Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 25. november 2016.

Roman. Udkantsdanmark, ørkenkrig, ninja-lån og gældskarusseller. Kim Blæsbjergs roman om årene under finanskrisen består af for meget volumen og for lidt værdi.

Kim Blæsbjerg: Desertørerne 1. 512 sider, 299.95 kr. Rosinante.

Tunge, dystre tordenskyer trækker op over et smedejernsgitter på omslaget af Kim Blæsbjergs nye roman, Desertørerne. Hvis det var en film, ville underlægningsmusikken være spændt med uheldsvangre antydninger. Året er 2007, verdensøkonomien står og dirrer, og Danmark er med i to fjerne krige.

Smedejernslågen omkranser Christian og Julie Kappel Bruhns villa i kvarteret bag Frederiksberg Hospital, hvorfra patriarken og direktøren styrer familien med hård hånd sammen med sin hustru, der er chefdesigner i Kappel Bruhn Company, som fremstiller og sælger læder og tekstil fra sin butikskæde i Europa og Asien. Læs videre “Når boblen brister”

Weekendavisen den 18. november 2016.

Teater. Ole Thestrup er ikke udfordret nok i et sandt, men ikke tilstrækkelig interessant, portræt af demens.

Florian Zeller: Min far. Instruktion: Geir Sveaas. Oversat af Gregers Dirckinck-Holmfeld. Folketeatret, København, til den 3. december.

Både min mormor og min farmor forsvandt ind i demensens mærkelige, uhyggelige tågelabyrinter. Jeg ved derfor godt, hvad der sker i en familie, når et menneske går i opløsning. Jeg har set forvitringen, forvirringen og fortvivlelsen på helt tæt hold. Min ledsager denne aften står selv midt i moradset som datter til en mand, der gradvist mister grebet om det hele. Vi kendte derfor begge den karakter, som Ole Thestrup fremstiller i den franske dramatiker Florian Zellers alvorsulde komedie, Min far.

Demens betyder ‘væk fra sindet’ og betegner den tilstand, hvor de mentale færdigheder bliver gradvis svækket. Der er altså tale om en forstyrrelse af det, der gør mennesker til dem de er, og en forandring til en usikker og sårbar afglans af, hvad personen var engang. Pia Tafdrup har skildret sygdommen gennem lyrik, Hanne-Vibeke Holst har gjort det i romanform, for bare at nævne et par. Læs videre “Væk fra sindet”

Weekendavisen den 11. november 2016.

Audioteater. Hassan Preislers formeksperiment om terror i København er litterært vellykket, men scenisk mangelfuldt.

Hellig krig. Manuskript: Hassan Preisler. Instruktion: Moqi Simon Trolin. Gloria Biograf + Kinografen hos Nordisk Film, København, til den 24. november.

For små to år siden skrev jeg et interview her i avisen med Hassan Preisler, der fortalte om sin idé om en cabaret baseret på alt det, som pæne mennesker ikke tør sige om indvandrere. Han fortalte om, hvordan hans frygt for repressalier udartede til selvcensur. Det var ikke et stolt øjeblik for et teater, der gerne vil uddele spark i løgsovsen, og den bange mands byrde førte da også til en cabaret, der hverken var modig, sjov eller provokerende.

I foråret fik vi så historien om, at Det Kongelige Teater har sagt nej tak til at opsætte De Sataniske Vers med Hassan Preisler som manuskriptforfatter, og Preisler insisterede i medierne på, at beslutningen var grundet i frygt, hvilket teatercheferne pure afviste. Men givet er det da, at sådan en forestilling ville udgøre en risiko, for er der noget der voldsparate religiøse reagerer på, er det fornærmelser af deres profet. Læs videre “Et komplet menneske”

Weekendavisen den 11. november 2016.

Roman. Erling Jepsen slår et stort erindringsbrød op, som er 100% sandt. Ok, så tror vi på den. Eller gør vi?

Erling Jepsen: Gramhavet. Familiehemmeligheder 1. 240 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

Erling Jepsen proklamerer i forlagets pressemeddelelse om sin nye roman: ”Det er startskuddet på en serie på fem, seks, syv bøger, hvori jeg fortæller hele mit liv. Og jeg går tættere på end i mine tidligere bøger. Derfor hedder drengen i Gramhavet Erling og ikke som før Allan, og historierne om mig er 100 procent selvbiografiske.”

Ok, så tror vi på den. Eller gør vi? Opfatter vi litteratur som mere virkelighedsloyal, bare fordi fortællerens navn er det samme som forfatterens navn? Er Erling mere ægte end Allan? Kan vi og skal vi tro på forfatteren, når han siger, at alt er selvbiografisk? I så fald er Erling Jepsens nye bog endnu en beretning om omsorgssvigt og manglende forældreevne i provinsen, og i så fald må vi altså tage problem Jylland alvorligt. For det kan vel ikke være sandt, at det kun er Yahya Hassan, der kan bringe følelserne frem i os, og at vi kun forarges over overgreb mod de små brune børn og er ligeglad med vores egne hvide rollinger, der lever et lorteliv blandt psykisk syge og voldelige forældre? Læs videre “Høstakken i manden”

Den 9. november 2016.

Donald Trump har vundet valget og er USA’s næste præsident.
Fik lige lyst til at genoptrykke en godt og vel ti år gammel anmeldelse…

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. april 2006

Hvad nu hvis? Philip Roths kontrafaktiske romaneksperiment om USA under Præsident Charles A. Lindbergh er bundløst uhyggeligt.

I november 2004 anmeldte Bo Green Jensen Philip Roths The Plot Against America her i avisen, og nøjagtig et år efter fulgte Martin Krasnik op med et sjældent og underholdende interview med den vredladne forfatter. Når jeg nu skal anmelde den danske oversættelse, har jeg lige genlæst mine kollegers artikler, og falder bl.a. over en af de mange arrogante salver, Philip Roth fyrer af i interviewet.

Da Martin er blevet offer for en spydighed, spørger han spagfærdigt: ”Vi burde måske slet ikke tale om litteratur?”, hvilket Philip Roth mener, er en fin idé: Now you’re talking! Han foreslår et 100 års moratorium på al snak om litteratur, og at alle bogsektioner og anmeldere skal nedlægges. Læserne skal være alene med bøgerne, og hvis nogen vover at sige noget om dem, skal de fængsles eller skydes på stedet. Ja, faktisk skydes. Slut med al ulidelig, litterær snak. Folk skal kæmpe alene med litteraturen og genopdage hvad den er og ikke er, sprutter han. Læs videre “Da Amerika blev nazistisk”