Af Klaus Rothstein

Red. Clement Kjersgaard m.fl: Itu. Europa, Vesten og verden efter Brexit, Trump og ti års kriser Ræsons Forlag, december 2016.

I

Wembley, London, den 3. januar 1973. Irske Jonny Giles fører roligt bolden frem midt på banen. Han stikker en aflevering ud mod venstre, hvor engelske Bobby Charlton med en præcis indersideaflevering sender den ind i feltet. Her kommer danske Henning Jensen i fuldt løb. Han kaster sig gennem luften med fødderne forrest, og med panden dirigerer han bolden i nettet bag den italienske keeper, Dino Zoff. Skråt bag målet sidder en fotograf fra bureauet PA. Han fanger scoringen i dét æteriske og æstetiske splitsekund, hvor Henning Jensen hænger i luften i en underlig positur, som om han slænger sig på en usynlig chaiselong. Dét foto bliver senere legendarisk, da forfatteren Hans-Jørgen Nielsen sætter det på omslaget af sin kønsrolle- og klassekampsroman, Fodboldenglen, her med Henning Jensens overkrop og hoved dækket af en surrealistisk collage af den tyske kunstner Max Ernst, og således omformuleret til en sær, svævende hybrid.

Fodboldkampen på Wembley var en vaskeægte venskabskamp i den tid, hvor fodboldspillere med smørhår ikke krammede hinandens tatoverede kroppe, når de scorede, men ønskede tillykke med et håndtryk og et skulderklap. Kampen markerede, at de seks gamle lande fra Kul- og Stålunionen, der havde etableret det ‘Europæiske Fællesskab’, EF – Frankrig, Holland, Belgien, Italien, Luxembourg og Vesttyskland – ved årsskiftet til 1973 bød velkommen til tre nye medlemmer, Storbritannien, Irland og Danmark. Et udvalgt hold fra de gamle lande spillede mod repræsentanter for de nye. Udover Henning Jensen, seriespilleren fra Nørresundby, der kom til storklubben Mönchengladbach i den tyske Bundesliga, scorede også englænderen Colin Stein. De Nye vandt 2-0. Læs videre “Europa er en falden engel”

Weekendavisen den 16. december 2016.

I sidste uge, den 8. december, tikkede en af den slags pressemeddelelser ind på redaktionerne, som nærmest antager sig selv som en note. Den kom fra Kulturministeriet og lød sådan her: ”Kulturminister Mette Bock har besluttet, at det nye, samlede nationalbibliotek og Danmarks største forskningsbibliotek, som ser dagens lys per 1. januar 2017, skal bevare det historiske navn Det Kgl. Bibliotek. Biblioteket er et resultat af sammenlægningen af Det Kongelige Bibliotek i København og Statsbiblioteket i Aarhus .” Aha, interessant. To store institutioner fusionerer i en ny, ligeværdig organisation under én fælles ledelse, men den ene institution er altså lidt mere ligeværdig, end den anden, for mens det ene navn lever videre, bliver det andet lagt i grave. Det er godt for Det Kongelige Biblioteks selvfølelse, men ærgerligt for Statsbibliotekets. Her kunne historien jo så ende, men helt så enkelt er det nu ikke. Hvis man har god hukommelse for pressemeddelelser, vil man nemlig huske, at selvsamme Kulturministerium så for nylig som den 12. september meddelte dette til offentligheden: ”Kulturminister Bertel Haarder samler per 1. januar 2017 Danmarks to største national- og forskningsbiblioteker – Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek – i én organisation under navnet Nationalbiblioteket.” Undskyld, hvad? Bertel Haarder havde altså besluttet, at fusionen skulle ske under nyt navn, nemlig Nationalbiblioteket. Men det laver Mette Bock altså om på umiddelbart før den nye struktur trådte i kraft. Og ikke alene beslutter hun, at navnet skal være Det Kongelige Bibliotek, nej hun vælger tilsyneladende også, hvis pressemeddelelsen står til troende, at navnet skal staves med forkortelsen Kgl., hvilket indebærer en tilbagevenden til en ellers afskaffet staveform. Nationalbiblioteket fik dermed en kort og uglorværdig levetid mellem den 12. september og den 8. december.

Weekendavisen den 16. december 2016.

Kommentar. Den nye værdikanon er ikke så meget en kanon over danske værdier, som det er en drøm om dyder.

Danskernes angst for det fremmede og de fremmede bunder i et dannelsestomrum og en værdimæssig usikkerhed, fordi vi er for utydelige, når det handler om det, vi absolut ikke vil gå på kompromis med. Det var hovedbudskabet da fhv. kulturminister Bertel Haarder lancerede kodificeringen af danskernes værdier i mandags.

Men der er noget galt med fundamentet for Danmarkskanonen. Begrebsdefinitionen er simpelthen uklar, og derfor står egentlige værdier side om side med fænomener, som snarere er samfundsstrukturelle konsekvenser af helt andre værdier, som end ikke er nået frem i afstemningens top ti.

Tag nu ‘velfærdssamfundet’ (som har opnået flest stemmer). Det er indiskutabelt værdifuldt, men det er ikke en værdi. Det er snarere en udmøntning af en udvikling med rødder i dybere værdier som omsorg, solidaritet og social samvittighed. Men hvor er de på listen? Læs videre “Lirumlarum, katten gør æg”

Weekendavisen den 16. december 2016.

Sangteater. Er der nogen? Idé: Leila Vestergaard. Iscenesættelse: Kitt Maiken Mortensen. Ensemble Ensemble på Får302, København, til den 17.12. og igen fra den 9.-14. januar. // Svantes lykkelige dag. Instruktion og dramatisering: Niclas Bendixen. Scenografi og kostumer: Julian Toldam Juhlin. Nørrebro Teater til den 23. december.

I Benny Andersens evigt levedygtige Svantes viser (1972) hører vi historien om den gådefulde svenske lyriker, Svante Svendsen (født Svensson) og hans muse, Nina. I en af de sørgmodige viser, længes Svante efter brev: ”Jeg tror mine dage er talte / og pulsen snart går i stå / jeg tør ikke mere håbe på / at få et brev fra dig,” resignerer han.

Lige nu er den lakoniske miniroman med det indbyggede geniale viseværk vakt til live på Nørrebro Teater. Og kun 15 minutters cykling derfra, på Får302 ved Nyhavn, spiller en anden musikforestilling, som på mange mærkelige måder er gjort at det samme Svante-stof – som drømmen om at modtage et brev, der kan ændre det hele. Både syngespillet Svantes lykkelige dag og kontaktannonceteaterkoncerten Er der nogen? handler nemlig om ensomhed og om at søge (og ikke nødvendigvis finde) en plads i verden. Læs videre “”Hvis Ole K. fra Valby læser dette…””

Weekendavisen den 16. december 2016.

Gavebog. Forhåbentlig skal Erik Valeurs julenoveller forstås dybt ironisk, satirisk og sarkastisk.

Erik Valeur: Mandelgaven – en rejse gennem de skjule sider af danskernes elskede juletradition. 112 sider. 100 kr. Politikens Forlag.

Vi nærmer os 100-året for førsteudgaven af Ved julelampens skær, det berømte hæfte, som forlaget Grønvald Fynbo begyndte at udgive i 1918. Nu til dags udgives juleårbogen af Gyldendal, som i år kan præsentere en novelle af ”den populære sanger, skuespiller og forfatter Alberte Winding”. Desuden meddeler forlaget, at man ”sædvanen tro vil kunne nyde en række stemningsfulde beretninger om jul i fortid og nutid.” Lidt nyt, altså, men ellers alt ved det vamle. Jeg mener: gamle. Læs videre “Mandlen i lilleputlandet”