Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 24. juli 2015.

Oslo-Utøya. 22. juli-senteret i Oslo er en stille rundtur i de arkiverede følelser, men også en kontroversiel udstilling om Breiviks terror og likvideringer.

OSLO
Refleksion og læring. Fine ord, dyre ord, civiliserede ord. Velsagtens også sande ord. Men et samfund, der stadig er i posttraumatisk chok, har måske mere brug for noget så førmoderne som en skamstøtte at spytte på?

Tanken strejfer mig da den norske kommunal- og moderniseringsminister Jan Tore Sanner byder velkommen indenfor i 22. juli-senteret, der åbnede i Oslo i onsdags på fireårsdagen for massemordermassakren udført af den selvudnævnte korsfarer, terroristen og umennesket Anders Behring Breivik, gerningsmand bag bombeattentatet, der dræbte otte og dertil 69 iskolde likvideringer.

Ministeren er værdigt fattet. Det samme er det nye centers fagansvarlige historiker Tor Einar Fagerland. De to er udmærket klar over, at dét, som nordmændene eufemistisk omtaler som ’22. juli’, stadig er et åbent sår. Udstillingen har i tiden op til åbningen været til kritisk debat i norske medier, hvor for eksempel advokat John Christian Elden, der har repræsenteret en række pårørende i retssagen, har argumenteret imod udstillingen af nogle af Breiviks effekter fra den skæbnesvanger dag i 2011. Læs videre “Uniformen er her ikke”

Weekendavisen den 24. juli 2015.

Strindberg. ”Jeg er ingen stor mand i slap tilstand, men normal i ophidset. Som om det altid er skruens fejl, hvis møtrikken er for stor!”

Triade med tribade

Stykket er 40 år gammelt, det foregår for godt og vel 125 år siden, og dets problemstilling er – funklende moderne. Så lad os først rose Grønnegårds Teatret for at sætte P.O. Enquists Tribadernes nat op her i 100-året for kvindernes valgret, for selvom skuespillet først og sidst er et psykologisk ægteskabsdrama, er det også et stærkt stykke om den aggressive mands angst for kvindens emancipation. Og manden, som stykket handler om, er jo ingen ringere end litteraturens misogyne arrigtrold: August Strindberg. Læs videre “P.O. Enquist: Tribadernes nat”

Weekendavisen den 24. juli 2015.

Sommerserie. ”Jeg ved ikke hvor vi var, måske Jylland, måske Sjælland et sted. Jeg ved ikke, hvornår det var, jeg vil tro, jeg var omkring de ti. Den himmelblå Saab stod under et skyggefuldt træ på parkeringspladsen.”

I det øjeblik min far drejer hovedet er den store sten kun nogle centimeter fra hans ansigt, og paniksignalet kan ikke nå fra hjernen til kroppen. Huden bliver flået op, kæben bliver knust, det mørkerøde blod bliver spredt i en vifte ud over den stenede strand, klasker i en fjerlet fane mod tangen og sandet, og han falder til jorden, som en hængt, der bliver skåret ned et sekund for sent.

Min mor står længere nede på stranden og ser ud over det blikstille hav, lettet over at være sluppet væk fra sværmen af svirrefluer, der havde været ved at drive hende til vanvid på markvejen langt skovbrynet.

Hun ser på de hvide strandmåger, der hyler mod himlen med stærke gule næb, og tegner sorte silhuetter når de driver forbi i modlyset fra den sene sol. Så vender hun sig om i et ryk, er allerede svimmel af chok, har mørk rædsel i øjnene.

Nej. Det var ikke det der skete. Læs videre “Der skete ikke noget”

Weekendavisen den 24. juli 2015.

Sommerserie. Tre anmeldere skriver om de bøger, som kollegerne har anmeldt.

Man kan jo altid ty til Ibsen, når det kniber. Når alle anmelderne og priskomiteerne løber i samme retning, og man selv ikke fatter en bønne af det hele, så kan man tænke på, hvad den norske løvemanke skrev i En Folkefiende: ”Den stærkeste mand, er ham som står alene”. Og ”Minoriteten har altid ret”.

Man skal med andre ord aldrig være ked af at indtage et særstandpunkt som kritiker, med mindre man altså gør det bare fordi. I så fald bliver det også ofte gennemskuet som en barnlig positur eller som resultatet af en uargumenteret idiosynkrasi. Men bare fordi de andre er enige, kan man jo stadig selv godt have fat i den lange ende. Ofte er enighed udtryk for en kritikløs flokmentalitet, og for meget enighed samlet på ét sted, kan jo være ret intimiderende – og bekymrende. Læs videre “Minoriteten har altid ret”

Weekendavisen den ?? marts 2015.

Kommentar. Det er ok at læse romaner på romanens eget sted.

En diskussion, jeg længe har haft med mig selv: Skal man læse Ulysses, når man er i Dublin? Skal man læse Sult når man er i Oslo? Skal man læse Nattog til Lissabon, når man er på vej i nattog til Lissabon? Svaret er nej. Romaner skal læses før og efter et besøg i den by, hvor de foregår. Anderledes er det med egentlige rejsebøger. Man kan altså godt læse En kavaler i Spanien i Spanien.

Jeg kan ikke argumentere rationelt for min holdning. Den er dybt idiosynkratisk, fordi jeg altid bliver intuitivt irriteret, når jeg ser folks forudsigelige valg af lekture til rejsens destinationer. Det er vist ret arrogant, men i det mindste er det ærligt. Læs videre “Lederen længe leve!”