Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 14. august 2015.

Portræt. ”Musikken er den stærkeste kunstform,” mener kunstmaleren Jesper Christiansen, som nok havde tegnetalent som barn, men blev kunstner ved et tilfælde som voksen.

Denne artikel er skrevet til (og kan læses til) akkompagnement af J. S. Bachs Messe i h-mol. Det monumentale korværk er nemlig et bærende fundament og et kunstnerisk argument, når kunstmaleren Jesper Christiansen prøver at forklare, hvorfor han til hver en tid ville vælge musikken, hvis han skulle prioritere mellem den og malerkunsten.

Sammen med sin kone, forfatteren Anna Grue, er Jesper Christiansen for nylig flyttet fra villaen på Amager til den egn, der spiller så stor en rolle i hans seneste serie af malerier, Odsherred. Men parret har også en bylejlighed ude i nybyggeriet på Sluseholmen, hvor Københavns Havn har sit sydlige slutpunkt. Fra femte sal er der højt til himlen, og udsigten ind mod byen og over Amager Fælled er formidabel.

Iført en malerskjorte med dekorative penselpletter på brystkassen tager Jesper Christiansen imod til en samtale om, hvad der førte ham ind i malerkunsten. Væggene i lejligheden er smukt farvesatte (det er Annas værk), der er bøger i reolerne, vindruer i skålen og te på kanden. Inde i arbejdsværelset står et lærred på staffeliet og der er Bach i højttalerne. Læs videre “Den musikalske maler”

Weekendavisen den 14. august 2015.

Sarkastisk satire. Vær forvirret over Ljudmila Petrusjevskajas prosa fra en mareridsagtig og sekundær virkelighed.

Fra den russiske blindgyde

Sjældent har jeg da læst så afsindig, ophidset og paranoid en roman. Russiske Ljudmila Petrusjevskajas Nummer Et – eller I andre muligheders haver er en hypnosecirkel af ord, ord, ord, en karismatisk og krævende cabaret af bizariteter fra et forvrænget (eller måske ikke???) postsovjetisk Rusland. Og her sidder jeg, tvivlrådig og fortvivlet, og skal gøre regnebrættet op.

Jo, der er en handling, men det hele er med stor stilbevidsthed camoufleret i et røgslør af gedulgte, mystik og magi, som opløser hvem, hvor og hvad og efterlader læseren lige så desorienteret i forhold til romanen, som borgeren er i forhold til tiden. Vi taler altså om et satirisk og sarkastisk russisk samtidsportræt fra halvfemserne (romanen er fra 1994), delvis en modernistisk og generøst formeksperimenterende genreblanding, delvis en krimi, delvis alt mulig andet. . Læs videre “Ljudmila Petrusjevskaja: Nummer Et – eller I andre muligheders haver”

Weekendavisen den 7. august 2015.

Annoncekrig. Vi bringer teksten til Inger Støjbergs annoncekampagne.

Er jeg den eneste, der bemærker en vis uformuleret skepsis i tonen hos Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth? Som om, han ikke selv tror fuldt og helt på det, han siger, når han skal forsøge at forklare, hvad Inger Støjbergs annoncer går ud på.

Ifølge ordføreren skal kampagnen oplyse menneskesmuglerne om, at asylsøgernes opholdsgrundlag i Danmark er blevet reduceret efter regeringsskiftet. Det er altså ren forbrugerservice til transportører og passagerer.

Samtidig erkender Marcus Knuth, at målet er, at få antallet af asylsøgere, der kommer hertil, til at falde. Men i så fald har kritikerne jo ret i, at ministeren ikke bare har planer om en annoncekampagne, men om en annonceskræmmekampagne. Læs videre “Hej potentielle asylsøger!”

Weekendavisen den 7. august 2015.

Interview. Han var ansat som romanforfatter i den kinesiske hærs propagandafdeling. Senere faldt han i unåde, blev stemplet som ikke-troværdig og fik en roman bandlyst fordi den krænkede Mao. Vi har mødt Yan Lianke, der nu kommer til Danmark.

BEIJING.
”Der er mere tolerance og større kompromisvilje i den kinesiske stats litteraturcensur, end folk i udlandet umiddelbart tror.”

Det siger den internationalt anerkendte forfatter Yan Lianke, som besøger litteraturfestivalen på Louisiana i Humlebæk i august, hvor hans seneste roman, Lenins kys, udkommer på dansk.

Weekendavisen mødte Yan Lianke i Beijing, hvor han bor, i september sidste år til en samtale om forfatterlivet i Kina. Samtalen, der foregik via en af forfatterens gode venner, der er ansat på engelskinstituttet på et af byens universiteter, fandt sted på en restaurant. Jeg havde skrevet direkte til Yan Lianke på en mailadresse, som hans danske forlag havde fået fra forfatterens litterære agent, og han svarede – via en engelskskrivende ven – at jeg var velkommen til at besøge ham. Med god hjælp fra Det Danske Kulturinstitut i Beijing blev mødet aftalt. Læs videre “”Ja, jeg selvcensurerer mine romaner…””

Weekendavisen den 31. juli 2015.

Kommentar. Pia Kjærsgaard kan ikke fortsætte med at være ”Pia Kjærsgaard”, når hun er folketingsformand. Til gengæld kan hun gøre demokratidebatten en stor tjeneste.

Jeg har ladet mig fortælle, at visse segmenter gav udtryk for rystelse og chok på de sociale medier (hvor jeg ikke færdes) efter Dansk Folkepartis storsejr ved valget i juni, og igen da Pia Kjærsgaard blev formand for folketinget. Ja, nogle var tilsyneladende så politisk og humanistisk konsternerede, at de ligefrem ville udvandre fra fædrelandet.

Nu kunne man jo også bare blive og tage kampen op, hvis man synes at flertallet af ens landsmænd satte krydset det forkerte sted. Selv ser jeg sådan på det, at et svagt Venstre og et stærkt Dansk Folkeparti er en dødelig dosis for den værdipolitik, udlændingepolitik og retspolitik, som jeg vil stemme for, men sådan er de faktiske forhold i jernindustrien nu engang. Den danske højredrejning er en logisk del af en stærk europæisk tendens, og mens flere EU-lande (Ungarn, Grækenland, England) bygger veritable hegn for at holde flygtninge ude, nøjes vi her i Puslingelandet trods alt med at tale om symbolske grænsebomme og bliv-væk-annoncer i Ugeskrift for Asylsøgere. Læs videre “Konen i muddergrøften”