Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 6. januar 2017.

Digte. Et tidligt hovedværk af arabisk poesis store modernist udkommer nu til støtte for Syriens ofre.

Adonis: Sange af Mihyar fra Damaskus. Oversat af Anna Stigsgaard og Salim Abdali. Digte. 212 sider, 250 kr. Lindhardt & Ringhof.

I 1947 begyndte man i det litterære miljø i Syrien at få øjnene op for den 17-årig digterspire Ali Ahmad fra landsby al-Qassabin, der skrev under navnet Adūnīs. Talentet brød igennem, og gav sin sekulære politiske støtte til lige rettigheder til alle borgere, uanset deres religiøse eller etniske tilhørsforhold. Prisen var en tur i fængsel og derefter, i 1956, afsted i eksil, først til Libanon og siden Paris, hvor han har boet siden midten af 70’erne.

I årevis har rygtemøllen malet om den 87-årige digter som kandidat til Nobelprisen, men enten kan det Det Svenske Akademi ikke enes, eller så vil de ikke politisere med et sympatisignal om krigstragedien i digterens hjemland. Krigen kan med andre ord have forpurret Adonis’ Nobelprischancer. Men om ikke nu, hvornår så? Læs videre “Dette er smertens land”

Weekendavisen den 30. december 2016.

Nordisk kvindelitteraturhistorie. Køn er ikke noget entydigt, ikke engang noget tvetydigt. Forskningsantologi udvider feltet.

Anne Marie Mai (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie. Over alle grænser 1990-2015. 294 sider, 325 kroner. Syddansk Universitetsforlag.

Da Cecil Bødker var en ung og ukendt debutant, vidste anmelderne ikke om det sjældne fornavn gemte på en mand eller en kvinde. Det betød, at de kritikere, som mente at Cecil var et pigenavn, bedømte hende hårdere, end de, der antog at Cecil var en dreng.

Det skriver litteraturforsker Jon Helt Haarder i en ny antologi, Nordisk kvindelitteraturhistorie. Over alle grænser 1990-2015. Jon Helt Haarder bruger det lille eksempel til at konkludere, at køn spiller en rolle for læsning af litteratur, og at forfatteren i århundreder var en – mand. Ligesom at anmelderne var mænd dengang Cecil Bødker debuterede i 1955. Det er der naturligvis ikke meget nyt i, men dengang havde man vist så småt vænnet sig til karismatiske kvinder, som skrev bøger, tænk bare på Thit Jensen, Karen Blixen og Tove Ditlevsen. Læs videre “En ny ansvarsfølelse?”

Weekendavisen den 23. december 2016.

KONTROVERSEN Migrationsdystopi. Et forlag på Norges antiislam-højrefløj udgiver fransk roman, der varsler den europæiske kulturs undergang på grund af indvandring. Nu er spørgsmålet, om Le Camp des Saints kan godkendes af Vurderingsudvalget for bibliotekernes indkøbsordning.

Belgiens ambassade i Indien annoncerer en ny politik, der betyder, at flere fattige indere kan bortadoptere deres babyer til belgiske familier. Ambassaden bliver snart bestormet af mødre, der vil afhænde deres spædbørn, og den belgiske regering er tvunget til at droppe planerne. Det betyder at millioner af fattige indere sætter sig i bevægelse fra Calcutta for at sikre deres børn den fremtid, som de først var blevet stillet i udsigt. Nye grupper af fattige støder hele tiden til, og i Frankrig slutter indvandrerbefolkningerne sig til nyankomne. Inden længe er Europa oversvømmet af migranter udefra.

Sådan cirka er plottet i Le Camp des Saints, som den franske forfatter Jean Raspail (f. 1925) udgav i 1973. Romanen – som på dansk ville hedde De helliges lejr – udvikler sig til en dystopi om et multietnisk Europa, hvor det til sidst kun er Schweitz, der holder sine grænser lukkede og bortdømmes som en fejlslagen stat. Læs videre “De helliges lejr”

Weekendavisen den 23. december 2016.

Teatersæson 2017. Foråret byder på klassikerfortolkninger, aktuelle politiske temaer – og…

Gad vide hvad der er sket bag kulisserne? Her gik jeg og glædede mig ganske grundigt til at åbne teateråret allerede den 7. januar med Shakespeares Et vintereventyr på Teater Republique i København. Selveste Katrine Wiedemann skulle stå for iscenesættelsen, og besætningen var som himmelsendt med bl.a. Sofie Gråbøl, Olaf Johannessen og Birthe Neumann.

Og hvad sker der så? Jo, hele holdet falder fra. Den ene blev syg og den anden fik en bedre rolle, og som i sangen om de ti små cyklister, var der pludselig kun én tilbage. Som så også faldt fra. Nu skal vi se Ditte Hansen, Natalie Madueño, Esben Smed og Mikkel Arndt, og uden at tænke ilde om dem, kan vi konstatere, at der er tale om noget helt andet, end den oprindelige intention. Læs videre “Tæppefald for en diva”

Weekendavisen den 23. december 2016.

Erindringer. Sonja fra Sovjetunionen kunne skaffe toiletpapir i Leningrad i 1970. Men hvad kunne hun bruge det til i Danmark?

Sonja Vesterholt i samarbejde med Britta Sørensen: Kærlighedslandet. Fortællinger fra mit liv i Danmark. 224 sider, 250 kr. Gyldendal.

I middelalderens Rusland blev alle udlændinge kaldt nemets, ‘de stumme’, fordi de ikke kunne tale russisk. Da den 25-årige Sonja kom til Danmark fra Sovjetunionen i 1970 følte hun sig stum. Hun kunne skaffe toiletpapir og underbukser i Leningrad, men i Danmark bugnede butikkerne jo med varer. Alt hun kunne, handlede om at sno sig i en stat, der bekæmpede sine egne borgere. Men nu var hun fri af systemets ufrihed, og efter at have været i fremdrift, gik hun i stå, for der var ikke brug for hendes evner. Hun blev nemoj, stum.

Sonja havde mødt en dansk mand, der studerede russisk i Leningrad. De forelskede og giftede sig, og efter langstrakte forhandlinger med de russiske myndigheder, opnåede sovjetborgeren tilladelse til at forlade sit hjemland og slå sig ned i det både forjættede og fremmedartede Danmark, hvor ingen manglede noget, men gode venner kun ringede på hos hinanden, hvis det var aftalt to uger forinden. Her omstillede hun sig år for år til Danmark, danskerne og sproget, og da hun opdagede, at hendes elskede ægtemand Ole var alkoholiker, måtte hun i stigende grad lære at klare sig selv. Det førte til sidst til løsrivelse og fuld emancipation, og som tiden gik, blev Danmark til Kærlighedslandet, titlen på Sonja Vesterholts tiltalende erindringsbog, som er fortsættelsen af den fine Hunden af rask (2011) om opvæksten i Sovjetunionen. Læs videre “Den stumme fik stemme”