Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 7. oktober 2016.

Teatertanker. Drikker du for meget, Katrine Wiedemann? Eller er du bare i gang med at iscenesætte dig selv?

Katrine Wiedemann: Ved gudernes bord. Om den umulige og nødvendige kunst. 352 sider, 300 kr. Gyldendal.

Skrive kan hun altså også. Godt endda, rigtig godt. Sceneinstruktøren Katrine Wiedemann debuterer som forfatter med Ved gudernes bord. Om den umulige og nødvendige kunst, en personlig og professionel selvbeskrivelse med kyndige refleksioner over teaterkunsten i vekselvirkning med yderst interessante optegnelser fra Residenztheater i München, hvor hun i fjor satte forførelsesdramaet Farlige forbindelser op.

Sært nok kalder Katrine Wiedemann konsekvent dramatiseringen af Choderlos de Laclos roman Les Liaisons dangereuses (1782) for Gefährliche Leidenschaft, selvom stykket spillede under titlen Gefährliche Liebschaften, men så vidt mit skoletysk rækker, betyder ‘leidenschaft’ og ‘liebschaften’ det samme, nemlig ‘lidenskab’. Og netop skoletysk og lidenskab har Katrine Wiedemann med sig, da hun tager til München for at sætte stykket op på det teater, hvor selveste Ingmar Bergman, hendes store idol, fejrede triumfer i sin tid. Læs videre “Farlige lidenskaber”

Weekendavisen den 7. oktober 2016.

Teater. ”Hej, jeg hedder Emma, jeg er alkoholiker og stofmisbruger”. Johanne Louise Schmidt er fremragende i storartet engelsk dramatik.

Duncan Macmillan: Personer, steder og ting. Oversat til dansk af Simon Boberg. Iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi og kostumer: Jonas Fly. Skuespilhuset, Det Kongelige Teater, til den 30. november.

Om Johanne Louise Schmidts præstation i Personer, steder og ting kan man næppe tale superlativisk nok. Hun behersker suverænt det totale register i en fuldendt formuleret, altdominerende hovedrolle, strømførende, sarkastisk, ironisk, tragisk, rørende.

Den engelske dramatiker og instruktør Duncan Macmillan står bag dette velskrevne portræt af en ung skuespiller på vej down the drain. Jeg kom til at tænke på det engelske udtryk for at gå i opløsning, bryde sammen, allerede i første scene, hvor Jonas Flys scenografi elegant fremfortolker stykkets pointe. Vi er i et skuespil i skuespillet. På scenen hænger høje, rustrøde draperier fra gulv til loft. Foran står Konstantin og Nina fra Tjekhovs Mågen i 1890’er-mundering i elegant kejtet samspil. Læs videre “Et skrig, der leder efter en mund”

Weekendavisen den 7. oktober 2016.

Interview. Den italienske dokumentarist Gianfranco Rosi er dobbeltnomineret til en Oscar for sin film om flygtningekrisen. Han mener at befolkningen på Lampedusa bør tildeles Nobels Fredspris i dag.

Den italienske dokumentarist Gianfranco Rosi er en kompakt mand, der skummer af politisk pessimisme. Det går den gale vej, mener han:
”Populismen og fremmedhadet tager til, og der er ikke meget, vi kan gøre ved det,” siger han. ”Kunst kan ikke ændre verden. Et digt, et teaterstykke, en roman, en film, intet kunstværk kan løse problemerne. Men kunst kan til gengæld skabe opmærksomhed og bevidsthed. Det håber jeg, at min film kan medvirke til.”

Gianfranco Rosi er i København, fordi hans film dokumentarfilm Fuocoammare om den italienske ø Lampedusa, der befinder sig midt i Middelhavet og derfor midt i flygtningekrisen, nu får premiere her under titlen Havet brænder. Filmen vandt i februar i år Guldbjørnen i Berlin, hvor juryformand Meryl Streep karakteriserede den som ”nødvendig filmkunst”.

I sidste uge blev Havet brænder så nomineret i to kategorier til vinterens Oscar-uddeling, både som bedste dokumentar og som bedste ikke-amerikanske film. Det er første gang nogensinde, at en dokumentar dyster i den genre, og instruktøren kan ikke skjule en vis stolthed: ”Der er forskel på dokumentarisme og fiktion, ja. Men begge dele er film, begge dele er cinema.” Læs videre “Europas dovne øje”

Weekendavisen den 30. september 2016.

Teater. Teater Momentum i Odense har omdøbt sig selv til ‘Det Ny Kgl. Teater’ i denne sæson, hvor de kopierer Skuespilhusets repertoire. Første forsøg er ‘Ødipus og Antigone’.

Sofokles: Ødipus og Antigone. Instruktion: Elisa Kragerup. Scenografi og kostumer: Maja Ravn. Skuespilhuset, skiftende datoer til den 14. december. // Sofokles: Ødipus og Antigone. Instruktion: Henrik Grimbäck. Teater Momentum/Det Ny Kgl. Teater til den 15. oktober.

Klassikere er som de mikroskopiske bjørnedyr, der overlever alt, inklusive nedfrysning og atombombebestråling. Det Kongelige Teater kunne derfor have valgt en langt mere radikal kurs i opsætningen af Sofokles’ to stykker, her samlet i ét, Ødipus og Antigone, med et tilføjet mellemstykke om Antigones brødre. Men Niels Brunse, der har har gendigtet, og Elisa Kragerup og Johan Holm Mortensen, der har bearbejdet, lader ordene fremstå i en klassisk og loyal modernisering af den antikke tekst, hvor ingen er faldet for fristelsen til at forvrænge og tilføje.

Maja Ravns markante scenografi er (ifølge introduktionen i foyeren forud for forestillingen) inspireret af steder, som mennesker har forladt. Det dybe rums vægge er beklædt med flisevægge, der er itu og tapeter, der er skallet af. På gulvet står rækker af træstole som om der er gjort klar til dilletant i forsamlingshuset. Men stemningen af forladthed og forsømthed hænger i luften på dette sted, der har kendt bedre dage. Det er en eminent visuel fortolkning af Theben, den kriseramte og pestbefængte by. Læs videre “”Skat, du skal ikke have sex med din mor…””

Weekendavisen den 30. september 2016.

Erindringer. Torben Brostrøms erindringer om en langt livs læsning er næsten til at blive vimmel af.

Torben Brostrøm: Litterære bekendelser. Sene erindringer. 168 sider, 200 kr. Gyldendal.

Der er noget uimodståeligt over den aldersstegne Torben Brostrøm, når han stiller sig an som causeur i sine vimmelskaftede læsninger af verdenslitteraturen. Vimmelskaftede? Ja, netop. Med dette dejlige adjektiv omtaler han selv Jens Baggesens Labyrinten og Sophus Claussens ‘Livets kermesse’. Ordet stammer, har jeg slået op, fra det krumme værktøj, der engang hed et vimmelskaft (i dag et borsving eller et drejebor), og som gaden Vimmelskaftet i den københavnske middelalderby i sin tid fik sit navn efter. Perfekt til litteraturbeskrivelse.

Litterære bekendelser. Sene erindringer tilhører den klassiske essayistisk-causerende genre, som kun beherskes af lystlæsere, der kan dosere uden at docere. Dét kan Torben Brostrøm, som formidler sin enorme litterære dannelse og begejstring for bogen på en ærlig og generøs måde, der inspirerer og giver lyst til læsning. Læs videre “Var Oehlenschläger i Isfahan?”