Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 26. februar 2016.

Kommentar. Vælgerne vil have en slags omverdensbeskyttet, nationaltsindet socialdemokratisme. Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er fremtidens alliance.

Engang i 2005 var jeg inviteret til at holde foredrag om mit syn på regeringens kulturkamp ved et arrangement i tænketanken CEPOS. Jeg efterlyste mere borgerlig humanisme og liberalt frisind, som efter min mening (dengang som nu) burde udgøre et bolværk mod tidens frembrusende intolerance og nationalchauvinisme. Jeg bemærkede godt, at folk skulede uden at nikke.

Under debatten kom vi naturligvis til at diskutere politiske alliancer, og én af deltagerne sagde, at den stærkeste politiske koalition i fremtiden ville komme til at bestå af Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Virkelig, tænkte jeg? Læs videre “Tørret rødbede i egen saft”

Weekendavisen den 26. februar 2016.

Roman. Maja Lucas analyserer en mor, der nægter datteren sit blik. Overordentlig fin roman om et overordentligt stort tabu.

Maja Lucas: Mor. En historie om blodet. Roman. 144 sider, 230 kr. C&K Forlag.

Først brød jeg mig ikke meget om slutningen, men så sov jeg på det, og nu er jeg kommet overens med den. Naturligvis må det gå, som det går, i Maja Lucas fine, frysende fortælling om et moderskabs endeligt. Tillad mig dog et tøvende håb på alles vegne.

En mand, en kvinde, et nyfødt barn. Pludselig er hun mor, men hun magter ikke rigtig at være det. Allerede på barselsgangen indser hun, at hun er den sidste, afgørende instans, og det skræmmer hende: ”Det forekommer hende, at hun aldrig før har følt et ansvar, at hendes handlinger hidtil har været på skrømt, undskyldelige. Nu er hun ikke længere sine forældres barn, hun er sit barns forældre.” Læs videre “Historien om en moder”

Weekendavisen den 26. februar 2016.

Debutanter. Peter-Clement Woetmann og Peder Frederik Jensen er dansk teaters nye vrede unge mænd.

Tragedierne findes ikke

Peter-Clement Woetmann: Til mine brødre. Iscenesat af Annika Silkeberg. Århus Teater til den 19. marts // Peder Frederik Jensen: Godt vi har Allan. Iscenesat af Inger Eilersen. Teater V, Valby, til den 12. marts.

Da den desillusionerede, samfundskritiske realisme erobrede teaterscenerne i 1950’ernes England, blev dramatikere som John Osborne, Kingsley Amis m.fl. kendt som Angry Young Men, og med risiko for at tage munden for fuld, vil jeg nu gerne byde velkommen til et par Vrede Unge Mænd på dansk.

Peter-Clement Woetmann og Peder Frederik Jensen er begge uddannede fra Forfatterskolen, og begge fik i denne uge debut som skuespilforfattere, Woetmann som ny husdramatiker på Århus Teater og Jensen som vinder af Teater V’s store manuskriptkonkurrence Dramatisk Debut, og i begge tilfælde er teksterne drevet frem af indignation, desillusion og en kombination af vrede, bekymring og forvirring. Læs videre “Peter-Clement Woetmann: Til mine brødre / Peder Frederik Jensen: Godt vi har Allan”

Weekendavisen den 26. februar 2016.

Teater. Britisk kammerspil om flygtningekrisen er et realistisk portræt af splidagtige europæere.

Den blå ørken

For den britiske skuespilforfatter Anders Lustgarten var det store haveri ud for den italienske ø Lampedusas kyst i efteråret 2013, hvor flere end 360 bådflygtninge fra Nordafrika druknede, oplagt dramatisk stof.

Han satte sig til at skrive et kammerspil om migrationskrisen i og omkring Middelhavet, og derfor kunne Lampedusa have premiere i foråret 2015, nøjagtig samtidig med at flugten over havet tog til og det ene skib efter det andet kæntrede med sin tragiske menneskelast.

Nu er Anders Lustgarten – som udover at skrive dramatik også er kendt som kapitalismekritiker og politisk aktivist – så aktuel i Stockholm, hvor den makedonskfødte vicechef for scenekunst på Stadsteatern, Dritëro Kasapi, har instrueret det stramme drama, der består af to parallelle dialoger. I den ene møder vi en simpel fisker fra Lampedusa, der har fået job på en båd, der evakuerer de nødstedte ude på havet, hvilket i praksis vil sige, at han bjerger lig op af bølgerne. I den anden møder vi en kvinde fra Leeds, der for at få råd til studierne knokler i et barskt job som gældsinddriver, imens hun sørger for sin syge mor. Læs videre “Anders Lustgarten: Lampedusa”

Weekendavisen den 26. februar 2016.

Holberg. ”Hvis ikke du finder en fransk kyk i denne by, sylter jeg ihjel!” Jeane de France er tilbage. Med ny slutning!

”Mit Danmark er dødt!”

En sand klassiker kan fortolkes og forvanskes uden at lide overlast. Derfor tåler Ludvig Holbergs hylende morsomme forfængelighedssatire Jean de France eller Hans Frandsen (1722) også sagtens at få enden på komedie af dramatiker Line Mørkeby og instruktør Frede Gulbrandsen. Helt bogstaveligt, faktisk, for de to har applikeret en ny, bøsset slutscene, der klæder stykket – nemlig Jean/Hans som drag queen i Paris!

Bedst som vi tror, at forestillingen er slut, viser Astrid Lynge Ottosens scenografi, hvad den virkelig duer til. På scenen står en scene, hvor en teatertrup fra Holbergs samtid opfører det skuespil, som vi sidder os ser på (det er sådan lidt metaagtigt, men det glemmer man undervejs). Så pludselig synker kulissen sammen, og fra det dybe scenerum toner en ny scene frem, en parisisk cabaret, hvor Jean giver den gas iført pink strudsefjer og en hovedbeklædning af enhjørning, vistnok et bøssesymbol. I koloreret stråleglans synger han sig gennem en sang, der på alle måder er forestillingens sande clou – som Jean selv ville udtrykke det. Læs videre “Ludvig Holberg/Line Mørkeby: Jean de France”