Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 23. december 2015.

Sjöbo. I 1988 holdt en kommune i Skåne folkeafstemning om modtagelse af flere flygtninge. Det blev et klart nej og afstemningen rystede Sverige. Weekendavisen tog passet i lommen og rejste over Broen til Sjöbo.

Lørdag den 21. november er en råkold dag, hvor skarpe issplinter fyger gennem den stålgrå vinterluft. Vi skutter os i mine forældres lille bil, min far ved rattet, min mor på bagsædet.

”Hvor er det egentlig, vi skal hen?” vil de vide. Jeg har inviteret dem på frokost. På den anden side af Øresund.

”Vi skal over Broen. Ud af E6, til højre af vej 11 mod Veberöd og videre til Sjöbo. Håber, I har husket jeres pas…”

Denne lørdag er den sidste af de ti dages midlertidige grænsekontrol, som Sverige har indført den 10. november. Det rødbedefarvede bevis på mit danske statsborgerskab strammer i min jakkes inderlomme. At have det med over Broen virker sært.

”Og hvad er det så vi skal i Sjöbo?” spørger min mor. Læs videre “En skælven på nedre dæk”

Weekendavisen den 23. december 2015.

Kommentar. I 2015 var flygtningene et dominerende tema – også i kunsten. Men kunstnere er vel ikke venstreorienterde, bare fordi de digter, synger eller tegner om flygtninge?

Det, som sker i verden, sker i kunsten. Derfor har meget kultur i det forgangne år været domineret af den enorme flygtningekrise i og omkring Europa, men også krigen i Afghanistan fandt stadig nye udtryk. Det samme gjorde klimakrisen. Nogen vil derfor mene, at kunsten er blevet politisk igen. Andre vil mene at kunstnerne bare politiserer. Men mest dækkende er nok, at kunstnerne er politisk bevidste, og ikke mindst bevidste om konflikternes betydning for menneskelig moral.

Mest central er Tobias Lindholms fremragende Afghanistan-film, Krigen, hvor en dansk kompagnichef må overtræde krigens regler for at redde sine mænds liv. Han bliver direkte skyld i at en gruppe civile afghanere mister livet, men under retssagen hjemme i Danmark vælger han at lyve, og han frikendes. Men slutbilledet viser ham isoleret og i dybe tanker. Han må for evigt leve med sin skyld. Men også med visheden om, at hans folk var blevet dræbt, hvis han handlet anderledes. Læs videre “”Der blæste en kold vind fra Syrien””

Weekendavisen den 18. december 2015

Skarntyde. Preben Major Sørensen går kun ad stier, som andre ikke har trådt flade.

Selvkloghed og dumhed

Preben Major Sørensen: Forløbelser. Fortællinger. 182 sider. 180 kr. Escho.

Den brutalt velskrivende Preben Major Sørensen markerer sit 50-års forfatterjubilæum med en samling fuldtonede antihyggelige fortællinger, hvor følgende lille jyske talemåde er indsat som motto: ”’Jeg kiænder væl Karsæ’, sagde Bondæn. Hand aaed Skarntydhæ.” Og på rigsdansk: ”’Jeg kender vel karse’, sagde bonden. Han åd skarntyde.”

Skarntyde er som bekendt den skærmblomst, hvis giftholdige dødsdrik Sokrates blev dømt til at begå selvmord med. Ifølge Ordbog over Det Danske Sprog handler talemåden om selvkloghed parret med dumhed, og den selvkloge er ifølge samme værk en person med overdreven tillid til sin egen klogskab, en som ikke vil lade sig råde af andre. Hvad dumhed er, kræver ingen forklaring.

Gad vide om ironikeren og kynikeren Preben Major Sørensen også tænker på sig selv, når han kølhaler den selvkloge. I hvert fald fremstår han ikke som en forfatter, der på nogen måde lader sig påvirke eller rådgive af andre. Han går kun af stier, som andre ikke har trådt flade. Hans stil er så stejl, svælgende og sær, så radikalt umådeholden i sin undersøgelse af hedonistisk perversion, at han næppe har sin lige i dansk litteratur. Meget peger tilbage på de sære fortællere. Tættest beslægtet i dag er vel Harald Voetmann med sin dunkle, fortættede prosa. Læs videre “Preben Major Sørensen: Forløbelser”

Weekendavisen den 18. december 2015

Folkeligt. Folketeatret spiller ‘Skærmydsler’. Åh, så trygt og genkendeligt! Malene og Sonja og Preben og den lille Mathilde. Vi glemmer helt at Ghita ikke kunne komme.

Bag skærmen

Gustav Wieds Skærmydsler fra 1901 og Henri Nathansens Indenfor Murene fra 1912 har meget at sige hinanden. Begge skuespil handler om mødet mellem tradition og modernitet, og centralt i begge stykker står den unge pige, der ”går på forelæsning” på universitetet. Lærdommen og emancipationen truer stabiliteten i de gamle stuer, hvor familien modvilligt må erkende, at ungdom og fremtid ikke kan trodses.

Men mens Henri Nathansens skuespil, som gik på Folketeatret i fjor, rummer et virkeligt, dybt og eksistenstruende drama i mødet mellem to reaktionære systemener – den gammelkristen borgerlighed og den stejle jødisk kultur – nøjes Gustav Wieds muntert-sentimentale enakter med et lille hyggeligt ungdomsoprør, hvis forsoning dybest set ikke har nogen pris. Som sådan kunne skuespillets titel ikke være mere velvalgt, for en skærmydsel er jo netop kun en mindre uenighed. Læs videre “Gustav Wied: Skærmydsler”

Weekendavisen den 18. december 2015

Kommentar. Problemet er ikke, at Bertel Haarder har fyret hele Det Kongelige Teaters bestyrelse er. Problemet er, at han ikke argumenterer for sin beslutning.

Kulturminister Bertel Haarders beslutning om at udskifte Det Kongelige Teaters bestyrelse kommer næppe til at skade teatret. Måske kommer det ligefrem til at gavne. I hvert fald er der mere konkret erfaring med teaterledelse, end i den afgående bestyrelse.

Problemet er derfor ikke at ministeren fyrede hele det hold, som hans forgængers forgænger Uffe Elbæk havde sat i 2011 (eller rettere: undlod at forlænge den fireårs periode, der udløber ved årsskiftet). Nej, problemet er, at Bertel Haarder ikke har besværet sig med at forklare sin disposition, som stadig fremstår hundred procent uargumenteret. Han kunne have præsenteret sit ”nye hold” med offensiv stolthed, men det virkede snarere som om, at ministeren ikke have noget at sige, ja at han ikke rigtig kendte dem, han havde udpeget. Læs videre “En magtdemonstration”