Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 26. juni 2015.

Krig. Irene Pedersens soldaterroman får desværre ikke rigtig fodfæste, men har en fin skildring af demens.

Demensen bliver tilbage

Det er sgu sørgerligt. En gammel kvinde, enke og kroatisk flygtning i Danmark, falder om i sin lille lejlighed i Mimersgade på Nørrebro i København. På hospitalet bliver hun behandlet for dehydrering. Men senere begynder den gamle dame at hallucinere og tale om sin mand og datter, der blev dræbt af serberne under krigen, som om de bare lige er henne om hjørnet. Det er ikke bare dehydrering, det er demens.

Desværre er denne historie om den snigende glemselssygdom, der forandrer den menneskelige personlighed, kun en sidefortælling i Irene Pedersens Gale hunde – desværre, fordi jeg gerne havde hørt meget mere om den psykologisk rørende og sørgmodige eksilskæbne, som faktisk er mere væsentlig og interessant, end romanens trivielle hovedspor. Læs videre “Irene Pedersen: Gale hunde”

Weekendavisen den 19. juni 2015.

Oksbøl. En kvart million tyske flygtninge fra Østpreussen var i Danmark efter Anden Verdenskrig. Nu skal deres historie formidles i Oksbøllejrens gamle lazaret, som også skal være museum for den globale og nutidige flygtningehistorie. Men museet er blevet advaret imod at lave en ‘nazistisk oplevelsespark’.

Om alt går vel, får Danmark et internationalt flygtningemuseum i løbet af de kommende to-tre år. Bag initiativet står Varde Museum, og projektet er allerede blevet tegnet af Bjarke Ingels’ tegnestue, BIG.

Nu mangler finansieringen blot at falde på plads, så entreprenørmaskinerne kan komme i gang, men museumsdirektør Claus Kjeld Jensen tør godt være optimistisk på denne kølige sommerdag, hvor de pink rhododendronbuskene blomstrer smukt på begravelsespladsen i Oksbøllejren. Her står grå stenkors på rad og række i den grønne plæne, hvor tyske flygtninge fra Østpreussen ligger begravet i den rækkefølge, de døde, med fire navne på hver sten:

”Vi vil omdanne lejrens gamle lazaret til et museum, der skal fortælle to historier. Den ene længe skal handle om de 250.000 tyske østfront-flygtninge, der kom til Danmark i forbindelse med Tysklands sammenbrud i 1945. Den anden længe skal fokusere på international flygtninghistorie gennem historien frem til nutiden. På grund af det tyske perspektiv, er der mange tyske fonde, som gerne vil hjælpe.” Læs videre “I flugtens epoke”

Weekendavisen den 19. juni 2015.

Skæbnefortællinger

Første stop: Østerbro. Peter Mygind har for Teater Bouidoir instrueret forestillingen Det gør kun ondt en gang, der er baseret på en ungdomsbog med en autentisk beretning om pigen Dianas hårde nedturshistorie med en omsorgssvigtende mor, en voldelig stedfar, ensomhed, prostitution og mentalt sammenbrud. Republique lægger sal til.

Det er så tydeligt en forestilling, der er skabt med hjertet. Julius Mygind, Tine Agertoft, Marie Grove Jørgensen, Stine Lykke Winther og Martin Geertz spiller med et engagement, som vidner om en stor og ærlig indignation over Dianas skæbne. I forestillingsprogrammet taler alle de medvirkende også om stolthed, ydmyghed og stor kærlighed, og man kan derfor kun føle sig som en hjerteløs skiderik, når man er nødt til at sige, at stort engagement ikke kan kompensere for begrænset talent. Men sådan er det: Det gør kun ondt en gang er i bedste fald mådeligt spillet. Læs videre “CPH Stage: Det gør kun ondt en gang + Sandheden om Gladys + Sylvia”

Weekendavisen den 12. juni 2015.

Daloon. Historien om den kinesiske landbrugsstudent, der lagde forårsruller i vores fryser som fantasifuld teaterforestilling.

Fra pandekagefabrikken

Når min mor ikke gad stå i køkkenet, ringede hun til min far og bad ham om at tage mad med hjem. Det var altid dampede ris og forårsruller, for dengang i 70’erne ventede vi stadig på den kulinariske take away-revolution. Men de kinesiske grillbarer havde vi gudskelov.

Samtidig stod S.C. Van ude på Vestre Fælledvej og eksperimenterede med at fremstille, nedfryse og distribuere forårsruller med bambus, spirer og hvidkål til de travle danske børnefamiliers spiseborde. Manden, der i 30’erne var kommet hertil fra Kina for at studere landbrug, fandt en fantastisk fornuftig forretningsmodel. Det her var nem mad til tiden, tilpasset de nye familiemønstre, hvor mødrene var udearbejdende og aftensmaden skulle være færdig i en fart.

Rullerne fra Daloon blev en succes, og i slutningen af 90’erne gik vi alle rundt og sagde med kinesisk accent, at ‘de ligger godt i maven’, for det havde vi lært af forårsrullefabrikantens fjernsynsreklamer. Dér sad Van selv og fortalte om sin kinesiske barndom og baggrund med en uimodståelig underspillet udstråling. Daloon var folkelig kult. Læs videre “De ligger godt i maven. Dramatikere: Gritt Uldall-Jessen, Jimbut Jun Feng”

Weekendavisen den 12. juni 2015.

Kommentar. Nærområde! Sagen er, at 90% af verdens flygtninge befinder sig i et naboland til det land, de er flygtet fra, eller som internt fordrevne i deres eget hjemland.

Nærområde, nærområde, nærområde…

Politikere som Helle Thorning-Schmidt, Kristian Thulesen Dahl, Martin Henriksen, Inger Støjberg, Lars Løkke Rasmussen og Anders Samuelsen samt oraklet Asger Aamund siger i hver og hver anden sætning, at vi skal bruge kræfterne i flygtningenes nærområder, for der kan vi hjælpe ti gange flere for de samme penge. Simsalabim!

Når de siger det, ligner de danske politikere en flok alkymister, der faktisk selv tror, at de har fundet De Vises Sten, brygget en universalmedicin eller konstrueret et Columbusæg.

Men for det første har de på ingen måde fundet en ny løsning, og for det andet fortæller de ikke sandheden til deres vælgere. Sagen er nemlig, at nærområdehjælp hverken er en socialdemokratisk eller borgerlig opfindelse, men klassisk humanitær logik, som FN’s flygtningeorganisation UNHCR har præket – og praktiseret! – i fem årtier. Sagen er også, at 90 % af verdens flygtninge befinder sig i et naboland til det land, de er flygtet fra, eller som internt fordrevne i deres eget hjemland. Nærområdehjælp sker med andre i forvejen. Læs videre “De politiske alkymister”