Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 7. juli 2017

Kommentar. Ekstreme sygdomme kræver ekstreme behandlinger. Måske skal vi simpelthen udkonkurrere menneskesmuglerne på god kapitalistisk vis?

Hvis man søger på refugee boat på den kinesiske handelsportal alibaba.com, får man en fin produktbeskrivelse med foto. Sytten kinesiske mænd i orange redningsveste sidder i en oppustelige båd i en rolig kanal. Måske skal de forestille migranter i Middelhavet? På et andet foto ligger gummibåden i en lille slotssø med en muskelmand ved påhængsmotoren og en skulpturelt poserende laber larve i meget diskret tekstil i stævnen. Sådan en oppustelig ‘High Quality Refugee Boat’ har plads til 25-30 passagerer, og prisen er rørende: 1.100 $. Læs videre “Udbud og efterspørgsel på Middelhavet”

Weekendavisen den 7. juli 2017

Erindringer. Torben Brostrøms smukt begavede erindringer om alderdom og død.

Torben Brostrøm: Ved kanten. En endnu levendes erindringer, 128 sider, 179,95 kr. Gyldendal.

Den 4. juni fyldte forfatter og litteraturkritiker Torben Brostrøm 90 år. Et par dage før udkom hans seneste erindringsbog, Ved kanten. Jeg læste den og lagde an til at skrive en anmeldelse, der skulle i avisen ugen efter udgivelsen. Men da jeg en morgen bladrede Politiken igennem, blev mit blik fanget af en dødsannonce, som blandt andre Torben Brostrøm havde underskrevet.

Det var han søn, der var død, Henrik Brostrøm (1956-2017), et par dage før farens fødselsdag, af et pludseligt hjerteslag. Så lagde jeg bogen fra mig, syntes at det var bedst at lade den vente. Nu har jeg taget den frem igen, for det skal jo skrives, uanset hvor ulyksageligt det er, at Torben Brostrøm skriver så fint, følsomt om at være gammel, at nærme sig døden og tænke på alle dem, der ikke længere lever. For så pludselig at blive indhentet af død i utide i den nærmeste kreds. Læs videre “Det store stumme fællesskab”

Weekendavisen den 30. juni 2017.

Roman. Kim Blæsbjerg fortsætter sit ærgerrigt opsatte samtidsportræt, der vil skildre værdierne i 00’erne.

Kim Blæsbjerg: Desertørerne 2. Roman. 462 sider, 299,95 kr. Rosinante.

Jeg kan udmærket se, hvad det er, Kim Blæsbjerg har sat sig for, ambitiøst og vovemodigt: Han vil skrive vor tids svar på Henrik Pontoppidans legendariske Lykke-Per. Derfor lader han en ung og fattig fyr fra det mørke Jylland rejse til hovedstaden, hvor han uddanner sig og kommer ind i inderkredsen hos en magtfuld finansfamilie, hvis to smukke døtre han indlader sig med. Skæbnespillet er i gang, både hos 1800-tals-familien Salomon og hos dens pendent fra de første årtier i 2000-tallet, Kappel Bruhn. Læs videre “Familien og firmaet”

Weekendavisen den 30. juni 2017.

Låneværdig? Forordet i Kjartan Fløgstads nye bog om kommunismens arkitektur sparker ud mod Universitetsbiblioteket i Oslo.

Universitetsbiblioteket i Oslo har afvist at udlåne bøger til forfatteren Kjartan Fløgstad – ifølge ham selv, fordi han ikke er en ”autoriseret statsintellektuel”. Miseren begyndte da Kjartan Fløgstad arbejdede på sin seneste bog, Trans Sovjet Ekspress. Luftslott og revolusjonære ruinar, der udkom i Norge i sidste måned. Bogen er en essayistisk rejseskildring, der beskriver fire faser i Sovjetunionens arkitektur, og den er udkommet op til det forestående hundredårsjubilæum for Oktoberrevolutionen i 1917.

I forordet takker Kjartan Fløgstad en række fagbiblioteker og specialsamlinger for at fremskaffe materialer. Men til gengæld, skriver han, nægtede Universitetsbiblioteket i Oslo at skaffe vanskelig tilgængelig akademisk faglitteratur. Læs videre “Autoriseret statsintellektuel”

Weekendavisen den 16. juni 2017.

Kommentar. Christina Hagen, Maja Lee Langvad og Lone Aburas udgør en velkommen tendens i dansk litteratur, fordi…

Det kan godt være at sorg klædte Elektra, men vrede klæder Lone. Det er et jeg der taler (Regnskabets time) af Lone Aburas, som udkommer i dag (og anmeldes af kollega Bukdahl inde i sektionen), er en eruption af stærke og stolte ord, der befæster en lille, befriende tendens til vrede i moderne dansk kvindelitteratur (er der egentlig stadig noget, der hedder kvindelitteratur?).

Det begyndte med Christina Hagens White Girl i 2012 og fortsatte med Maja Lee Langvads Hun er vred. Et vidnesbyrd og transnational adoption i 2014. Så vendte White Girl tilbage for nylig med en to’er, og nu slutter Lone Aburas sig til vredeskoret med sin aggressivt indignerede enetale, frækt genrebetegnet som agitprop, altså agitationspropaganda, som i gode, gamle dage i Sovjet. Læs videre “De er vrede”