Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 27. november 2015.

Socialteater. Otte kontanthjælpsmodtagere æder sig igennem østers, vagtler, helstegt pattegris, cassoullet, en paté formet som Peterskirken, crepes suzette…

Død og dekadence

På Venstres landsmøde i Herning den 21. november overrakte statsminister Lars Løkke Rasmussen partiets Frihedspris til hjemløsebladet Hus Forbi, fordi bladet hjælper mennesker til at tage ansvar for deres eget liv. Avisens repræsentant takkede pænt, men mere end antydede samtidig, at Venstre fører en politik, der gør flere hjemløse. Få dage forinden havde regeringen vedtaget det nye kontanthjælpsloft, der skal finansiere skattelettelser.

Samme aften havde Fix&Foxy (Tue Biering og Jeppe Kristensen) og otte kontanthjælpsmodtagere med store sociale problemer premiere på Det store ædegilde, en rekonstruktion af Marco Ferreris klassiske franske film af samme navn (1973). Pointen er, at de medvirkende dårligt har råd til mad til hverdag, men her rekonstruerer historien om de fire privilegerede venner, der af lutter livslede beslutter at æde sig selv ihjel i et dekadent og opulent fråds. Og der er vel at mærke ægte mad på scenen. Østers, vagtler, helstegt pattegris, cassoullet, en paté formet som Peterskirken, crepes suzette… Læs videre “Fix&Foxy = Tue Biering og Jeppe Kristensen: Det store ædegilde”

Weekendavisen den 27. november 2015.

Deres sensommer. Ulf Pilgaard og Lisbeth Dahl i banalitet med overtydelige symboler om at gøre status inden tiden rinder ud.

Sidste udkald

Da Dirch Passer i 1961 spillede den tragiske rolle som Lenny i John Steinbecks Mus og mænd på Aveny Teatret, flækkede folk af grin hver gang han åbnede munden. De forventede at det skulle være sjovt, ja de forlangte at det skulle være sjovt, og Dirchs ry som morsom mand var stigmatiserende. Seriøs måtte han ikke være.

Er det mon for at undgå samme skæbne, at Ulf Pilgaard i rollen som Norman Thayer i Ernest Thompsons Vores sensommer (On Golden Pond, 1979) siger hver replik som om han var i gang med Holdningsløse Tidende, Uha Uha eller Cirkusrevyen? Under alle omstændigheder virker det. Publikum kvitterer med hjertelig latter denne aften i den rustikke gasbeholder på ydre Østerbro. Men de er næsten alle som én også i den alder, hvor de kan identificere sig med den aldrende mand, der med sentimental vrissenhed ser sin egen sensommer i øjnene. Læs videre “Ernest Thompson: Vores sensommer”

Atlas den 20. november 2015.

Interview om forskningsprojekt om postmigrantisk kunst. Læs artiklen her:

http://atlasmag.dk/kultur/det-handler-om-en-hel-samfundstilstand-under-forandring

Weekendavisen den 20. november 2015.

Kommentar.“TV2: ”Hører jeg dig så sige, at vi skal til at bombe, hvor der er kvinder og børn?” Søren Espersen: ”Ja, selvfølgelig. Det bliver vi nødt til…”

Søren Espersen ”føler sig misforstået”. Det sagde han søndag aften til TV2, som ellers dagen før havde bragt et interview med ham, hvor han var så klar i spyttet, at der ikke rigtig var noget at være i tvivl om. Hvad er der for eksempel at misforstå i følgende udveksling mellem politikeren og journalisten?

Søren Espersen: ”Vi fører krig som gentlemen mod slyngler, og når man gør det, vil man tabe. Det er utroligt sympatisk, at vi vil beskytte civile, men det betyder også, at Islamisk Stat er klar over, at hvis de bruger kvinder og børn som skjold, så bliver de ikke bombet. Man kan ikke vinde en krig mod IS på den måde.”

TV2: ”Hører jeg dig så sige, at vi skal til at bombe, hvor der er kvinder og børn?”

Søren Espersen: ”Ja, selvfølgelig. Det bliver vi nødt til, når det er der, IS-krigerne er. De kvinder er i øvrigt også i høj grad en del af systemet. Vi kan ikke længere have en situation, hvor IS fuldstændig frit færdes der, velvidende at de aldrig vil blive bombet. Vi er nødt til at udvide krigen til en reel krig, ellers vil vi tabe.” Læs videre “Den radikaliserede dansker”

Weekendavisen den 20. november 2015.

Europa akut. Et rørende møde med Elfriede Jelineks fortløbende fuga for flygtningestemmer om en formålsløs fremtid og en fortid, der er forbi.

”Hvilket land kan vi betræde?”

Med det nye koncept KGL AKUT har skuespilchef Morten Kirkskov opfundet teatrets svar på snapchat, nemlig en forestilling, der forsvinder igen, så såre den er set. Kun to gange blev De stedløse opført i sidste weekend, og for dem, der ikke var der, kommer der ingen ny chance.

Akutteatrets formål er at gå ind i sin samtid her og nu. Væk med teatrets lange planlægningshorisonter og prøveforløb. Med få dages tilløb – og med manuskriptet i hånden – kaster skuespillerne sig ud i en reading, altså en slags læseprøve tilsat en smule instruktion og få rekvisitter.

Men uanset hvor aktuelt teatret stræber efter at være, er virkeligheden altid et ekstra akut skridt foran. Da instruktørerne og ensemblet sagde farvel og på gensyn til hinanden fredag eftermiddag, var de parat til at spille Elfirede Jelineks tekst om Europas bådflygtningeproblem næste eftermiddag, men inden de lagde hovedet på puden, var Paris atter hjemsted for et veritabelt terrormareridt, og nu er spørgsmålet så bare, om KGL AKUT også når at reagere på det i løbet af få dage? Læs videre “Elfriede Jelinek: De stedløse”