Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 16. september 2016.

Ibsenfestival. Hvor mange Mariekiks kan man købe til flygtninge fra Sudan for det, som scenografien koster? Vrangen vendes ud på Ibsen, som kan tåle alt.

OSLO
At man skal hylde sine helte, ved de godt i Oslo. Så her står Henrik Ibsen, irgrøn på sin sokkel foran Nationaltheatret, med løvemanke og strengt, stålsat blik, idag med en vimpelsmykket laurbærkrans om halsen.

Ibsenfestivalen er i gang. Den finder sted hvert andet år som en fejring af forfatterskabet, og i år er der cirka fyrre norske og internationale forestillinger på programmet, som lanceres med et genialt piktogram, der har fanget hele Ibsen-ansigtets essens med det bryske blik bag et par runde briller og to vandrette skarpe paranteser, der udgør det opretstående hår og de nedadvendte mundvige. ”Engasjerende. Utfordrende. Nådeløst” står der på festivalprogrammet, hvor vi bliver lukket ind i fællesskabet af moderne ibstere. Der er tænkt nøje over, hvordan dramatikeren på én gang kan bevares som det geni, han var, og samtidig formidles til nye målgrupper. På katalogets bagside kan man derfor se gammelfar sidde med sine enorme, hvide kindskæg, der hænger som tunge gardiner omkring munden, mens teksten viser en Facebook-tråd, hvor Ibsen og Strindberg driller hinanden. Læs videre “Folkefjender og samfundsstøtter”

Weekendavisen den 16. september 2016.

Krønike. Katrine Marie Guldager afslutter sin romansekstet med stærke symboler. Men hvorfor slutter hun her, når hun har mere på hjerte?

Katrine Marie Guldager: Ilden. 185 sider, 250 kr. Roman. Politikens Forlag.

Det er et paradoks, at hendes navn betyder ‘solstråle’ eller ‘skinnende lys’, når man tager i betragtning, hvor meget mørke, sorg og depression, Leonora rummer.

Katrine Marie Guldagers Køge-krønike afsluttes nu med romanen Ilden, hvor vi følger Leonora helt til dørs. Vi lærte hende først at kende som det sensitive barn i villaen i Køge, og nu slipper vi hende som en voksen kvinde, der til sidst indser, hvad der skal til, for at hun kan løsne alle lænker og frigøre sig, dels fra manipulerende og svigefulde familiemedlemmer, dels fra den ulv, der altid truer med at træde ud af skyggerne som en manifestation af hendes angst. Magisk realisme på Marievej. Læs videre “Solen står op over Køge Bugt”

Weekendavisen den 16. september 2016.

Roman. Huleformationer, parisiske katakomber, underjordiske bunkere og menneskekroppe. Niels Lyngsø trænger ind i det hele.

Niels Lyngsø: Himlen under jorden. 368 sider, 300 kr. Gyldendal.

Da jeg for præcis et år siden anmeldte Niels Lyngsøs Min ukendte bror, skrev jeg, at slutningen var arrogant og uforløst, hvis altså ikke der kom en fortsættelse. Den kommer så nu med Himlen under jorden, hvor vi først og fremmest får opklaret, hvem den yderst dunkelt belyste jegfortæller i Min ukendte bror var – men der bliver samtidig lagt i kakkelovnen til et nyt mysterium.

Min ukendte bror var en alvorligt god roman om det überkloge enebarn Hans-Peter, der voksede op i forstadsmiddelklassens Skovlunde engang i 70’erne. Faren var ingeniør på Herlev Hospital, men så hemmelighedsfuld, at drengen får et chok, da han opdager, at han rent faktisk har et navn, Hemming. Da Hans-Peter som voksen går i terapi, er det blandt andet for at afdække en angst for, at hans mor og far slet ikke er hans ægte forældre. Læs videre “Kvinden i katakomberne”

Weekendavisen den 9. september 2016.

Kommentar. Det er freelancernes og løsarbejdernes tidsalder. Det gælder også os, der anmelder teater.

Mange akademikere hutler sig igennem som freelancere og løsarbejdere på korttidskontrakter, i projektansættelser og med midlertidige vikarjobs uden fast løn og pension, anciennitet, barsels- og sygeorlov og ingen chance for at optage banklån, hvilket betyder at deres muligheder for at komme ind på ejerboligmarkedet er lig nul.

Dette veluddannede pjalteproletariat af mennesker befinder sig i en prekær – altså vanskelig, udsat, kritisk – situation, og derfor går de under betegnelsen prekariatet, også kendt som the working poor. Dem blev der talt en del om i sidste uge, da regeringen fremlagde sin 2025-plan. Læs videre “Kulturkritikkens prekariat”

Weekendavisen den 9. september 2016.

Teater. Både Ålborg Teater og Odense Teater spiller mørk og moderne Hamlet. Ideerne er ens, men udtrykkene forskellige.

Som en læserbrevsskribent i The Guardian for nylig foreslog som en kommentar til burkinidebatten: Lad os i stedet indføre forbud mod den beklædning, der både har startet ulovlige krige og finanskrisen: jakkesættet.

Denne moderne skurkeuniform er netop nu aktuel i to forskellige Hamlet-fortolkninger på Odense Teater og Ålborg Teater, hvor kyniske og magtfuldkomne banditter i habitter styrer og styrter riger og fjender i grus. Ak, al den ondskab, som kan gemmes bag nålestriber og slips…

Først tager vi til Odense, hvor Morten Brovn i titelrollen mestrer en skelet skulen, der ikke er set magen siden Christopher Lambert var Tarzan. Som han sidder der med bøjet hoved i mudderet på sin fars grav, stirrer han ud under kronens kant med et dybt, desperat og determineret smerteblik. Hamlet er vred, meget vred. Læs videre “En solgud mod en satyr”