Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 20 maj 2016.

Teater. Børn på flugt griber vores hjerter. Men gode viljer skaber ikke nødvendigvis godt teater.

”Vind og hav og bølger og bræk…”

Selv den mest formstøbte flygtningefjendtlighed må vel have et lille beskyttelsesrum til de stakkels mindreårige, der er alene derude på vejene, hvor smuglerne hundser rundt med den menneskelige kontrabande, for ingen er mere ensom og sårbar, end et barn alene på flugt. Det er disse børn, de uledsagede, som instruktør Kamilla Wargo Brekling sætter fokus på i denne lille forestilling, som er utvivlsomt er skabt med et bankende varmt hjerte og et oprigtigt ønske om at skabe forståelse. Men gode viljer skaber ikke nødvendigvis godt teater. Læs videre “Uledsaget. Instruktør og dramatiker Kamilla Wargo Brekling”

Weekendavisen den 20. maj 2016.

Kommentar. Omlægningen af støttestrukturen i det københavnske teater går heldigvis ud over dem vi bedst kan undvære.

I tirsdags udkom Politiken med en sektionsforside, der proklamerede, at ‘Museerne hitter, teatrene skranter’. Mens museerne i fjor havde 16 millioner gæster, solgte de statsstøttede teatre kun 2,1 millioner billetter. Og særligt i hovedstaden kradser krisen. I sidste sæson kunne de fem teatre i Det Københavnske Teatersamarbejde (Betty Nansen Teatret, Folketeatret, Østre Gasværk Teatre, Nørrebro Teater og Republique) kun afsætte 208.000 billeter.

Senere samme dag kom så en pressemeddelelse fra Det Københavnske Teatersamarbejde, KbhT, som gennem flerårige aftaler yder tilskud til drift og produktion til de teatre, der er optaget i samarbejdet. Nyheden i overskriften var, at der nu etableres et nyt stort teater i København. Hvad? Et nyt teater!? I disse sparetider?! Læs videre “Fusionsteater”

Weekendavisen den 13. maj 2016.

Teater. Lars von Triers møghamrende ubehagelige historie om den forræderiske flygtning Grace som seværdigt teater i Odense.

Det var en grum lignelse, Lars von Trier fik kogt sammen, da han i 2003 skrev og instruerede Dogville om den gudsforladte flække (med en spejlvendt stavet gud i sit navn), som får skæbnesvangert besøg af Grace (som betyder nåde), der er på flugt fra en gangster, og nu søger om barmhjertighed og asyl i den lille usleravnekrog, hvor alfarvej ender og de stejle klipper begynder.

I sin tid spillede Nicole Kidman den ydmyge og ydmygede Grace med sådan en porcelænsdukkeagtig uhyggelighed, og i Tue Bierings iscenesættelse af den i forvejen særdeles teateragtige film, viser Rikke Lylloff samme yndige uskyldsrenhed og afgrundsdybe selvopofrelse. Som om en alt for uskyldig krop med et alt for smukt sind er blevet presset ned i den stramme guldpalletkjole uden viden om sin egen sexappel. Jo, Grace er det perfekte offer. Eller den perfekte forførerske? Først ved dramaets kulmination, indser vi, hvad der i virkeligheden gemte sig bag det smukke ydre. Læs videre “Problemet Dogville”

Overtryk. Udstillingskatalog, Trapholt, maj 2016.

I.

En utryghedsfølelse går gennem kulturen. Der er krigskrise og klimakrise, flygtningekrise og finanskrise, måske først og fremmest tillidskrise. Kunstnerne reagerer med nye dystopier, der dyrker fraværet af tryghed og hjemlighed og betoner det sære, det aparte, det fantasmagoriske og deformitetens æstetik i dunkle parallelverdener. Det er forvrængningen og fortrængningen.

Den unheimliche kunst opstår dér, hvor det velkendte og fortrolige bliver vredet til forurolighed. Den er et troldspejl, der forvrider – og dermed fortolker – vores tryghed til angst. I begrebets etymologi betones jo negeringen af det hjemlige. Der er altså ikke tale om almindelig uhygge, men om en uhjemlighed. Home is where the heart is, siger man. My home is my castle, siger man. Hjemmet er ukrænkeligt, siger man. Ude godt, hjemme bedst, siger man. Hjemlig hygge, siger man. Der var så dejligt ude på landet, siger man. Men der er altid et men. Men’et ligger i dobbelttydigheden, tvetydigheden. Hvad det unheimliche angår, er det en rent sproglig ting. Det heimliche er ikke kun det hjemlige, det er også det hemmelige. Og det hemmelige er det fortrængte, atomaffaldet i fjeldets indre, som vi end ikke vil huske, at vi gerne vil glemme. Der dyrker kunsten den utrygge antihjemlighed. Læs videre “Forvrængningen og fortrængningen – fem unheimliche nedslag”

Weekendavisen den 4. maj 2016.

Kommentar. Hvorfor skal statens henrettelser af landsforrædere efter 2. Verdenskrig glide i glemsel?

Igen i aften skal jeg i Mindelunden i Ryvangen. Som i fjor og i forfjor og alle årene før igen. Så længe mands minde strækker sig, har jeg været på plads på Store Gravfelt, når frihedsbudskabet er blevet afspillet og messingsorkesteret intonerer ‘Prins Jørgens March’. Vi lytter til N. Zahles Pigekor og synger med på ‘Frihedssangen’, ‘En lærke letted’ og ‘Altid frejdig’. Bagefter går vi rundt ved sørgemonumentet, hvor gravene er omkranset af rødlilla lyng, og vi defilerer forbi eksekutionspladsen, hvor frihedskæmpere døde for nazisternes kugler. Vi ser på pladen i græsset, der citerer Kaj Munk: ”Drenge, I drenge, som døde, / I tændte for Danmark i dybeste mulm / en lysende morgenrøde.” Det er altid bevægende. Læs videre “Et uværdigt minde”