Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 11. december 2015.

Kommentar. Året, der snart ånder ud, var et flygtningepolitisk annus horibilis af dimensioner.

Der er noget ekstrem paradoksalt over den danske flygtningepolitik netop nu. Credoet, dogmet, parolen, trylleordet, mantraet, som politikere fra Socialdemokraterne og til højre har tudet os ørerne fulde med i løbet af dette ulyksalige år, lyder som bekendt: ”Vi skal koncentrere indsatsen i nærområderne, hvor vi kan hjælpe flere for det, som det koster at yde beskyttelse her.”

Ikke ét ondt ord om dét rationale. Det er nemlig klassisk humanitær logik, som enhver talsmand for UNHCR vil kunne lire af sig i søvne, og der er talrige gode grunde til at intensivere hjælpen i disse herostratisk berømte nærområder, både humanitære grunde, politiske grunde og økonomiske grunde. Som kommentator Carsten Gronemann for nylig skrev i Information: ”For omkring 900 kroner kan vælge mellem at dække udgifterne til ét flygtningebarns fodboldtræning herhjemme i et år, eller sikre tre familier husly og mad gennem hele vinteren i et af Syriens nærområder.” Stillet sådan op, er valget nemt. Læs videre “Humanitær Marshallhjælp”

Weekendavisen den 11. december 2015.

Roman. Jacob Skyggebjergs ”svære toer” er et stærkt skuffende styrtdyk, næsten ned i ligegyldigheden.

Jacob Skyggebjerg: Hvad mener du med vi. 304 sider. 300 kr. Roman. Gladiator.

Jacob Skyggebjerg debuterede for to år siden med Vor tids helt, som var en stærk omgang virkelighedsbaseret dirty realism fra det farlige Jylland, hvor børn lider. Det var en vigtig roman, som underligt nok ikke kastede noget særlig social indignation af sig, og den dag i dag forstår jeg ikke, hvorfor skønlitteraturen om omsorgssvigt mod danske børn (og der er mange autofiktive eksempler) ikke tages alvorligt på samme måde, som Yahya Hassans digte. Men der er vel bare ghettoen og religionen til forskel.

Nu er Jacob Skyggebjerg her så igen. ”Den svære toer”, som man siger i branchen (ja, Lone Aburas kaldte faktisk sin anden roman for Den svære toer), og som forlaget Gladiator ironiserer over i sin pressemeddelelse: ”Uha, man ryster i bukserne bare ved tanken! Men hvad gør Jacob Skyggebjerg? Efter succesen med den autobiografiske Vor tids helt fra 2013? Han griner. Han er frygtløs. Han skriver en kollektivroman om syv kvinder.” Læs videre “Den korsfæstede forfatter”

Weekendavisen den 4. december 2015.

Kommentar. De filantropiske fonde får et ordentligt gok med skattehammeren. Det betyder markant færre penge til kulturlivet, som i forvejen er blevet hårdt beskåret. Kulturfinansieringerne er i frit fald.

Som Churchill angiveligt sagde, da han under Anden Verdenskrig afviste at skære i kulturbudgetterne: ”Hvis vi sparer på kulturen, hvad er det så egentlig, vi kæmper for?”

Vistnok kan den gamle britiske bulldogs udtalelse falsificeres, men meningen er god nok, og utvivlsomt er det, at den italienske premierminister Matteo Renzi i sidste uge talte varmt for at investere lige så mange penge i kultur som i antiterrorteknologi: ”De skaber billeder af terror, vi svarer med kultur. De ødelægger statuer, vi elsker kunst. De destruerer bøger, vi er bibliotekernes land. For hvert overvågningskamera på gaden skal der gives støtte til et eksperimenterende teater eller en filminstruktør,” sagde statschefen der også vil give 500 € til kulturforbrug til alle unge italienere under 18 år.

Her i landet er kursen mildest talt anderledes. Her er kultur noget, man fjerner penge fra. Grønthøsterbesparelserne efter finansministerens kasseeftersyn betyder, at alle statssubsidierede kulturinstitutioner skal spare to procent om året fra 2016, fire procent i 2017, seks procent i 2018 og otte procent i 2018. Besparelser fører til nedskæringer, der fører til kulturtab, men enhver regering er som bekendt flydende i nysprog: omprioriteringsbidrag, kalder man det. Læs videre “Dannelsestabet”

Weekendavisen den 4. december 2016.

Finsk druk. Bertolt Brechts skuespil om storbonden, der bliver så ubehageligt tilregnelig, når han ikke drikker, er en enorm triumf for Olaf Johannessen.

Sanseløs ædruelighed

Bertolt Brecht: Puntila. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Skuespilhuset, København, til 27. februar 2016.

Sjældent, måske aldrig, har jeg set så blæret en præstation på en dansk scene, som den Olaf Johannessen viser som den fordrukne storbonde Puntila. Han er forestillingens helt dominerende attraktion. Men også dens (lille) problem, fordi Lars Ranthe, der har den næststørste rolle som Matti, Puntilas chauffør og måske kommende svigersøn, kun i en enkelt scene får mulighed for at folde sit talent ud, men ellers bare blegner i et selskab, som det er fuldkommen umuligt at leve op til. Det var ikke noget tilfælde, at kollegerne gav Olaf Johannessen et puf fremad under publikums stående klapsalver.

Bertolt Brechts skuespil er skrevet under den finske del af hans eksil fra Tyskland (hvor han først var i Danmark og siden i USA) i 1940. Inspirationen kom fra Hella Wuolijoki, en estisk født finsk forfatter, der på én og samme tid var godsejer og kommunist. Hun havde til en dramatikerkonkurrence skrevet et skuespil, som ikke blev antaget, og derfor lod hun så sin ven og meningsfælle Brecht arbejde videre med stoffet. Det blev til Hr. Puntila og hans tjener Matti, i dag bekvemt forkortet til Puntila. Læs videre “Bertolt Brecht: Puntila”

Weekendavisen den 4. december 2015.

Novelleteater. Peter Asmussen fritskraber moralsk, filosofisk og eksistentielle dilemmaer.

Til menneskets ære

Peter Asmussen: Soli Deo Gloria. Betty Nansen Teatret, København, til den 19. december.

Julian Juhlin. Ikke noget smukt navn, synes jeg, snarere tværtimod, men et prægnant navn med sin helt egen klang, skabt af allitterationen og den visuelle repetition af stavelser, Ju-Ju. Passer perfekt til en ung mand, der både er performancekunstner, selviscenesætter og udråbt som landets måske mest lovende scenografiske talent. Ikke mindst på grund af ham er Soli Deo Gloria en teateroplevelse, som man roligt kan unde sig selv.

Forestillingens sceniske formsprog vender vi tilbage til. Først skal vi se nærmere på Peter Asmussens dramatik som litteratur. Skuespillet, hvis latinske titel betyder ‘Alt er til guds ære’, kan nemlig bedst karakteriseres som en novellesamling med tolv fritstående historie (dog anes en tynd tråd mellem enkelte), der med hver deres ‘plot’ fritskraber et moralsk, menneskeligt, filosofisk eller eksistentielt dilemma eller problem. Læs videre “Peter Asmussen: Soli Deo Gloria”