Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 4. september 2015.

Holberg maltrakteret. Læg telefonen væk og genfind nærværet. Græsset er grønnest, der hvor du vander det. Banal livsvisdom i fjollet forestilling.

Fra Herodes til pilates

Formelt set er det morsomt. Men kun formelt set. Reelt er denne forgribelse på Den vægelsindede nemlig en moderne parforholdskomediekliche med ophobning af billige, bundløse jokes med bløde babser, bare balder og dinglende dillermænd. Momentvis morsomt. Mest banalt og bovlamt. Men premierpublikummet i Odense Teater lo nu så hjerteligt.

Jeg ville også gerne have grinet. Jo, det ville jeg. Men det sjofle var ikke sjovt, og det rørende var ikke – rørende. For min skyld må manuskriptforfatterne Ditte Hansen og Louise Mieritz opdatere, versionere og spanke løs på gamle Ludvig Holbergs samtidssatiriske stykke fra 1722 så meget de lyster. En klassiker kan – og skal! – stå model til lidt af hvert, og forfatterne gør det jo af veneration for den gamle, som de mener har relevans for vores nutid. Sandt nok. Men at være frivol og funny er ikke nok. Det var det ikke i fjor da Hansen & Mieritz forvandlede Tjekhovs Mågen til Mogens på Nørrebro Teater, og det er det ikke i dag. Læs videre “Den vægelsindede. Af Ditte Hansen og Louise Mieritz frit efter Ludvig Holberg”

Weekendavisen den 4. september 2015.

Interview. Jeannette Ehlers modtog i sommer Kunstkritikerprisen for en udstilling om Danmarks fortid som slavenation i Ghana og på De Vestindiske Øer. Hun har et forslag til hvad der bør ske, når 100-året for slaget af øerne til USA skal markeres i 2017.

Til næste år er det 100 år siden, at Danmark og USA forhandlede en aftale på plads om salget af De Vestindiske Øer – Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix – og i 2017 er det så rund årsdag for selve overdragelsen, der indbragte den danske stat 100 millioner kroner.

I den anledning vil kunstneren Jeannette Ehlers opstille en skulptur til minde om de tusindvis af afrikanere, der arbejdede som slaver for de danske ejere af sukkerrørplantagerne. Monumentet skal, hvis det bliver realiseret, stå ved Den Kongelige Afstøbningssamling på havnekajen i Toldbodgade i København. Her udstiller Statens Museum for Kunst sin samling af op mod 2000 gipsskulpturer, men bygningen blev oprindelig opført som lager for sukker og rom under navnet Vestindisk Pakhus. Læs videre “Et monument for de slavegjorte”

Weekendavisen den 4. september 2015.

Entropi og poesi. I den perfekte krystal er den samlede uorden lig nul. Shadi Angelina Bahzeghi debuterer med digte om ikke at fodre frygten.

Døden er til pynt

Kun digtet kan sige det usigelige, sagde Shadi Angelina Bahzeghi her i avisen i sidste uge. Det ‘usigelige’ er krigen, og det er naturligvis hverken en ny eller original pointe (hverken om poesi eller krig), ja siden Paul Celans Sort mælk er det nok snarere en kliche. Men uanset dets trivialitet, er udsagnet jo sandt.

I 2007 vandt Shadi Angelina Bahzeghi konkurrencen ‘Nye stemmer’, som Gyldendal og Berlingske havde udskrevet for ikke-indfødte forfattere, og samme år tog hun afgang fra Forfatterskolen. Nu udkommer hendes debut, Vingeslag.Digtene udspringer af krigen mellem Irak og Iran. Forfatteren tilbragte sine første syv år i Iran, inden familien flygtede hertil, og hendes lyrik trækker i høj grad på barnets erfaringsverden fra en verden i opbrud. Vi trækkes ind i en verden, af faldende mørke, en mørkelagt by og sorte altre med illuminerede billeder af døde mænd på hvert gadehjørne. Jeg’et går hjem fra skole og ser de unge, smukke martyrer, der bærer tragedien i øjnene: ”jeg standser / eller jeg går i stå / som et gammelt ur / der ikke magter at / tælle flere / blodtørstige / sekunder” Læs videre “Shadi Angelina Bahzeghi: Vingeslag”

Weekendavisen den 21. august 2015.

Metropolis. Københavns hengemte steder er med vekslende held scene for vandrende scenekunst fra mange lande.

De gamle grækere brugte det som betegnelsen for en bystat, der koloniserede og grundlagde andre bystater. For egypterne var det betegnelsen for en regions økonomiske og administrative centrum. Fritz Lang gjorde det til titlen på sin dystopisk-futuristiske sci-fi-film i 1927. Og så er det navnet på den by, hvor Superman bor. Men Metropolis er også navnet på den festival for kunst og performance i byens rum, som udspiller sig i lillestorbyen København netop nu.

Det er Katrien Verwilt og Trevor Davies fra Københavns Internationale Teater, KIT, der står bag, og navnet er velvalgt med al dets klang af urban historie og mytisk fortælling. I programmet skriver de to arrangører, at de sammen med 18 danske og internationale kompagnier har fundet 18 unikke steder i byen: ”Nogle kender du, nogle kender du ikke, nogle er forsvundet om lidt…” Ja, byen forandrer sig, den graves op og gentrificeres i ét væk. Hvor de sidste rester af gammel, udtjent industri findes i dag, er der hightech-arkitektur i morgen. Læs videre “Den sentimentale storby”

Essay i KRITIK, august 2015.

I.

Vores fælles menneskelighed ligger i vores kollektive erindring. Når noget godt er sket os, rister vi en rune, rejser en sejrssøjle, bygger en triumfbue. Når noget slemt er sket os, skaber vi et mindemonument, opsætter en mindeplade, indretter en mindelund, tænder en evige flamme. Vi etablerer steder, hvor vi kan vedligeholde en erindring og skabe en fortælling, der gør det hele til at forstå. Læs videre “De kommer langvejs fra…”