Kristján Ingimarsson Company: Airport

Weekendavisen den 20. november 2015.

Terminaltransit. Vild pantomimeforestilling bruger lufthavnen som scene for både underholdning og samfundskritik.

Chaplin møder Orwell

Ved første øjekast ligner Airport blot en føljeton af udsøgte, komiske kropsbeherskelser i en løst sammenvævet fortælling, men ved eftersyn viser det sig, at forestillingen er en skarp analyse af den internationale lufthavn som et klaustrofobisk mikrokosmos, hvor vi alle er under overvågning af et altseende øje.

Kristján Ingimarsson Companys vilde pantomime har elementer af elegant koreograferet nycirkus, akrobatisk gadeteater, smidig gymnastique moderne og gammeldags, gakket artisteri i sort-hvid-film. Instruktøren og hans ensemble har (sammen med dramaturg Simon Boberg, scenograf Johan Kølkjær og co-writer Jesper Pedersen) fundet det poetiske i det prosaiske i de kønsløse lufthavne, som vi alle kender så godt. I en slags human animation med rullekufferter og bagagevogne som rekvisitter, bliver det hele omsat til en både sjov og satirisk legesyg ballet. Læs videre “Kristján Ingimarsson Company: Airport”

Men eller og

Weekendavisen den 20. november 2015.

København. Jeppe Krogsgaard Christensens talent er hæmmet af hans hang til litterære koncepter.

Om Jeppe Krogsgaard Christensens skrivetalent har jeg aldrig været i tvivl, og på hans evne til at forvalte det, har jeg aldrig været sikker. Indre by skaber ingen decideret afklaring.

Fra debuten med Natjager og til En hånd i himlen og Åben himmel (lige lovlig meget himmel!) har han målrettet prøvet at erobre en position som den sentimentale og kyniske skildrer af københavnske skæbner ved siden af Benn Q. Holms klassiker Hafnia Punk, Jonas T. Bengtssons hårde fuldtræffer Submarino, Henriette Rostrups uretfærdigt oversete kollektivroman I dag og i morgen og Katrine Marie Guldagers knivskarpe København.

Naturligvis har fascination af hovedstaden og storbyen betydeligt ældre litterære rødder, og brønden er bundløs for forfattere, der kan trække menneskeskæbner og historier op af byens dyb. Jeppe Krogsgaard Christensen har da også altid demonstreret et udmærket blik for den slags. Problemet er, at man kan mærke hvor forhippet han er på at skrive den roman, som man vil sammenligne med Robert Altmans filmatisering af en række noveller af Raymond Carver, nemlig Short Cuts (1993). Læs videre “Men eller og”

Sommeren uden mænd. Efter roman af Siri Hustvedt

Weekendavisen den 13. november 2015.

Pause. Siri Hustvedts komedie om en kvinde, der bliver forladt til fordel for et par yngre bryster, er ikke særlig morsom. Heller ikke som teater.

Kvinder der føler for meget

I maj måned havde Mungo Park verdenspremiere på dramatiseringen af amerikanske (og en smule norske) Siri Hustvedts roman Den flammende verden, og nu har Republique så verdenspremiere på dramatiseringen af samme forfatters Sommeren uden mænd. Pudsig lille epidemi. Bare ærgerligt at det er Siri Hustvedts dårligste romaner, de danske teatre kaster sig over. Men ok, Den flammende verden var nu forbløffende vellykket, og Sommeren uden mænd har da også absolutte kvaliteter. Men de er nu mest scenografiske.

Det er ellers et stjernecast, der står på den store, dybe scene hos Republique på den gamle garderhusarkaserne på Østerbro, København. De modne kvinder Tammi Øst og Ulla Henningsen er per definition strålende, og unge Marie Bach Hansen er et umiskendeligt stortalent. I opfindsomme Peter Langdals instruktion kunne der jo sagtens komme noget godt ud af det, men forestillingen lider af det samme, som romanen lider under. Den forsøger at være morsom. Læs videre “Sommeren uden mænd. Efter roman af Siri Hustvedt”

Jeg hører stemmer. Tekst, performance og komposition: Zaki Youssef

Den 13. november 2015 (desværre ikke i avisen, da kollega Asker og jeg begge var kommet til at anmelde ved en fejl).

(!!!) Morsom, sentimental, rørende og tankevækkende satireshow om at være halvt brun, halvt hvid.

Perker på slap line

Folk som Naser Khader, Rushy Rashid og Manu Sareen har gennem årene haft førende roller som De Prisværdigt Integrerede som politikere, studieværter og kogebogsforfattere. Men i dag falder de alle i med stuemøblementet som stabile bornholmerure. Der er derfor plads til nye brune ansigter, og for tiden er der heldigvis både en muslimsk albaner fra Ishøj og en sudanesisk flygtning med jysk accent på det danske fodboldlandshold.

Men hva’ mæ’ kulturen? For et par år siden fik vi først romanen, siden teaterstykket, af og med Hassan Preisler, Brun mands byrde, med forfatteren selv i positur som Lille Sorte Sambo. Det var et satirisk opgør med den pæne kulturradikale, respektfulde omsorgsintegration, og ikke mindst den rolle, lille Hassan med de skæve ben selv fik af establishmentet, der hyrede ham som en slags etnisk præmieperkerpauseklovn til konferencer og seminarer.

Og apropos: Præmieperker var netop titlen på den forestilling, som Zaki Youssef skrev til Det Kongelige Teater for et par år siden, og nu er den talentfulde musiker, skuespiller og dramatiker så tilbage med et nyt stykke perkerprosa, Jeg hører stemmer, i en co-produktion mellem Det Kongelige Teater og Teater Sort/Hvid. Og sort/hvid (eller i hvert fald brun/hvid), er netop hvad den dansk-egyptiske Zaki er, en bastard, et blandingsbatteri. Læs videre “Jeg hører stemmer. Tekst, performance og komposition: Zaki Youssef”

Charlotte Strandgaard: Ingenmandsland

Weekendavisen den 6. november 2015.

Alderdomdigte. Er alderdommen en trussel eller en forbundsfælle? Charlotte Strandgaards krop taler ud:

”Mine ben kræver: Spred os! Spred os!”

Sidste år udgav Charlotte Strandgaard en bog om og til hendes søn, som også lagde navn til titlen, Hans. Det var en sorgfuld og fortvivlet kærlighedserklæring og en beretning om sønnens skizofreni, narkomisbrug og alt for tidlige død. Med andre ord: et opgør med det svære, skamfulde og tabuiserede.

Nu er Charlotte Strandgaard aktuel igen med en digtsamling, Ingenmandsland, der også trodser fordomme og taler lige ud af posen om emner, som vi normalt omgærder med diskretion og tavshed. Denne gang handler det om alderdom, og det er jo ikke fordi, der ikke skrives om det at blive gammel, faktisk er der både andre bøger, film og teaterstykker om emnet netop nu. Men Charlotte Strandgaard tager det velkendte motiv et nyt sted hen. Med i seng. Læs videre “Charlotte Strandgaard: Ingenmandsland”