Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 1. juli 2016

I Udenrigsministeriet har man en afdeling, der hedder Public Diplomacy, og derfra udgives det seriøst læseværdige tidsskrift om u-landsforhold, Udvikling, som kalder sig for ‘Danmarks globale magasin’. I det nye nummer har man spurgt tre fremtrædende udenrigs- og kriskorrespondenter, hvad de læser, når de holder sommerferie. Nagieb Khaja plejer sin seje profil med artikler om Mellemøsten af den legendariske krigskorrespondent Robert Fisk: The Great War For Civilisation. DR’s Puk Damsgaard anbefaler Kate Brooks In the Light of Darkness – A Photographer’s Journey After 9/11, hvor hun dokumenterer effekten af USA’s udenrigspolitik, en bog som Puk har givet i dåbsgave til en venindes datter med klausul om at forældrene bestemmer, hvornår pigen er gammel nok til at se billederne fra Afghanistan, Libyen, Syrien og Palæstina. TV2’s Simi Jan er mindre selvoptaget. Hun vælger slet og ret en roman fra det store amerikanske værksted for creative writing, fordi ”skønlitteratur kan gøre situationerne menneskelige”. Alle, der kan gætte, hvilken bog, Simi Jan læser, har vundet et tur i hængekøjen med Khaled Husseins Drageløberen.

Weekendavisen den 24. juni 2016.

Kommentar. Drabet på Jo Cox udløste ingen empatiaktioner herhjemme. Er vi ramt af medfølelsestræthed? Eller var hun det forkerte offer, der blev dræbt af den forkerte gerningsmand?

Forleden cyklede jeg langs Søerne, ned ad Classensgade (min barndoms gade) og til højre ad den søndagsstille Kastelsvej i Østerbros ambassadekvarter.

Jeg parkerede cyklen op ad hegnet ved Ho Chi Minh-stien, den smalle gangsti langs Garnisons Kirkegård, som fik sit navn i folkemunde i de tidlige 70’ere under demonstrationerne mod Vietnamkrigen foran den amerikanske ambassade henne på Dag Hammerskjölds Allé. Når der var knippelsuppe i luften, var stien demonstranternes flugtrute, opkaldt efter den illegale transportvej mellem Nordvietnam og Sydvietnam.

Ho Chi Minh-stien hegner op til den britiske ambassade, der ligger tilbagetrukket bag ugæstfri gitterporte. Et eller andet sted derinde sad sandsynligvis en sikkerhedsvagt og fulgte mig på en monitor. Men gad vide om han fornemmede, at jeg var forvirret og forstemt? Som jeg stod der og skrabede i asfalten, fik jeg mine værste anelser bekræfter: Mordet på Jo Cox havde ikke ført et empatisk blomsterhav med sig til ambassaden. Hvorfor? Læs videre “Der lå kun seks buketter”

Weekendavisen den 24. juni 2016.

Ytringsfrihed II. Henrik Ibsens ‘En folkefjende’ er i dag så brandaktuelt, som da det blev skrevet i 1882.

”Det er afgørende for et velfungerede demokrati, at ansatte i f.eks. kommuner, sygehuse eller skoler føler sig trygge ved at deltage i den offentlige debat uden at frygte for deres karriere. Derfor styrker vi nu oplysningsindsatsen om ytringsfrihed på offentlige arbejdspladser, ligesom jeg vil opfordre offentlige myndigheder til at overveje, om det kan være relevant at indføre en whistleblowerordning hos dem.”

Sagde justitsminister Søren Pind i april i år. Men for badelægen Thomas Stockmann kom initiativet lidt vel sent, for dengang i 1883, hvor han blæste hårdt i fløjten, var der ingen øvrighedspersoner, som tilskyndede folk til at råbe de ubekvemme sandheder fra hustagene. Tværtimod. Læs videre “Whistlebloweren fra kurbadet”

Weekendavisen den 24. juni 2016.

Ytringsfrihed I. Lod han blækket flyde, lod han blodet strømme? Eller tilpassede Storm P. sig nazisterne? First class på Furesøen.

På den yderste dag er spørgsmålet: Stod du på den rigtige side, eller på den forkerte side i kampen mellem dem der hylder ytringsfrihed og satire og dem, der med magt og vold kræver respekt for deres guder og profeter.

Selv har jeg altid hyldet ytringsfrihed, men jeg er ingen satiriker, og har derfor aldrig risikeret noget. Og indtil dengang i 2005, hvor Jyllands-Posten bragte Muhammed-satiretegningerne, havde ingen dansk avistegner heller forestillet sig, at han ville få brug for livvagter og panikrum. Men vi skulle jo blive klogere. Læs videre “Storm og vindstille”

Weekendavisen den 24. juni 2016.

Roman. Salman Rushdies skildrer mærkværdighedernes tid, hvor ormehullet til åndeverdenen står åbent. En tossestreg af en roman.

I en anmeldelse sidste år skrev Ursula K. Le Guin, at Salman Rushdie har en fraktal fantasi. Bedre beskrivelse findes næppe af den litterære stil, hvor fortællingerne folder sig ud i komplicerede geometriske strukturer. Det er på én gang generøst og skamløst. Og komplet udmarvende.

Vi er atter med forfatteren i hans ‘Imaginary Homelands’ (som titlen lød på hans tidlige litterære essays), og her i fantasiens hjemlande hersker alt andet, end rugbrødsrealismen, fint indikeret af romanens titel, To år, otte måneder og otteogtyve nætter, der fikst modsvarer det antal dage og nætter, som kaliffens nye kone, Scheherazade, måtte kæmpe for at bevare knoppen ved at lade den ene fortælling afløse den anden. Læs videre “Fornuftens søvn i fantasien hjemland”