Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 21. april 2016.

Teater. Solbjørg Højfeldt som mærkværdig og bemærkelsesværdig vidne til historien i monolog baseret på roman af Hallgrímur Helgason.

Kvinden og krigen

Midt i Solbjørg Højfeldts fem kvarter lange monolog skete det, som bare ikke må ske. Pludselig skar en iPhones Marimba-ringetone gennem lokalet, og i et kort sekund stod tiden fuldkommen stille. Salens barmhjertige mørke skjulte i hvis lomme forræderen lå, men en enkelt iblandt os har dukket sig for misbilligende sideblikke, skuttet og skammet sig – og i al hast afbrudt forbindelsen.

Oppe på scenen slog en kort tøven ned i Solbjørg Højfeldts talestrøm, men hendes blik flakkede ikke en millimeter. Hun ignorerede forstyrrelsen komplet, men alligevel var det som om hendes professionelle krop sendte en slags tavs reprimande ned i salen. Så gled hun uafficeret videre i teksten, og det var som om, det aldrig var sket. Læs videre “Karen-Maria Bille og Solbjørg Højfeldt (efter roman af Hallgrímur Helgason): Kvinden ved 1000 grader”

Weekendavisen den 21. april 2016.

Teater. ”Vær nu lidt menneskelig! Vi kvajer os, vi fejler, vi svigter – og hvad så?” Tankevækkende tilgivelsesteater.

For ti år siden opsøgte den forhenværende sydafrikanske justitsminister under apartheidsystemet, Adriaan Vlok, den sorte præst Frank Chikane, der i 1988 havde været udsat for et attentat, som Vlok havde autoriseret. Nu ville den tidligere minister (en genfødt kristen) gå den ultimative bodsgang, og han bad om lov til vaske præstens fødder i en symbolsk undskyldning og anmodning om tilgivelse.

Jeg tænkte på fjendernes forsoning to gange i sidste uge: Først da jeg så, at Paven havde kysset og vasket fødder på flygtninge på Lesbos, åh jo, en symbolsk handling. Dernæst da jeg så Rikke Wölcks skuespil Tilgiv mig på Rialto:Teatret (spørg mig ikke, hvorfor de har sat et kolon midt ind i navnet?), hvor ærkebiskop Desmond Tutus tanker om tilgivelse spiller en vis rolle. Læs videre “Kø ved fodvasken”

Weekendavisen den 15. april 2016.

Teater. Kaspar Colling Nielsen med intelligent og velspillet dramatik, som Bjarne Corydon bør se.

For nogle år siden mødte jeg en managementkonsulent, der fortalte at han fakturerede sine kunder til en timepris på jeg-ved-ikke-hvor-mange svimlende tusinde kroner. Hvad laver du så, spurgte jeg. ”Jeg laver om,” svarede han.

Det er folk som ham, vi møder i Sidst på dagen er vi alle mennesker, som er et sort, sjovt og satirisk kik ind i sjælen på de karrierebevidste typer, der arbejder 80 timer om ugen i de store konsulenthuse, som tjener kassen på rådgivnings- og strategiopgaver, når det offentlige har brug for en folkeskolereform eller et metrobyggeri.

Sidst på dagen er vi alle mennesker (et gæstespil i regi af Mammutteatret) er intelligent skrevet af Kaspar Colling Nielsen, som dog går med livrem og seler, hvad stykkets litterære struktur angår. Han minimerer dramatisk interaktion, plot og handling til fordel for dokumentarismens eller journalistikkens formsprog. Men ok, råmaterialet er angiveligt autentisk, nemlig nogle researchsamtaler til et forskningsprojekt, som en psykolog har gennemført med seks topkonsulenter. Læs videre “Konsulentens Uzbekistan”

Weekendavisen den 15. april 2016.

Roman. Hvorfor døde Samuel? Jonas Hassen Khemiri har skrevet en storartet mosaik af monologer.

Pigen med uglebrochen

Jonas Hassen Khemiri: Alt det jeg ikke husker. På dansk ved Birgitte Steffen Nielsen. 336 sider, 300 kr. Gyldendal.

En hærdebred indvandrerfyr ved navn Vandad har mistet sit job som flyttemand i Stockholm. Nu arbejder han som chauffør på et forvokset legetøjstog, der kører turister på sightseeing rundt i byen. Hans vigtigste opgave er at time kørslen med den indspillede guidestemme. Så ringer hans telefon. Hans bedste ven er død i en trafikulykke.

Vandad styrer sit tog væk fra ruten, dækkene skriger, vognene rasler, vinden suser, turisterne klamrer sig fast og børnene græder: ”Vi overhalede bilerne i venstre bane, folk pegede og grinede, nogle af turisterne råbte: – Hello, please, where are we going, please? Men jeg ville skide på dem, jeg havde ikke tid, jeg var bare nødt til at komme derhen, der var ikke ret langt nu. Da vi kom ud af rundkørslen på Västerberg og passerede industrikvarteret og benzintanken, hørte jeg guidestemmen sige: ‘Honestly, have you ever seen a more beautiful view? This is why Stockholm is called Venice of the North.” Læs videre “Jonas Hassen Khemiri: Alt det jeg ikke husker”

Weekendavisen den 15. april 2016

Klimafiktion. Tankevækkende, men lidt trættende, fremtidsroman om klimakrise, fanatisme og afskyelige snefolk.

Charlotte Weitze: Den afskyelige. Roman. 328 sider, 300 kr. Samleren.

Hos Charlotte Weitze spiller det mytiske, det mystiske, det folkloristiske og det fantasmagoriske ofte en betydende rolle, således også i Den afskyelige, ja titlen siger det usagte, for hvad er det for et ord, der mangler? Vi kender jo den kryptozoologiske behårede primat fra Himalaya, yetien. Tintin fandt den i Tintin i Tibet, mens Bruce Chatwin ikke fandt den i What Am I Doing Here?

Nu går Charlotte Weitze så i de store (fiktive og faktiske) rejsereporteres fodspor, dog ikke på en ekspedition til tinderne, men i en fantasirejse ind i en nutidsnær fremtid med enorme klimaforandringer.

Vi er et sted i Norden. Vores fortæller, Heidi, var for nogle år siden med forældrene og søsteren Angelica på Klaftafjeld. En nat sneg Angelica sig ud, fordi hun havde en hemmelig date. Det var skæbnesvangert, for hun blev ramt af et klargøringsfartøj på løjpen i det, der blev kendt som landets sidste skisportsulykke. Den sidste, fordi der nu ikke er mere sne at stå på ski i. Læs videre “Den ubekvemme sandhed”