Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 2. oktober 2015.

Fejltolkninger. Der er subtil substans i velspillet russisk dramatik om gensidig kærlighed.

Ikke en god verden for rumvæsener

Scenetæppet er flammende, lidenskabeligt rødt, musikken er vidunderligt inciterende: Dmitri Schostakowitch, suite nr. 2 for jazzorkester: Dum dum dum dum dum dum dum dum dum dum dum dum… Frem træder Marie Bach Hansen, kropsnært klædt, udslået hår, malede læber, forførisk smil. Det lover godt. Så kommer de tre andre skuespillere ind. Underfundige Stina Mølgaard, kryptiske Jon Lange og skælmske Morten Brovn. Der står de så og ser tavst hemmelighedsfuldt på os. Den russiske jazzede vals går lige i hjertet og de perfekt doserede diskrete skæve smil smitter. Det her er virkelig udfordrende. Læs videre “Ivan Vyrypaev: Illusioner”

Weekendavisen den 2. oktober 2015.

Det 6. Kontinent. ”Det handler ikke om talent. Det handler om evnen til at tåle nederlag.” Teater Grob fortsætter jagten på det globaliserede menneske.

Så gennemsnitlig som bageren i Skive

Teater Grob har til projektet Det 6. Kontinent formuleret et regelsæt for seks nyskrevne skuespil, som skal kunne ses hver for sig, men også udgøre en samlet sekstet:

1) Hver forestilling skal foregå på et nyt kontinent. 2) Dramatikeren skal rejse til den valgte destination. 3) Danskere i udlandet skal være omdrejningspunktet. 4) Manuskriptet skal forholde sig til ideen om, at ”vi alle er forbundne”. 5) Manuskriptet skal skrives i et naturalistisk formsprog og må højest fylde 100 sider. 6) De globale elementer Coca Cola, beton, plastikstol skal indgå i scenografien. Læs videre “Thomas Markmann: Små forstyrrelser”

Weekendavisen den 25. september 2015.

Polyhistorroman. Niels Lyngsøs nye roman er et oplysningsprojekt i alle genrer.

Pludselig dukker der et fortællende jeg op et stykke inde i Niels Lyngsøs roman, og man spørger sig selv, hvem dét mon er. Jeg’et manifesterer sig kun få gange, og hver gang virker det som et nålestik af gennemtænkt og velplaceret forvirring. Hvem er det, der taler, når der pludselig står sådan her: ”Jeg er optaget af danskernes kultur, deres skikke og ejendommelige adfærd. Der er så meget der er anderledes end i den verden jeg selv kommer fra.”

Hvilken stemme er det? Hvilken verden hentydes der til? Bagsideteksten har røbet, at en psykisk syg mand bliver fundet på Rigshospitalets helikopterplatform, hvor han tror at han skal hentes af et rumskib. Er det uidentificerede jeg en alien? Så skæver man til romanens omslag: Min ukendte bror, hedder den jo. Hvis ukendte bror? Jeg’ets? Læs videre “Hvem er det som du er som du er som du er…”

Weekendavisen den 25. september 2015.

Sadisme. Hvad skal vi med smertesex på scenen, galvaniserede som vi er med alle former for kinky business i skildringen af livet i underlivet?

Pisk og pussy power

Det er ham, der står derude og banker på, manden der har lagt navn til den del af smertesex, som handler om at svinge pisken, Marquis de Sade. Men kvinden, som han vil ind til, afviser ham ved porten, og vi ser ham aldrig. Sadisten forbliver et fantom.

I mange år har marquisen siddet i fængsel, først straffet for sine voldsomme seksuelle overgreb på ludere, som vi hører om i udpenslede, sekretflydende referater, siden som offer for sin svigermors elegante rænkespil. Men sin hustrus loyalitet har han aldrig mistet. Hun – som også lod sig piske – har på alle måder ofret sig for mandens skyld. Som hun snerrer i et uforsonligt skænderi med sin mor: ”En kvinde vil træde på både samfundets normer og sit eget omdømme, når først hun har valgt at være en hengiven hustru. Jeg vil forstå og beskytte ham!” Læs videre “Yukio Mishima: Madame de Sade”

Weekendavisen den 25. september 2015.

Demensgyser. Hvorfor er Ians og Julianas forhold til datteren Sofia gået i stykker?

Pigen med den gule bikini

Det er et frygtindgydende materiale, den amerikanske dramatiker Sharr White har fat i med sin intense enakter, Det andet sted, nemlig den forræderiske demens, der sniger sig ind på sit offer og sætter sig fast i hjernen som et andet stykke spyware fra helvede.

Sygdommen, der får et menneskes forstand til at fordufte, ender uvægerligt med døden. Her i landet er demens den femtemest dødelige sygdom. Man anslår at sygdommen præger tilværelsen for 90.000 danskere og 400.000 pårørende, og at tallet vil stige drastisk i de kommende år. Læs videre “Sharr White: Det andet sted”