Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 24. maj 2024

Kommentar. Mit egentlige ærinde var at slå et slag for den litteratur, som ikke er mindre »fin« end romanen, men tit bliver tvunget i romanens retning.

For nogle uger siden luftede jeg en idiosynkratisk irritation over de bøger, der kalder sig »romaner«, selvom der findes mere dækkende alternativer, og i sidste uge fik jeg så svar på tiltale af teaterinstruktør Liv Helm, hvis litterære debut, Med hjertet i hånden, jeg havde brugt som eksempel.

Jeg opfatter, skrev jeg, mere bogen som et stykke narrativ nonfiktion – en reflekterende, selvbiografisk, erfaringsbaseret beretning uden fiktionaliseringer – end som en roman, altså en »lang, fiktiv prosafortælling« for nu at bruge en formalistisk genredefinition. Læs videre “Føjelig som en hasselgren”

Weekendavisen den 8. maj 2024

Læs videre “Terrorromantik”

Weekendavisen den 8. maj 2024

Sensitivitet. Vi skal være nænsomme med at purificere de tekster, vi i dag måtte finde problematiske.

Forleden blev jeg inviteret med i en paneldebat om, hvordan vi håndterer den litteratur, der i sprog og indhold overskrider nutidens moralske grænseværdier.

Det er et emne, som går til hjertets rod for alle os, der arbejder med skrivekunsten og derfor befinder os i et spændingsfelt mellem litteratur, politik og etik, og jeg ville virkelig gerne have deltaget i debatten, men er desværre optaget andetsteds. Læs videre “Den litterære arvs kustoder”

Weekendavisen den 3. maj 2024

Klassiker. J.D. Salinger skildrer det moderne menneskes tilværelsesangst. Intet mindre.

J.D. Salinger: Franny & Zooey. Oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen. 190 sider, 249,95 kr. Alhambra.

Kan man på én gang være en stor forfatter og tavs som graven? Ja. Intet har været så produktivt og mytologiserende for de blot fire bøger, J.D. Salinger skrev, som hans beslutning om at klappe i som en østers og eksilere sig fra al opmærksomhed og offentlighed.

J.D. Salinger (1919-2010) debuterede i 1951 med The Catcher in the Rye (på dansk mest kendt under den maltrakterede titel Forbandede ungdom), hvorefter han frem til 1963 udgav yderligere tre bind prosa. Læs videre “For Den Fede Dames skyld”

Weekendavisen den 3. maj 2024

I udbrud. Hvor meget fiktion skal der være i prosaen, for at den kan kalde sig en roman?

Genrebetegnelsen »roman« er lige så føjelig og bøjelig som en hasselgren. Det viste Egon Mathiesen, da han i 1949 udgav Mis med de blå øjne. På titelbladet stod der ikke »Billedbog«, for sådan har det aldrig været kutyme at genredefinere bøger til de yngste, men »(roman)«.

Med parentesen forstærkede Egon Mathiesen den (selv)ironiske joke, for naturligvis er den ordknappe historie om Mis ikke nogen roman, hvis vi omtrentlig definerer det som en lang, fiktiv prosafortælling. Men »romanens rummelige form har tilbud til både det avancerede publikum og til det brede, der søger timelang underholdning«, som der står i Den Store Encyklopædi, og lige dér – mellem det avancerede og det brede – finder den blåøjede mis sin berettigelse som (roman). Læs videre “Roman?”