Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 17. juli 2015.

Scene. En lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø. Stemningsfuldt litterært trekantsdrama om modstandskamp og børnerim.

Noget om Halfdan

Så længe aftensolen skinner, er det ganske charmerende at duve ud på Furesøens vande i en af de gamle motorbåde, hvor Det Flydende Teater holder til med deres musikalske og litterære sommerforestilllinger. Og denne sjældent skønne juniaften er solen så gavmild, at jeg næsten tilgiver, at vi er blevet kørt herop til snigpremieren i en gammel rutebil (den fra Palle, Polle og Ruth, børneudsendelserne med Tom McEwan, Jess Ingerslev og Githa Nørby!), hvor jeg blev køresyg af den elendige affjedring og fik hovedpine af dieseludstødningen.

Nu tøffer vi ud på den friske sø for at overvære et trekantsdrama mellem Halfdan Rasmussen, hans kone Ester Nagel og vennen Morten Nielsen, Grinet & Døden. Vi er i København i 1940, besættelsens første år. De tre unge talenter bliver inviteret med i et litterært selskab af Tove Ditlevsen (instrueret af den ældre ægtemand Viggo F. Møller, redaktør af Vild Hvede), og Unge Kunstneres Klub bliver en realitet. Her mødes man hver torsdag til kaffe og foredrag, og – som Tove skriver i sine erindringer – bliver Ester forelsket i Halfdan, Morten i Sonja Hauberg og Piet Hein i Tove selv. De eneste, der dog får hinanden, er Halfdan og Ester. Læs videre “Line Mørkeby: Grinet & Døden”

Weekendavisen den 3. juli 2015.

Interview. Bertel Haarder vil kæmpe for kulturens egenværdi, for kunsten skal ikke træde i samfundets eller demokratiets tjeneste. Men han vil gerne finde på nye bidrag til kulturlivet…

Spørgsmålet er dumt, siger han. Ja, det er ikke alene dumt, det er også ubehageligt. Han siger det med et lille smil, men han mener det alvorligt, Bertel Haarder, nybagt kulturminister.

Selv synes jeg bare, at jeg har bidraget til et af de klassiske ritualer ved en ministeroverdragelse i Kulturministeriet. Jeg har spurgt den nye minister, hvilken kunstart, der er ham mest fremmed. I baghovedet havde jeg historien om Brian Mikkelsen, der blev spurgt, hvilken opera, han sidst havde hørt. Phantom of the Opera, svarede han. Læs videre “”Jeg er jo en kreativ natur…””

Weekendavisen den 3. juli 2015.

Sommerscene. Der er hverken plads i Guds rige eller i Hummergade til kvinder, der gør det frække med hinanden. Nikoline Werdelin skildrer stigmatiserede skæbner fra krigens og samfundets slagmark anno 1728.

Djævelen i drømmen

Der er højt til loftet i den grønklædte have midt i Kunstindustrimuseet (ja, rettelig hedder det nu Designmuseum Danmark, men sådan kommer jeg aldrig til at kalde det smukke sted i Bredgade) denne fine juniaften, som – oh, hvor herligt! – hverken er præget af kuling eller barometerfald.

Det dufter af vaskeægte sommerteater, og oppe på den brede scene står Karin Betz’ rustikke scenografi klar med en rød port ala Klampenborg Dyrehave og gråsorte huskulisser, der illuderer København i 1728, året for den første store brand, der ødelagde hele kvarterer i hovedstaden, også omkring Nikolaj Kirke, hvor vores forestilling udspiller sig. Læs videre “Nikoline Werdelin: Visen om Sidsel”

Weekendavisen den 3. juli 2015.

Kommentar. 50 år før Mette Høeg var Ulla Dahlerup træt af samfundets ungpigekult.

De mange reaktioner trindt om land på Mette Høegs essay her i avisen, ‘Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans’ (den 8. maj 2015), afspejler ikke nødvendigvis debattens vigtighed.

Var der noget nyt under solen? Har vi ikke alle i anmeldelser og kommentarer diskuteret variationer af dette tema? At dele af litteraturen er introvert og skriftorienteret? Jeg har for eksempel selv kaldt en af de unge forfatteres prosa for ”avanceret ingenting”. Og har det med litteraturens ungdom og seksualitet ikke være diskuteret til hudløshed? Læs videre “Den litterære pigegarde”

Weekendavisen den 26. juni 2015.

Kommentar. Var de stuerene dengang? Er de stuerene nu? Dansk Folkeparti gør opsigtsvækkende op med det forslag, der fik Poul Nyrup Rasmussen til at bruge sprog fra hundeopdragelsen.

På valgdagen havde Politiken en nyhed, som avisen ikke selv opdagede. Artiklen havde denne overskrift: ‘Dansk Folkeparti rydder ud i sine kontroversielle værdipolitiske udspil’, men den kunne sagtens have båret et større trut i trompeten: ‘Peter Skaarup undsiger Pia Kjærsgaard’.

Avisens journalister havde fået den fine idé, at bede næstformand Peter Skaarup evaluere en række af de saftige krav, som partiet har fremsat gennem årene. Skal det være forbudt at have paraboler, der kan modtage Al-Jazeera? Det mente partiet engang, men det mener det – efter lidt tøven og tvivl – ikke længere. Skal det så være forbudt at reklamere på arabisk i Føtex? Nej. Og næstformanden frafalder også pænt Mogens Camres klassiske krav om, at muslimer skal bo i Muslimland.

Det opsigtsvækkende i artiklen kommer, da Peter Skaarup bliver bedt om at tage stilling til et krav fra 1999 af Pia Kjærsgaard, der dengang var partiets altbestemmende stifter og leder. I folketingets åbningsdebat stillede hun krav om, at en indvandrer, der bliver dømt for kriminalitet (ikke småtterier, men drab, narko, vold, voldtægt) skal udvises af Danmark – og resten af familien skal samme vej. Det var dén idé, som fik daværende statsminister til at sige, at DF aldrig ville blive stuerent, hvortil den snarrådige Pia svarede, at stueren – det er hendes hund. Læs videre “Det mørkeblå Danmark”