Af Klaus Rothstein

Weekendaviden den 8. juli 2016.

Film. Dagur Káris islandske ensomhedsepos vandt fortjent Nordisk Råds Litteraturpris i fjor.

John Donne digtede ordene i 1624, og Hemingway udødeliggjorde dem, da han tre århundrede senere satte dem som motto for Hvem ringerne klokkerne for?: ”Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele.”

Og lur mig om ikke den islandske instruktør Dagur Kári også har haft sine tanker i citatet, da han instruerede Virgin Mountain (der under originaltitlen Fúsi vandt Nordisk Råds Filmpris i fjor), hvor Dolly Partons og Kenny Rogers 1983-hit Islands In The Stream (navngivet efter en anden Hemingway-roman, for at det ikke skal være lyv) spiller en altafgørende, symbolsk rolle. Læs videre “Jomfrubjerget og menneskeøen”

Weekendavisen den 8. juli 2016.

For første gang nogensinde har The New York Times bogsektion Book Review bestilt en novelle hos en forfatter. Avisen mener, at den amerikanske præsidentvalgkamp er ”stranger than fiction”, og at det derfor er oplagt at ty til skønlitteraturen. Book Review henvendte sig derfor til Chimamanda Ngozi Adichie og bad hende skrive, hvad hun havde lyst til om valgkampen. Resultatet blev novellen ‘The Arrangements’, som udkom på forsiden af sektionen i sidste uge. Her møder vi Donald Trumps hustru, Melania, der er i gang med de sidste forberedelser til et middagsselskab for hendes forældre, der skal fejre 50 års bryllupsdag. Donald selv er stresset og vred, fordi ledelsen i Det Republikanske Parti vil udskyde hans præsidentkandidatur til 2020, og nu planlægger han, sekunderet af sin loyale datter Ivanka, at bryde med partiet og stille op løsgænger. Hvad han ikke ved, er, at Ivanka under falsk navn sender penge til Hillarys kampagne. Melania selv nærer erotiske fantasier om sin pilatesunderviser, Janelle. Et stort stykke litteratur er novellen ikke, men ironien er til at skære sig på og satiren er morsom. Og raffineret nok kan Chimamanda Ngozi Adichies novelle læses som en overskrivning af Virginia Woolfs Mrs. Dalloway. Book Review skiver i en note, at de ønsker at være fair, og derfor vil de til efteråret også bringe en novelle om Clinton-kampagnen.

Weekendavisen den 1. juli 2016.

Fodbold. Den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint finder tryghed på stadion og får afløb for en naiv og ironisk nationalisme.

Jean-Philippe Toussaint: Fodbold. På dansk ved Bjørn Bredal. 120 sider, 150 kr. Gyldendal.

Den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint har det med fodbold, som Ernest Hemingway med tyrefægtning, Norman Mailer med boksning, Haruki Murakami med maraton og Jørgen Leth med cykelløb. Men hvorfor skriver de store forfattermænd mon så ofte om deres lidenskab for sport? Fordi, tror jeg, de forsøger at balancere kroppen med hjernen og retfærdiggøre deres passion for det banale og folkelige ved at intellektualisere det. Og fordi, naturligvis, at fodbold aldrig kun er fodbold, men et verdensspejl.

Derfor tager Jean-Philippe Toussaint også fuldkommen fejl (hvad han godt ved), når han sætter denne note forrest i sin lille essaybog, der slet og ret hedder Fodbold: ”Dette er en bog, som ingen vil synes om, hverken de intellektuelle, som ikke interesserer sig for fodbold, eller fodboldentusiasterne, som vil finde den for intellektuel. Men jeg var nødt til at skrive den, jeg ville ikke klippe den spinkle tråd over, som endnu binder mig til verden.” Læs videre “Den spinkle tråd”

Weekendavisen den 1. juli 2016.

Flugtfoto. Det humanitære fotografi har sine arketyper, ikke mindst det lidende barn. Græsk historiker forsker i flygtningekrisernes visuelle vokabularium.

Da flygtningene begyndte at gå i land på de græske øer nær den tyrkiske kyst (indtil EU fik sat en prop i med en tilbagesendelsesaftale med Tyrkiet i april) tog det en rum tid at få det humanitære modtagesystem etableret, men til gengæld var pressefotograferne på pletten.

Vi har derfor uanede mængder af reportagefotografier af udmattede flygtninge, og den tyrkiske fotojournalist Nilüfer Demirs rørende billede af den treårige syrisk-kurdiske dreng, Aylan Kurdi, hvis lig skyllede i land på den tyrkiske kyst efter et mislykket forsøg på at nå Kos, blev ikonisk ved offentliggørelsen i september i fjor. Læs videre “Pigen med redningsvesten”

Weekendavisen den 1. juli 2016.

Revy. Sommerrevyen er en kulturinstitution og et underholdningsfænomen. Men der er tekstkrise i både Cirkusrevyen og Tivoli.

There’s a first for everything, som englænderne siger, og man skal være åben overfor nye ting, har jeg ladet mig fortælle. Derfor tog jeg handsken op, da chefen kylede den i hovedet på mig, og som den prikkede mægtig-smart-med-bart-bikini, som Preben Kaas sang om i Cirkusrevyen i 1960, har jeg derfor netop haft min debut, ikke på Bellevue, men inde i cirkusteltet i Dyrehaven, hvor Lisbet og Ulf flåede revymødommen ud af kroppen på mig.

Ak, hvor var jeg uerfaren. Jeg havde kun set Doktor Dantes avantgarderevy i Glassalen i 2003 og Det Kongelige Teaters revyeksperiment i Skuespilhuset i 2008. Begge revyer henvendte sig til mere intellektuelle og selvfede typer, end dem, der går ud i teltet på Bakken. Den hoppede jeg så på, men det var der ikke mange andre, der gjorde. Og ingen af revyerne var vel ægte revy i sådan god gammeldags, folkelig forstand, så jeg synes godt jeg kan regne Cirkusrevyen for det første egentlige knald. Læs videre “Thisted rimer på fristed”