Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 5. februar 2016.

Kommentar. Ingen har mig bekendt skrevet om, hvad det er i den kristne, nordiske mentalitet, der gør, at svenskerne har sådan en ‘stolt’ tradition for nazistisk, racistisk vold.

Sidste fredags angreb på afrikanske og arabiske drenge og unge mænd på banegården i Stockholm er underrapporteret i medierne i forhold til overgrebene på kvinderne i Køln på domkirkepladsen nytårsaften.

Hvorfor har politikere, præster og borgerlige bloggere ikke skrevet om det forfærdelige i, at maskerede mænd griber til vold i sådan en grad, at politiet må fraråde mørklødede mænd at færdes på Sergels Torg? Jeg stiger faktisk af et tog på T-Centralen i Stockholm fredag eftermiddag, og ubarberet og med vinterhue kan jeg vel godt ligne en nordafrikaner af en slags. Skal jeg være bange? Skal jeg være bange for den hvide, ariske modstand, som trives så godt i Sverige? Læs videre “Gyldent Daggry på svensk”

Weekendavisen den 5. februar 2016.

Teater. Den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig lader en velklædt herre tage magten over en familie. Fascismen er her.

Vi er i en herskabslejlighed i en storby i det nordlige Europa. Her bor Albert og Bettina. Han er forfatter og forlægger, hun er filminstruktør. De er intelligente, intellektuelle, kreative. Smagfulde møbler, moderne design, klaver. Bøger i reolerne, kunst på væggene, rødvin i glassene.

Men livet i kultureliten er ikke altid så konfliktfrit, som det tager sig ud. Stemingen ægtefællerne imellem er dårlig. Bettinas anstrengende mor er netop ankommet, i morgen er det jul, alle er anspændte.

Den betydende tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig lader en alvidende fortæller (Søren Sætter-Lassen, usynlig, indspillet på bånd) føre os igennem aftenen. Denne stemme fungerer effektivt som dramatikerens instrumentelle styring af vores opmærksomhed. Når den henkastet fortæller, at dette par aldrig har stemt på et borgerligt parti, står bemærkningen krystalklart i karakteristikken af den dannede og kulturelle overklasse, og når stemmen siger om Albert, at han på en gang er skødesløs og forfængelig, eller om Bettina, at hun har mange talenter, måske for mange, er der tale om skarp portrætkunst. Læs videre “Udryddelse og død”

Weekendavisen den 7. februar 2016.

Doppler III. Erlend Loe er tilbage med hylende morsom og tåkrummende pinlig civilisationskritik, hvor Doppler vender hjem – og går igen.

Erlend Loe: Enden på verden som vi kender den. På dansk ved Susanne Vebel. Roman. 278 sider, 300 kr. Gyldendal.

I 2005 fik jeg en mild åbenbaring, da jeg læste og anmeldte Erlend Loes civilisationskritiske komedie, Doppler. Året efter måtte jeg skrive om fortsættelsen, Volvo Lastvagnar, at man aldrig skal gå tilbage til en genistreg. Det var derfor med bævende hjerte, jeg gik i gang med Enden på verden som vi kender den, der her ti år efter overrasker ved pludselig at gøre en romanduo til en trilogi.

Et hurtigt resumé: Andreas Doppler, familiefar i Oslo, gør en dag op med alle samfundskonventioner og flytter ud i skoven, hvor han adopterer en elgkalv (først dolker han dens mor). Elgen Bongo og Doppler er nu uadskillelige. Han lever af skovens rigelighed, er imod alle former for vækst og forsøger forgæves at overbevise byboerne om bytteøkonomiens velsignelser. Sammen med Bongo vandrer han til de värmlandske skove. Så går der ti år, og pludselig træder manden ud af skovens dyb, mens smeltevandet løber ham lystigt i møde og silkehalerne sidder i buskene og synger, som om de havde ventet på netop ham. Læs videre “Tomhed og ting”

Weekendavisen den 29. januar 2016.

Stuckenberg. Han er et skvat, hun er en dansk Hedda Gabler. Ida Jessens dramatiske debut er et vellykket dobbeltportræt om en af dansk litteraturs mest tragiske skæbner.

”Skål, Ingeborg! Du er ild i blæst!”

Åh, Ingeborg! Hvis bare ikke ham Viggo havde været så en lille digter og så stort et skvat, var det måske aldrig gået helt så galt. På den anden side: Var der ikke noget uheldsvangert og undergangsagtigt indlejret i denne tragiske skæbne, der havde alle gode kort på hånden i det intellektuelle borgerskab, men endte med at skyde sig en kugle op gennem ganen i desperat, isoleret landflygtighed?

Jeg taler om Ingeborg Stuckenberg (1866-1904), grosserer Pamperins datter, som forelskede sig i storcharmøren Viggo, som hun blev gift med og fik to sønner. Men Viggo var en skørtejæger. Og Ingeborg selv forelskede sig i de forkerte. Først i maleren og husvennen Albert Gottschalk, der dog forlovede sig til anden side. Så i digteren og husvennen Johannes Jørgensen, der dog forlovede sig med gud. Og til sidst i en gartner, som hun stak af med til New Zealand for at begynde forfra på livet. Men hvor hun altså endte med at begå selvmord, 38 år gammel. Læs videre “Ida Jessen: Stuck”

Weekendavisen den 22. januar 2016.

Kommentar. Alle vil have mere hjælp i nærområderne. Men ingen vil betale, hvad det koster.

Jeg deltager ikke i parolen om ‘Asyl til alle’, men naturligvis heller ikke i ‘Asyl til ingen’. Et vist antal tusinde skal have en form for (måske midlertidig) beskyttelse i Danmark. Men først og fremmest er det nødvendigt at stoppe hykleriet om nærområdehjælpen, som alle prioriterer. Og alle skærer ned på.

Ved nytår blev det dokumenteret, hvad der skabte den massive flygtningestrøm i 2015. Først og fremmest, naturligvis, krigen i Syrien. Dernæst de voldsomme reduktioner i det internationale samfunds støtte til nærområderne, som ellers forventes at absorbere og brødføde flygtningene flest. Men livsgrundlaget smuldrer i nærområderne. Det skabte den anden flugtbølge af folk, som ellers var i relativ sikkerhed. Som Rasmus Egendal, der arbejder med fundraising for WFP, Verdensfødevareprogrammet, for nylig sagde til Information: ”Tidshorisonten skal være mere end seks måneder for at afholde flygtningene fra at søge større økonomisk tryghed i Europa.” Ifølge WFP er der kun midler til at holde de i forvejen alt for lave madrationer kørende lidt endnu. Maden slipper op i marts. Læs videre “Maden slipper op i marts”