Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 1. april 2016.

Litterær thriller. Malene Ravn skriver et lydefrit, elegant og glatstrøget dansk.

Malene Ravn: Mia. 152 sider, 200 kr. Roman. Gyldendal.

Mia er en enspænder med et arbejde, som vi ikke hører meget om. Som det hedder i den knivskarpe præsentation: ”Mia føler sig ikke som en hensigtsmæssig person. Hun arbejder meget med at forsøge at være synkron med verden, ubesværet. Det kræver en del besvær, i hvert fald i samarbejdet med andre mennesker. Hun forsøger at holde kontakten med andre mennesker på et minimum.”

Tænk at føle sig som en uhensigtsmæssig person, uden formål, upraktisk, ubekvem, urigtig. Om Mias evne til at være sammen med andre, er romanen dog lidt splidagtig med sig selv, for et par sider senere hedder det, at hun sagtens kan håndtere samvær med andre, det går som regel fint. Men hun foretrækker ensomheden. Og naturligvis skal vi skrabe i barndomsfjeldet for at finde de psykologiske forklaringer på vores antiheltindes mentale konstitution. Unødvendigt kursiveret for de tungnemme. Læs videre “I tyrens tegn”

Weekendavisen den 23. marts 2016.

På barsel. Holberg vredet til uigenkendelighed med klimakrise og flygtninge. En suveræn servering.

Under PH-lampens skær

Kirstine K. Høgsbro: Barselstuen 2.0. Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin. Scenografi og kostumer: Astrid Lynge Ottosen. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset.

Gode, gamle Holberg, hvad ville han ikke sige, hvis han fra sit elysium kunne se, hvad de på hans gamle skueplads har gjort ved Barselstuen, hans komedie fra 1723?

Jo, han ville sige, at der var ganske meget han ikke kunne genkende, at der var rigtig meget han slet ikke forstod, endda en hel del som han slet ikke kunne huske at have skrevet, men herregud, der er jo også snart gået 300 år, og så ville han tilføje, at han er stolt over stadig at blive spillet, og at der ligger en enorm anerkendelse i at blive fornyet, fortolket, forvrænget, forvansket. Når Shakespeare kan tåle det, så kan Holberg naturligvis også. Bare hyggelig, ville han sige, som den bergenser, han var. Læs videre “Kirstine K. Høgsbro: Barselstuen 2.0.”

Weekendavisen den 23. marts 2016.

Nordisk Fjer. Selv kompetente folk kan manipuleres til at dække over fusk, fup og fidus.

Varm luft i dynerne

I de første år af 90’erne diskuterede man ofte i litterære kredse, hvem der kunne skrive Den Store Samtidsroman om Nordisk Fjers fatale sammenbrud? Her var jo det hele: en pragtfuld erhvervsskandale og en storsvindlende direktørs tragiske selvmord. Mit hjerte, hvad vil du mere?

Alle stirrede på Anders Bodelsen, som til gengæld stirrede på et blankt papir og en skriveblokering. I 2009 gjorde han så comeback med novellesamlingen Varm luft, som fandt direkte inspiration i en helt frisk erhvervsskandale og en ny direktørfantast, nemlig IT Factory og Stein Bagger. Her finder man en stor fortælling om Kompagniet, hvor koncernchefen til sidst tager livet af sig selv, og man må vist gerne se fjerfabrikdirektøren Johannes Petersen med de buskede øjenbryn for sig. Læs videre “Det Røde Rum og Rune David Grue: Nordisk Fjer”

Weekendavisen den 18. marts 2016.

Krise. Andrzej Tichýs æstetiske sprogkorpus er udfordrende, berigende og udmattende. Og nebuløs!

Kan sommerfugle blive vanvittige?

Andrzej Tichýs: Kairos. Oversat fra svensk af Julie Sten-Knudsen. 452 sider. 200 kr. Arena.

Så står man dér, foran et stort, imponerende chatol, sirligt dekoreret i flere stilarter, med med utallige låste skuffer. I hånden har man en enkelt, utilskåret nøgle. Og ikke nok med det: Man ved at chatollet også har hemmelige sidekabinetter. Men hvor? Hvordan dirkes skufferne op? Og hvad kan man forvente at finde?

Sådan er det at læse den svenske forfatter Andrzej Tichýs roman Kairos, som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i fjor. Nu bringer det altid gode forlag Arena det stærke formeksperiment til Danmark i Julie Sten-Knudsens dygtige og krævende oversættelse. Læs videre “Andrzej Tichýs: Kairos”

Weekendavisen den 11. marts 2016.

Teater. ”Når man synder diskret, så synder man slet ikke”. Jens Albinus & co. forener det morsomme og det alvorlige i god tolkning af Moliére.

De helliges kabale

I torsdags så jeg Tartuffe på Betty Nansen Teatret. I fredags så jeg House of Cards på Netflix. Mellem skuespillet og tv-serien strækker sig sådan cirka 350 år, men det er beslægtede sider af menneskelivet, som danner dramaernes bund: falskhed, snedighed, grådighed, manipulation. Og dertil et sarkastisk-satirisk magthaverportræt af religion og politik.

I sin iscenesættelse af Moliére har den tyske instruktør Milan Peschel skruet max op for løjerne, der forener revyagtig lagkagekomik med stenhård alvor. Men det var ikke en klar aften, for selvom vi kender fortællingens plot – løgneren og hykleren Tartuffe vil narre hus, hustru og formue fra rigmanden Orgon – kan det undervejs være svært at holde styr på detaljerne. Man må tillade sig selv at miste tråden en gang eller to, men lige straks kommer en ny omgang aleksandrinervers hvirvlende i Jesper Kjærs muntre og mundrette oversættelse, og så kan man hoppe på igen. Læs videre “Moliére: Tartuffe”