Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 5. august 2016.

Jonathan Franzen har næsten ingen sorte venner! Denne markante afsløring står at læse i et langt, interessant interview på slate.com, hvor forfatteren udpeger de to vigtigste og mest interessante emner i USA netop nu, nemlig (ikke overraskende) Bernie Sanders og Donald Trump som protestkandidater og (heller ikke overraskende) spørgsmålet om forholdet mellem hvide og sorte. Intervieweren spørger, om Jonathan Franzen nogensinde har overvejet at skrive en roman om race, og forfatteren går til bekendelse: ”Jeg har overvejet det, men – og dette er en flov indrømmelse – jeg har ikke særlig mange sorte venner, og jeg har aldrig været forelsket i en sort kvinde. Hvis jeg havde, ville jeg måske vove forsøget.” Der opstår en pause i interviewet, hvor forfatteren stirrer på journalistens båndoptager og synes at tabe tråden. Intervieweren giver ham stikordet: ”Du har aldrig været forelsket i en sort kvinde?” Jonathan Franzen svarer: ”Nemlig. Jeg giftede mig ikke ind i en sort familie. Jeg skriver om karakterer, og jeg er nødt til at elske de karakterer, jeg skriver om. Hvis man ikke har førstehåndserfaring med en person eller en særlig kategori, race eller religion, synes jeg at det er svært at samle mod og vilje til at skrive fra det indre af sådan en person.” Derefter taler forfatteren om nødvendigheden af at elske sine romanpersoner. Journalisten indvender, at der er karakterer i romaner, som ikke er specielt elskelige. ”Nå, men hvordan definerer du kærlighed?” spørger Franzen. ”Det skulle jeg lige til at spørge dig om,” svarer han fornuftigt nok. Og Franzens svar: ”Hmmmmm…” Naturligvis handler samtalen også om klassiske Franzen-emner: forfatterliv, internettet og hans passion for fugle. Og så lidt om Donald Trumps mentale konstitution.

Weekendavisen den 29. juli 2016.

Kommentar. Terrorismen skaber en frygt, som skader det åbne samfund. Vi er nødt til at bekæmpe vores angstsygdommen og terrorhypokondri.

Det ukendte tidsforløb mellem to terrorhandlinger er et utrygt og ubehageligt moratorium. Vi ved, at det kommer til at ske igen, men ikke hvor, hvornår og hvordan. Den ene fanatiker dolker en politiker på åben gade, den anden kører en lastbil gennem en menneskemængde, og den tredje angriber togpassagerer med en økse. Idag driver enhver entreprenant fundamentalist sin egen partikulære terrorvirksomhed med de forhåndenværende midler.

Jeg har netop læst Joseph Conrads roman Den hemmelige agent, en historie om anarkistisk terror i London i 1880’erne. Her er ambassadesekretær Mr. Vladimir fra en udenlandsk ambassade (navnløs, men russisk) terroristernes opdragsgiver, som forsøger at ryste den offentlige mening og destabilisere samfundet. Da han skal animere sin agent provocateur fra byens anarkistiske undergrund, Mr. Adolf Verloc, til at begå attentatet, beder han ham overveje, hvilken ‘fetich’ hele borgerskabet ærer. Læs videre “Den sakrosante fetich”

Weekendavisen den 22. juli 2016.

Gadeteater. Solidaritet, sammenhold og sentimentalitet i cirkusteltet. Lille forestilling forener familier.

Dansk Rakkerpak: Big Bang Company. Instruktør: Folmer Kristensen. Vor Frue Plads, København, til 3. juli, derefter turné, bl.a. Bornholms Gadeteaterfestival, 28. til 31. juli.

Til sommerens gratis og gavmilde glæder hører det gøglede gadeteater (hvis man ellers kan lide at sidde på lave børnebænke sammen med en masse rollinger og deres bedstefædre i bermudashorts og sandaler), og nu gælder det om at holde på hat og briller, for Big Bang Company er i byen med deres menageri, der både rummer old school cirkus, farlige dyr og en menneskelig kanonkugle. Læs videre “Med livet som indsats”

Weekendavisen den 15. juli 2016.

Film. Uskyldstab, modningsår, fatal kærlighed og det store spørgsmål: hvem er jeg?

Hvad var det, der skete med Paul Dédalus’ mor dengang, da Paul var dreng? Hvorfor slog det klik for hende, og hvilke spor har den skræmmende uhyggelige vanvidsscene på trappen i barndomshjemmet i Roubaix sat i drengen? Helt upåvirket går man jo ikke gennem livet, når man oplever sin smukke mors genkendelige ydre hylster, blive besat af sælsom sindssyge.

Svarene blæser i vinden. Vi får ikke rigtigt at vide, hvad der gødede jorden for den galskab, der omsluttede moren og sendte hende i graven. Men vi ser børnenes forstenede ansigter og faren, der mister grebet om tilværelsen. Så uforløst, forkrampet, ensomt og skæbnesvangert. Læs videre “Vejen ud af labyrinten”

Weekendavisen den 8. juli 2016.

Teater. Nille er sandsynligvis gravid med degnen, og selv har den fattige lillebonde granatchok med hjem fra krigen mod svensken…

Ludvig Holberg: Jeppe på Bjerget. Instruktør: Thomas Bendixen. Scenografi:. Steffen Aarfing. Kostumer: Marie í Dali. Grønnegårds Teatret til den 20. august.

Åh, stakkels Jeppe! Nu får han igen på rygstykkerne med tæppebankeren af Nille, fordi han drikker pengene op, og jo mere hun banker ham, des mere drikker han, og jo mere han drikker, des flere tæsk får han. En ond cirkel af sprut og vold, som vi har identificeret os med siden 1700-tallet.

Det er Olof Johannesen, der står model til ydmygelserne i Grønnegårds Teatrets udgave af Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget, og han har været i fremragende form til at være fuld siden han i december lallede rundt på Det Kongelige Teater som Bertolt Brechts spritstive storbonde Hr. Puntila, der nok kunne gøre Jeppe selskab over et par flasker brændevin hos Jacob Skomager. Læs videre “Derfor drikker Jeppe”