Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 3. juni 2016.

Genfortælling. Shakespeares skuespil omskrives af nutidige forfattere i nyt romanprojekt. Anne Tyler begynder virkelig skidt.

Anne Tyler: Eddikepigen. Oversat af Allan Hilton Andersen. Roman. 203 sider, 199 kr. Modtryk.

Jeg vil ikke afvise, at der kan komme en vellykket roman eller to ud af denne internationale serie, hvor nutidige forfattere genfortæller Shakespeares skuespil, her i anledning af 400-året for den gamle gubbes død. Men hold da op, hvor er det en fuldkommen ligegyldig, uinspireret og mageløst doven omgang, Anne Tyler serverer for os her med sin roman skrevet over Trold kan tæmmes.

Konceptet – ikke at forveksle med ægte litteratur – er sikkert udtænkt på et idéudviklingsmøde med smarte redaktører og marketingfolk, og som udgangspunkt lyder det da også meget godt, for på papiret har man kombineret gode (og i hvert fald: populære) forfattere med nogle af de største skuespil, udover Anne Tyler er det følgende: Jeanette Winterson / Et Vintereventyr (som forlaget fejlagtigt kalder Vintereventyret), Howard Jacobson / Købmanden i Venedig, Margaret Atwood / Stormen, Tracy Chevalier / Othello, Jo Nesbø / Macbeth, Edward St. Aubyn / King Lear og hende, der fik et internationalt debutanthit med Kvinden der forsvandt, Gillian Flynn / Hamlet. Læs videre “Trold kan hæmmes”

Weekendavisen den 3. juni 2016.

Blæksprutte. Hvad er det egentlig for en størrelse, ‘folkets skønhed’, som Merete Pryds Helle beskriver i sin roste slægsroman?

Udkantsdanmark og autofiktion er jo en kendt, nærmest skamredet, ekvipage i moderne dansk litteratur, og med sin begavede, generøse og prægtigt betitlede roman, Folkets skønhed, har Merete Pryds Helle nu fortalt sin slægtshistorie fra Langeland.

Men selvom hun vedkender sig, at romanen er baseret på hendes egen families historie, har hun en vis distance til det autofiktive som litterært greb. Til Information sagde Merete Pryds Helle i denne uge, at autofiktion ikke tager højde for det, hun kalder ”forskydninger i erindringen”: Læs videre “Kartoffelkonerne fra Langeland”

Weekendavisen den 3. juni 2016.

Teaterfestival. Børn forsvarer sig mod aliens, jorden går under, ungt par opsøger migranter og modent ægtepar skilles. Rundtur til fire scener på CPH STAGE i København.

Den københavnske teaterfestival CPH STAGE, der nu løber af stabelen for fjerde gang, består i år af 110 forestillinger og fire parallelle minifestivaler for dans, performance og ny europæisk dramatik. I tirsdags åbnede løjerne i Folketeatret, og frem til den 12. juni er der nu mulighed for at drøne fra scene til scene og opleve nye forestillinger eller indhente det, man har misset i den seneste sæson.

Åbningsforestillingen Next Day – som kun spillede denne ene aften – af den belgiske instruktør Philippe Quesne præsenterer tolv børn mellem 10 og 13 år. Med et stort billede af et trøstesløst boligbyggeri på bagvæggen, skaber ungerne en farverig fantasi om deres egen fremtid. Først træder de frem og præsenterer sig én for én, Ona-Lisa, Fons, Sven, Flo, Marthe osv. De fortæller, hvor gamle de er, og hvilket instrument, de spiller. Læs videre “Selvgodhedens pingpong”

Weekendavisen den 27. maj 2016.

Kommentar. Også danske forlæggere bekymrer sig om racisme i børnebøger. Er det derfor, at ‘Lystige Viser for Børn’ ikke optrykkes mere?

Så har vi endnu engang fået et godt grin over de skøre svenskere, der i respektens, tolerancens og mangfoldighedens navn igen kører en omgangs redigerings-revisionisme ind over deres børnelitterære kulturarv, senest Jan Lööfs Min morfar er sørøver, som – oh skræk! – rummer stereotype skildringer af andre kulturer.

Men mens vi håner svenskerne, så lad os vende blikket mod os selv. Tag f.eks. Johannes V. Jensen, den gode, gamle ærkedansker, der gav os så dejlige sager som ‘En sømand har sin enegang’, ‘Hvor smiler fager den danske kyst’ og Kongens fald. Hvis vi læser hans amerikanske rejseessays Fra Fristaterne (1939), som jeg i øvrigt har i en tobakslugtende førsteudgave med dedikation til Hartvig Frisch, vil vi opdage den skinbarligste racisme. Læs videre “Den Store Sorte for Børn”

Weekendavisen den 27. maj 2016.

Breve. Vores anmelder bruger sine epistolære færdigheder i henvendelse til litteraturredaktøren.

John Chr. Jørgensen: Brænd mine breve. Brevkunstnere og -pyromaner. 142 sider, 198 kr. Forlaget Spring.

Kære Johannes

Du havde fuldkommen ret. Det var en både sjov, underfundig og oplysende bog, du havde fundet til mig i denne uge. Jeg ville jo gerne have anmeldt Merete Pryds Helles nye roman, som jeg synes er ret fremragende, men man kan jo ikke få alt, hvad man peger på. Og sjovt nok kunne netop Merete PH havde været omtalt i John Chr. Jørgensens bog om litterær brevskrivning og forholdet mellem det private og det offentlige, for hun udgav jo for nogle år siden en moppedreng, Kære Mai, med hendes del af en årelang korrespondance med en veninde. Læste du den? Jeg læste den med både litterær interesse og privat nyfigenhed, men også en vis forlegenhed, ligesom jeg nogenlunde samtidig slugte Svend Åge Madsens og Flemming Chr. Nielsens Når man mailer (pragtfuld titel!). Læs videre “Jeg recommanderer mig stedse”