet genrebestemt som arbejderlitteratur (titlen tigger faktisk selv om det) om de mennesker, som ellers sjældent får plads i litteraturen, og alle anmeldelser og interviews fokuserer på, at Jan Kristoffer Dale selv voksede op i Froland i Aust-Agder i det sydlige Norge, hvor hans far var i landbruget og moren gjorde rent i kommunen, mens han selv var offer for mobning i skolen, inden hans eget arbejdsliv begyndte som uuddannet flaskerenservikar på et lokalt bryggeri. Læs videre “Fra salatfabrikken”

Weekendavisen den 23. marts 2018.

Saxo-sensation. En privat københavnsk bogsamler lå inde med førsteudgaven af Saxos Danmarkskrønike, hvori en svensk historiker har nedfældet den eneste kendte øjenvidneberetning fra Det Stockholmske Blodbad i 1520. Antikvar og boghistoriker Christian Kaaber kalder bogen et enestående og sensationelt stykke skriftligt danefæ.

I maj 2016 døde en velrenommeret bogsamler fra Frederiksberg. Gennem et langt liv havde han tjent staten som embedsmand i flere ministerier, men sjældne antikvariske bøger var hans passion.

I bibliofile kredse vidste man godt at kontorchefens fine samling omfattede mange skatte, men da boet blev gjort op, viste det sig, at den også rummede en vaskeægte sensation, nemlig et eksemplar af den tidligste udgave af Saxos Danmarkshistorie, hvori den patriotiske svenske etnolog, kartograf, historiker og ærkebiskop Olaus Magnus (1490-1557) har nedfældet en lang række noter, som i sig selv er interessante. Men helt unik er den håndskrevne øjenvidneskildring af Det Stockholmske Blodbad i 1520, som Weekendavisen kan bringe i dag. Læs videre “”Jeg så det hele med rædsel…””

Weekendavisen den 23. marts 2018.

Kommentar. Engang havde vi forfattere, der så samfundsengagement som en pligt. Nu kommer Den Ligeglade Forfatter.

I det nye nummer af netmagasinet Atlas’ bogtillæg (der udkommer på papir) melder forfatteren Lars Frost sig ud af den offentlige debat. Under et fotografi af en mand, der stikker hovedet i sandet, skriver han, at han fremover forbeholder sig retten til ikke at mene noget om mange ting: ”Sikke en lettelse, det er, at melde sig ud af den offentlige debat. Nu finder jeg stor glæde i at udbasunere, at jeg ikke har sat mig ind i dette og dette. Jeg aner ikke, hvad du taler om, råber jeg. Eller jeg proklamerer at jeg ikke interesserer mig for dette og dette. Og det er sandt.”

Er Lars Frost ironisk eller oprigtig? Jeg vælger at tro, at han mener, hvad han skriver. Han er nået til et sted i (forfatter)livet, hvor han bare er ligeglad. Tidligere har han ment, at den gode og interessante forfatter bør mene NOGET: ”Forfatteren er først og fremmest menneske og borger, og som samfundsborger BØR man blande sig”. Mente han altså engang. Nu mener han noget andet. Og det er en lettelse. Det er svimlende at tænke på borgeren, borgerens forventninger til sig selv, og borgerens forventning til de andre, skriver han. Men disse forventninger har Lars Frost altså løsrevet sig fra. Den frigjorte forfatter mener ikke mere noget. Udover, altså, at forfatteren skal være fri. Læs videre “En sidste sag for Frost”