Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 24. juni 2016.

Der gives ingen Pulitzer til den avis, der finder på at anbefale bøger til læsning i sommerferien – men Politiken skal dog have ros for at de hverken brugte ord som ‘hængekøje’ eller ‘strandtaske’, da de i sidste uge lod anmelderne komme med fjorten bud på bøger, du kan/skal/bør læse i din sommerferie. Der lægges hårdt ud med Anders Abildgaards bitre poesi, Ibis, som ifølge anmelderen er ”ideel sommerlekture”, og så er der forudsigelige anbefalinger af amerikanske moppedrenge af John Irving og Atticus Lish og litterære perler af Thomas Bernhard, Andrzej Tichý og Jonas Hassen Khemiri. Intet uforventeligt, så at sige. Til gengæld ser det jo helt tosset ud, at de fjorten anbefalede bøger alle til hobe er skrevet af mandlige mænd. Står det til Politiken, skal vi altså ikke læse én eneste kvindelig forfatter denne sommer. Helt ærligt! Forventer man ikke noget andet af Organet for Humanistisk Bøsseævl? Hvad er det egentlig for et organ, Organet erigerer med, undskyld mener: redigerer med? Jo, der er fire kvindelige anmeldere med, som alle anbefaler bøger af mænd, og hvorfor skulle kvinder også partout anbefale andre kvinder? Mon der kommer en dobbeltleder med kønsbalanceret litterær vejledning af den nye chefredaktør, der i et tiltrædelsesinterview med sin egen avis fortalte, at han står tidligt op for at læse skønlitteratur hver morgen?

Weekendavisen den 17. juni 2016.

Teater. Alle taler om at dansk dramatik har brug for mere mod. Men hvad er teatermod egentlig?

Teatersæsonen, der lige er slut, har både talt grundigt til vores empati og til vores frygt. Flygtningekrisen har været her, der og alle vegne, og vores mentale og fysiske konstitution har ikke mindst stået stærkt i de beslægtet betitlede forestillinger Topmøde for de mest deprimerede og Opvisning i lavt selvværd. Bemærk den prægtige kontrast med topmøde/opvisning på den ene side og depression/lavt selvværd på den anden. Jo, krisen kradser, men teaterfolkene har heldigvis selvironien i behold.

Søndag aften kulminerede sæsonen med uddelingen af årets Reumertpriser foran 1700 glade gæster i den gamle skibsredermæcens Mærsk Mc-Kinney Møllers Opera, fyldt til randen af en anden glad giver, Bikubenfonden, der (med egne ord) ønsker at bidrage til nytænkning inden for kunst og kultur, hvilket sker gennem en lang række donationer til blandt andet teatre og driften af flere kulturpriser, nemlig Kronprinsparrets Priser, Udstillingsprisen Vision (til museer og udstillingssteder inden for kunst og kulturhistorie) og altså den årlige Reumert, hvor en flittig komité nominerer kandidater i en lang række kategorier, kulminerende med kendte mennesker på rød løber, champagne, prisfest og celebert after party. Læs videre “”Dansk scenekunst, tag dig sammen!””

Weekendavisen den 17. juni 2016.

Antiterror-amok. Vi stjæler terroristernes identitet, snyder dem på de sociale medier og får dem til at dræbe hinanden.

Jakob S. Boeskov: Face Jagger. 110 sider, 160 kr. A Mock Book, kan købes på antipyrine.dk.

Side om side med sorgen og chokket efter massemordsmassakren på natklubben i Orlando i søndags, sidder man tilbage med en grim fornemmelse: Vi er ved at være godt gammeldags galvaniserede af terror. Vi virrer med hovedet og ryster hurtigt skrækfornemmelsen af os.

Og så alligevel ikke. Terroristerne får os til at acceptere mere og mere antiåbne relationer mellem myndigheder og borgere. Det ekstreme bliver det normale. I dette paradoks placerer den danske kunstner Jakob S. Boeskov sin mærkværdige politiske aktionskunst, som finder sted på internationale messer for våbenindustrien og sikkerhedsbranchen. Det begyndte i 2002 i Beijing, hvor han optrådte som undercover-våbenudvikler med våbenet ID Sniper, som var udviklet til at kontrol af demonstranter. Med våbenet kunne myndighederne fra lang afstand indskyde mikrochips i politiske modstandere, hvorefter de efterfølgende kunne spore dem via gps. Dét våben var mange våbenproducenter og myndigheder interesseret i. Læs videre “Manden med maskerne”

Weekendavisen den 10. juni 2016.

Chok! Der er ganske vist gået en hel uge siden Politikens bogtillæg kunne præsentere en vakseægte og højst forbløffende politisk-litterær nyhed, men forskrækkelsen sidder stadig i kroppen: Bertel Haarder har aldrig læst Kongens fald af Johannes V. Jensen! I klummen ”Det læser…” svarer han på spørgsmålet ”Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?” (hvor det for få år siden var på mode at svare Koranen, Bibelen og Ulysses – i dén rækkefølge), og han tilstår flovt, at han aldrig har læst Kongens fald: ”Jeg har fået dele af den læst op i skolen, men jeg har aldrig fået den læst fra A til Z,” svarer kirke- og kulturministeren. Selvafsløringen kom blot dagen efter Kulturministeriets lancering af Bertels Danmarkskanon, hvortil vi alle nu kan indsende ideer. I den forbindelse sagde ministeren: ”Jeg håber, rigtig mange vil stille forslag og sådan være med til at skabe Danmarkskanonen. Det er vigtigt, at vi er bevidste om vores kulturelle identitet, fordi den fortæller, hvem vi er, hvorfor vi lever, som vi gør, og hvorfor der er værdier, vi ikke kan gå på kompromis med. Vi svigter vores børn, hvis de ikke kender til de kulturelle lag, der har formet os. Og vi svigter også dem, som kommer til os udefra, ved ikke at være kulturelt tydelige.” Et forslag til kanonen: Obligatorisk højtlæsning af Kongens fald for alle kulturministre.

Weekendavisen den 10. juni 2016.

Kommentar. Husk nu, at frisind stadig er andet og mere, end frisind blandt ligesindede.

For præcis 50 år siden (da Henrik Sass Larsen blev født, men ikke i dén anledning) skrev dramatikeren Ernst Bruun Olsen musikforestillingen Bal i den borgerlige, som var en kras kritik af Socialdemokratiets kulturpolitik. Stykket handlede om borgerliggørelsen af en arbejderfamilie, og nu – i jubilæumsåret for stykket – er der atter lagt op til en socialdemokratisk kinddans med værdier, der ikke bare er borgerlige, men yderligt højreorienterede.

For et par uger siden sagde Henrik Sass Larsen i et interview med Politiken, at humanismen er decideret farlig og undergravende for velfærdssamfundet. Han giver Karen Jespersen ret i den integrationspolitik, hun i sin tid stod for i partiet, inden hun først gik til Venstre og siden yderligere til højre: ”Dengang Karen var der, var jeg enig med Karen. Det er jeg også i eftertiden,” siger Henrik Sass Larsen. Læs videre “Efterlysning: Højrefløjshumanisme”