Fri for formynderi

Weekendavisen den 9. oktober 2015.

Kommentar. Højeskolebevægelsen, gækkebreve, lejlighedssange, hån, spot og latterliggørelse. Bertel Haarder varsler kanon for den immaterielle kulturarv.

Så skal vi igen diskutere en kanon for dansk kultur. Denne gang dog ikke en obligatorisk rettesnor, som dengang for små ti år siden, hvor daværende kulturminister Brian Mikkelsen brugte kulturpolitikken som soft power til at styre vores dannelse.

Nuværende kulturmister Bertel Haarder har nemlig lagt sig i slipstrømmen på Politiken, der i sommer inviterede sine læsere til at komme med bud på noget særlig dansk, som fortjener en plads på UNESCO’s liste over verdens immaterielle kulturarv. Det er her man blandt andet kan finde georgisk korsang, tyrkisk kaffekultur, kinesisk skyggespil og belgisk rejefiskeri på hesteryg. Læs videre “Fri for formynderi”

Henrik Ibsen: Hedda Gabler

Weekendavisen den 9. oktober 2015.

Hedda Gabler. ”Kunsten er at vide, hvor langt, man kan gå for langt.” På Göteborg Stadsteater går de hele vejen.

Sådan noget gør man da ikke!

Tre gange på et år har jeg set Henrik Ibsens Hedda Gabler, først i en skarp, moderne version på Det Kongelige Teater, så i en forskruet, dekonstrueret udgave på Aarhus Teater og nu i en klassisk, naturalistisk 1890’er-opsætning på Göteborg Stadsteater. Men uanset fortolkningen, er der hver gang én ting, der står tilbage: Det enorme menneskelige mysterium ved navn Hedda.

Historien er denne: Hedda Gabler er netop kommet hjem efter en lang bryllupsrejse med sin dødbider af en mand, etnologen Jørgen Tesman. Skønt hun er nygift, går hun under sit pigenavn. Hun er mere sin fars datter – den afdøde general Gabler – end hun er sin mands hustru. I det nyindrettede hjem, som vennen assessor Brack har købt for dem, venter Tesmans tante, Juliane, der kun interesserer sig for om Hedda er gravid. Det ér hun, regner vi ud, men uden at hun ønsker at være det. Nu kommer en gammel bekendt, fru Elvsted, der har været udenbys som hustru til en gammel præst, som hun ikke elsker. Hos præsten boede også Tesmans gamle studiekammerat, den fordrukne Ejlert Løvborg, som fru Elvsted har hjulpet med at gøre en bog færdig. Hun har forelsket sig i ham, og vil nu frelse ham fra den syndige by. Læs videre “Henrik Ibsen: Hedda Gabler”

Albert Camus: Faldet + Caligula

Weekendavisen den 9. oktober 2015.

Albert Camus. Simon Bennebjerg og Jacque Lauritsen står forjættende godt til hinanden i to beslægtede skuespil.

Kejserens fald

Albert Camus: Faldet. Dramatiseret af Jacque Lauritsen. Instruktion: Petra Berg Holbek. Får302, København, til den 17. oktober. // Albert Camus: Caligula. Instruktion: Mikkel Flyvholm, Morten Burian. Skuespilhuset, København, til den 17. oktober.

Albert Camus er i byen! På det lille, fine teater Får302, spiller Jacque Lauritsen sin egen dramatisering af Faldet, og lige om hjørnet, i Skuespilhuset, viser afgangseleverne fra Den Danske Scenekunstskole det historiske drama, Caligula. De to forestillinger står forjættende godt til hinanden, hvilket jo ikke er sært, fordi romanen og skuespillet sammen med essayet Sisyfosmyten udgør det, som Albert Camus selv kaldte det absurdes cyklus. Hvilket formidabelt tilfælde, at de to teatret griber til netop de to stykker samtidig. Læs videre “Albert Camus: Faldet + Caligula”

Kvinder der elsker for meget

Weekendavisen den 9. oktober 2015.

Escort. Hanne Ørstavik afdækker kvindepsykens sedimenter i rasende lærd roman, men sproget kammer over.

For et år siden udkom den norske forfatter Hanne Ørstaviks Der findes en stor åben plads i Bordeaux, hvor en midaldrende kvindelig kunstner pr. sms kontakter en mandlig akademiker, hvorefter de bliver kærester, omend han hellere vil have uforpligtende sex med alle mulige andre, end netop hende, hvorefter hun flygter til Bordeaux. Og nu kommer så På terrassen i mørket, hvor en midaldrende kvindelig socialantropolog kontakter en mandlig professor pr. mail, hvorefter de bliver kærester, omend han hellere vil have uforpligtende sex med alle mulige andre, end netop hende, hvorefter hun flygter til Malaga.

De to romaner er naturligvis tænkt som tvillinger, og gad vide om ikke der kommer endnu en variation over samme tema næste år? Det vil jeg næsten tro. Det her ligner midtertavlen i et triptykon, som undersøger den kvindelige forelskelses psykologi og anatomi, kærligheden og den følelsesmæssige afhængighed, seksualiteten, løsrivelsen, sorgen og savnet. Læs videre “Kvinder der elsker for meget”

Gordisk Nordisk Rod

Weekendavisen den 2. oktober 2015.

Kommentar. Danmark risikerer at stå uden kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris 2016.

Der findes væsentligere problemer i verden, end dette, men af alle den litterære lilleverdens små udfordringer, er dette dog et af de større: Danmark er for tiden meldt helt ud af samarbejdet om den vigtige og prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris.

Lektor Lilian Munk Rösing og professor Lasse Horne Kjældgaard udgjorde indtil forrige uge den danske del af den komité, der dels nominerer de nationale kandidater, dels lægger arm med kollegerne fra nabolandene om, hvem der skal vinde prisen. Begge nu forhenværende komitémedlemmer er også kritikere ved Politiken, og der offentliggjorde de i en kommentar, at de med øjeblikkelig virkning havde nedlagt deres mandat. Læs videre “Gordisk Nordisk Rod”