Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 22. januar 2016.

Der Tod in Venedig. Aschenbach sminker sig ind i døden for at tækkes ynglingen. Men Tadzio vil være fri som fuglen. Nicolas Bro kæmper med teksten og scenografien.

Din hud er hvid som døden

Lad os bare få det slået fast: Nicolas Bro spiller såre stærkt, flot og følsomt, med pondus og karakter i Folketeatrets opsætning af Døden i Venedig / drengen i Venedig, Jakob Weis bearbejdning af Thomas Manns Der Tod in Venedig (1911). Men han slås samtidig med en splittet tekst i dybt problematiske omgivelser, oven i købet sært og motivløst klædt i hverdagstøj anno i dag, mens alt andet står som sceniske citater af romanen og ikke mindst Luchino Viscontis ikonografiske filmatisering fra 1971.

Historien er stadig denne: Forfatteren Aschenbach er har problemer med sin kunst. Han er gået i stå, men føler sig dog tryg ved at verden en dag skal møde hans død med ‘respektfuld rystelse’. Han er nu rejst til Venedig for at nyde havluften. Men luften er sur og syg, en koleraepidemi rejser sig. Læs videre “Jakob Weis (efter Thomas Mann): Døden i Venedig / drengen i Venedig”

Weekendavisen den 15. januar 2016.

Blæksprutte. Bogsæsonen så sagte kommer. Vi plukker en mindre værtindebuket af danske titler, som vi glæder os til at se nærmere på.

Det var vist en tynd nyhedsdag på Rådhuspladsen, da Politiken for nylig brugte forsiden på både 1. sektion og 2. sektion til at fortælle, at Klaus Rifbjerg stadig giver ord fra sig, selvom han døde i fjor. Hele ni nye Rifbjerg-bøger er på vej, skrev avisen. Sandt nok, men old news.

Vi lægger fra land med erindringsbogen Til rette vedkommende (Tiderne Skifter), som vi har haft lejlighed til at kaste et smugkik i. I bogens lille fortale, siger Klaus Rifbjerg at der, når man skriver erindringer, er brug for at hive slør væk samtidig med at der må og skal være censur (ja, det kalder han det!) ”både af hensyn til én selv og til de aktører, som kommer til at udgøre bogens komparseri.” Han er udmærket klar over, skriver han, at det er på mode at bruge mange sider på at ”beskrive sin egen lort”, men Rifbjerg er opdraget i den skole, hvor antydningen stadig har gyldighed og man kan bevæge sig tæt på stregen uden at krydse den: Læs videre “Spandauerens udsigt til Værnedamsvej”

Weekendavisen den 8. januar 2016.

Klassiker. Hver linje i ‘Kongens fald’ bærer Johannes V. Jensens sproglige mestersignatur. Men den nye udgave er ikke vellykket.

Engang for måske femten år siden klunsede jeg bøger, der var sat til storskrald ved et naborækkehus. Blandt bøgerne fandt jeg et afrevet omslag fra førsteudgaven af Den Store Sommer, den lille roman, der udkom i 1900 og skulle blive den midterste del af Johannes V. Jensens Kongens Fald (1901). Hvad der var blevet af resten af bogen, ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg blev ganske ør, for over titlens smukt svungne gotiske bogstaver og det grafiske arbejde, hvor Axel er steget op af graven og bærer sin kiste på ryggen, står nemlig dette med den fineste penneskrift: Distriktdyrlæge H. Jensen, Farsø pr Hornum.

Hvordan forsiden af forfatterens egen fars eksemplar er havnet i en kasse bøger på en bagvej på Frederiksberg, kan jeg ikke gøre rede for, men jeg ser for mig, hvordan den unge Johannes selvhøjtideligt har overrakt bogen, og nu er relikvien altså min, sandsynligvis (ifølge komparative håndskriftstudier) med forfatterens egen håndskrift på omslaget, heldigvis, for dels samler jeg på dedikationer, dels bliver jeg lamslået af litterær lykke, når jeg med års mellemrum genlæser Kongens fald. Læs videre “Med frostkoldt hjerte”

Weekendavisen den 8. januar 2016.

Komediedrama. ”Kan man blive sammen, hvis man fortæller hinanden sandheden?” Ny tysk dramatik forsøger at forene sort satire, samfundskritik og humor.

Krigsrapport fra privatlivet

Gad vide om ikke den tyske dramatiker og forfatter Moritz Rinke har haft tankerne bare en smule i Henrik Ibsens Hedda Gabler, da han skrev sit skuespil Vi elsker og ved ingenting (2012), som netop har haft dansk premiere på Aalborg Teater?

Som Heddas skvatagtige ægtemand, Tesman, var kulturforsker med interesse for brabantisk husflid, er også dette stykkes flegmatiske mand, Sebastian, kulturhistoriker. Han har engang skrevet en introduktion til kattens kulturhistorie og arbejder nu på en artikel om addamitterne og det frie samfund. For begge mænd er bogsamlingen vigtigere end konen. Begge steder er konerne overbærende ligeglade med mandens akademiske selvhøjtidelighed. Begge steder optræder en uønsket graviditet. Begge steder er der uorden og opbrud, fordi parret skal flytte til eller fra deres bolig. Og begge steder introduceres tidligt et arvestykke i form af en gammel muskedonner. For at det ikke skal være lyv er den danske udgave blevet skandinaviseret, så originalens Frankfurt og Zürich her er erstattet med København og Oslo – Heddas og Tesmans by… Læs videre “Moritz Rinke: Vi elsker og ved ingenting”

Weekendavisen den 31. december 2015.

Noveller. Jakob Ejersbos tidligste forsøg skal kun læses som et forstadie til et forfatterskab.

Al begyndelse er svær

Jakob Ejersbo: Nedrullede persienner – og andre begyndelser. 128, 150 kr. Gyldendal.

Det er naturligvis helt i sin orden at Gyldendal udgiver denne lille, tynde samling med Jakob Ejersbos tidligste noveller, men kun fordi det er litteraturhistorisk interessant at se, hvordan forfatteren skrev, før han for alvor fandt sin form og sit stof. Bogen er årets julegave til samarbejdspartnere og venner af forlaget, og som sådan er den ideel. I almindelig handel er den en tynd kop te.

De syv noveller – hvoraf fem har stået i tidsskrifter m.m. og to aldrig tidligere har været trykt – er skrevet fra midten af 90’erne og frem til 2003, og når de er bedst, indikerer de dele af det senere forfatterskab, dog ikke det afrikanske hovedspor. Men læst uden kendskab til især Jakob Ejersbos gennembrudsroman Nordkraft, er disse noveller stort set ude af stand til argumentere for sig selv. Læs videre “Jakob Ejersbo: Nedrullede persienner – og andre begyndelser”