Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 18. september 2015.

Kommentar. Frygt og medlidenhed dominerer et desperat Europa, der ikke aner sine levende råd. Der skal løftes i flok, det er umuligt at nægte.

Oldtidens klassiske græske tragedier skulle have en sjælerensende virkning på tilskuerne ved at fremkalde frygt og medlidenhed. Sådan en katharsis står vi i netop nu, alle os europæere, som er publikum til det humanitære virkelighedsdrama, der udspiller sig akt for akt, dag for dag, og som er krøbet fra kontinentets geografiske periferi til dets politiske og økonomiske centrum, og dermed ind i det europæiske hjertes ventrikler.

Er der to følelser, som er aktive i disse sitrende dage, er det frygt og medlidenhed, og jeg skulle hilse og sige, at der er plads til begge sentimenter i én og samme person. Den som ikke både frygter konsekvenserne af flygtningekrisen og samtidig har medlidenhed med de mennesker, der på én og samme gang er tragediens hovedpersoner og dens magtesløse statister, altså flygtningene, har ikke fattet en brik af, hvad der er på spil. Læs videre “Byrden for vores fod”

Weekendavisen den 18. september 2015.

Strid. ”Mennesket elsker kontakt gennem fjendskab…” Ungdomsstykke af Bertolt Brecht er teater til tiden.

Kaos er brugt op

Midt under forestillingen slår det mig, hvor sære sære tilfælde kan være: I Bertolt Brechts I byernes jungle kæmper to fjender om en tømmerhandel (vi kunne kalde det et byggemarked i dag), som på et tidspunkt bliver overdraget til en vækkelsesprædikant fra Frelserens Hær. Vi er på Odense Teaters anneksscene Sukkerkogeriet, som ligger i et gammel industrikompleks fra 1873, hvor man oprindelige raffinerede roer (adressen er da også Roersvej) og kogte sukker, og teatrets to nærmeste naboer er en Silvan og Frelsens Hærs genbrugsbutik.

Man skulle altså næsten tro, at den unge Brecht, da han skrev sit skuespil i 1922, havde set ind i fremtiden og ladet sig inspirere af butikkerne på Roersvej i 2015. Nok ikke, selvom han forskød både tid og sted: vi er i fribytterbyen Chicago i 1912.

Den malaysiske (her kinesiske) tømmerhandler Shlink tropper op på et lejebibliotek, hvor den unge, fattige George Garga arbejder. Kineseren er ikke interesseret i bøger, han vil købe den unge bibliotekars mening. Men meninger er ikke til salg, siger George, der holder stand, selvom Shlink vifter ham om næsen med dollarsedler. Hvad er den insisterende kineser ude på? Læs videre “Bertolt Brecht: I byernes jungle”

Weekendavisen den 18. september 2015.

Mor og søn. Ina-Miriam Rosenbaum er i sit karismatiske es i kabaretkoncert om Agnes Henningsen og lys- og visemageren PH.

Kys det hele fra ham

Jeg er lige cyklet hjem gennem København i den første kølige efterårsskarphed, mens jeg nynnede, at selv en storby har sin sexappeal. Herhjemme har jeg sat mig ved ellipsebordet i PH-lampens halvdunkle skær i rækkehuset, som er tegnet af PH’s navne- og fagfælle, Thorkild Henningsen. Jeg går og venter på, at Hans Hertels udvalg af PH’s kulturkritik, Gennem gyngende landskaber, snart udkommer. Gad vide, hvad han ville have skrevet om klimakrisen? Den ville han måske afvise blankt (”naturen, det billige skidt”)? Nemt nok at vide, hvad han ville have skrevet om flygtningene.

PH mig her, PH mig der, PH mig alle vegne. Det skaldede kulturradikale æg med briller bobler i mig lige nu, for jeg har lige mødt ham, genopstået for en aften i Valby, både ham og hans mor, forfatteren Agnes Henningsen. Læs videre “PH: Fandens oldemor”

Weekendavisen den 11. september 2015.

Upstairs downstairs. Med en både klaustrofobisk og transparent scenografi står ‘Frøken Julie’ særdeles stærkt på Aarhus Teater.

Høgens ryg

I sommer havde Grønnegårdteatret P.O. Enquists Tribadernes nat på programmet, et skuespil om August Strindbergs bitre og intrigefyldte opgør med hustruen Siri von Essen. For et par uger siden udkom så for første gang på dansk En dåres forsvarstale, Strindbergs beske romanskildring af ægteskabets sammenbrud. Og nu har Aarhus Teater så premiere på Frøken Julie, som Liv Ullmann oven i købet filmatiserede i fjor. Stridbare Strindberg er stadig slet, slet ikke til at komme udenom.

Når man i dag genopsætter en klassiker, der skandaliserede sin samtid, dengang i 1888, er chokeffekten jo desværre reduceret til teaterhistorie. I dag kan vi sagtens tåle utilsløret køkkenkopulation mellem herskab og tjenestefolk, men dengang var provokationen tredobbelt: At skuespillet foregik i køkkenet under grevskabets hus, var i sig selv et brud med alt kendt fra scenen. Dertil blev der så kneppet, råt og utilsløret. Og så blev alle sociale skel brudt ned uden skånsel i den tragiske historie om den unge grevedatters menneskelige og moralske fald. Læs videre “August Strindberg: Frøken Julie”

Weekendavisen den 11. september 2015.

Kommentar. Stedspecifikt, performativt, publikumsinvolverende vandreteater er der nok af. Hvor er den litterære dramatik?

Som teatergæst arbejder jeg tit imod mine egne fordomme. Jeg forsøger at møde kunsten uhildet, både når jeg skal have bind for øjnene og gå i gåsegang med fremmede, ligge i en kiste som en anden Dracula, stryges over panden af et æterisk åndevæsen i en vuggende båd i et hemmeligt hjørne af havnen, smage på nødhjælpsbeskøjter, pustes i nakken af en Snedronning, bydes op til dans af trolde, trække i store røjsere og agere aktiv statist eller flygte gennem skumle industrilokaler og ”sove” klods op af en spansk performer (heldigvis så hun sød ud) …

Jo, jeg prøver. Men nogle gange er det svært at holde gode miner til slet spil. Da en ordløs, shamanistisk performer for nylig gned mine bare fødder ind i jord på en meget højstemt og spirituel måde, var jeg ved at bryde sammen i latter. Godt at gode anmelderkollega Nanna Goul tog vagten den dag, publikum skulle helt, helt tæt på en thaiprostitueret. Læs videre “Række 6, sæde 14”