Bennys bjørnetjeneste

Weekendavisen den 4. juni 2015.

Pamflet. Et miskmask af ligegyldige samtaler, bovlamme anekdoter og virkelig dårlige prosadigte om islam og respekt.

Benny Andersen har altid været en hjertevarm digter, og hans fremmedvenlighed strålede så fint i det berømte digt ‘H.C. Andersens land’ fra Tiden og storken (1985) og i digte om indvandring og danskhed i Denne kommen og gåen (1993). Blandingsbogen Sådan kan islam også være er derfor helt i vater med Benny Andersens ståsted i værdidebatten, og jeg skal sådan set være den den sidste til at beklage dét. Til gengæld vil jeg gerne være den første til at beklage, at det, der engang var originalt, nu blot er banalt.

Som digter er Benny Andersen reduceret til en parodi på sig selv. I digtet ‘Til jer’ fortæller han uskarpt og uskønt, at han har dejlige muslimske venner og veninder, gode jødiske venner og veninder og adskillige gode venner, der er homoseksuelle. Oh, hvilken tolerance! Gad vide, om Benny Andersen også er ven med en dværg… Læs videre “Bennys bjørnetjeneste”

100 VALG. Koncept og idé: Koreografkollektivet E.K.K.O

Weekendavisen den. 4. juni 2015

Valg. Det frie valgs filosofi og idéhistorie fungerer ikke på scenen.

Benspænd

Et voksent menneske foretager ikke færre end 35.000 valg i løbet af en enkelt dag – bevidste eller ubevidste. Det fremgår af den prisværdigt grundige research, som koreografkollektivet E.K.K.O. har foretaget til denne forestilling, som er baseret på 100 menneskers beretninger om vigtige valg, de har truffet på et eller andet tidspunkt i deres liv.

35.000 er immervæk en sum, og så skal der også være plads til at tage en chance, løbe en risiko – og fejle. Vi lægger ud med en tempofyldt tavleundervisning, hvor vi føres igennem filosofiens og idéhistoriens kloge ord om det frie valg. Vi hører hvad der står om sagen i Bibelen og hos Kierkegaard, Kant, Habermas, Luhmann og Zizek. Den slags er meget moderne på de danske scener for tiden, hvor man tit ser en ikke altid lige vellykket integration af foredrag, forskningsformidling og folkeoplysning. Og hvorfor tales der helt konsekvent om at ”tage et valg”? Valg er da noget man træffer. Læs videre “100 VALG. Koncept og idé: Koreografkollektivet E.K.K.O”

Flugtpunkt Afghanistan

Weekendavisen den 4. juni 2015.

Trilogi. Norske Helga Flatland psykologiske portræt af en bygd i sorg er rørende.

Det var en bemærkelsesværdig debut, da den dengang kun 25-årige Helga Flatlands roman Bliv hvis du kan, rejs hvis du må udkom i Norge i 2010. Den fik markant positive anmeldelser, modtog flere litterære priser og allerede året efter kom Alle vil hjem, ingen vil tilbake, inden trilogien i 2013 blev afsluttet med Det finnes ingen helhet.

Nu kommer debutromanen så på dansk i Jannie Jensens fint afstemte oversættelse, der rammer en sart tone af tristesse og resignation, som passer til den sindstilstand, man er i som læser, når man fra bagsideteksten ved, at det her ikke ender lykkeligt: ”Tre barndomsvenner – Tarjei, Trygve og Kristian – beslutter at lade sig hverve til de norske styrker i Afghanistan. Under en operation kører bilen på en landmine, og drengene bliver dræbt på stedet. Hvorfor tog det overhovedet af sted?” Læs videre “Flugtpunkt Afghanistan”

Han er David

Den 3. juni 2015.

Kommentar. Zlatan-biografiens forfatter bliver kritiseret for sin litterære metode. Det er der ingen grund til. Tværtimod.

Flere danske ghostwritere har rettet en stærk kritik mod den svenske forfatter David Lagercrantz, som netop har afsløret, at han ikke bestiller andet, end at lægge fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic ord i munden i den berømte biografi, Jeg er Zlatan, som har har skrevet med enorm international succes hos både anmeldere og læsere.

David Lagercrantz’ kritikere mener, at han er uhæderlig, krænker det etiske kodeks for ghostwritere og bryder den kontrakt, der er mellem bogen og læserne, nemlig at en bog fortalt i første person ental rent faktisk består af hovedpersonens egne ord, selvom de er nedskrevet af en anden.

De danske ghostwritere har ikke ret. De tror tilsyneladende, at en biografi skal skrives efter klassiske journalistiske principper, hvor der kan føres sandhedsbevis for hver eneste replik, men sådan er det ikke. En biografi som den David Lagercrantz har skrevet på vegne af Zlatan, skal snarere opfattes som et fortolket portrætmaleri. Det er som når en kunstmaler kommissioneres til at male en statsmand. Simone Åberg Kerns portræt af Anders Fogh Rasmussen var jo også blot en repræsentation af manden, en fortolkning med indlagt symbolik, ikke en dokumentarisk sandhed. Hvis det var det, man ville have, kunne man jo have bedt hovedpersonen om at knipse en selfie. Læs videre “Han er David”

Europa set fra scenen

Weekendavisen den 29. maj 2015.

Teaterhistorie. Hvad kan 2.500 års scenekunst fortælle os om den europæiske historie? Aktuel udstilling søger et svar.

Europa ligger derude, men hvad rager det os? EU slikker sårene, fordi unionsmodstanderne vinder frem i land efter land, og drømmen om en fælles europæiske identitet er mest ord fra en skåltale, ikke virkelighed.
Hvad har vi egentlig af kulturkontakt over grænserne – udover den årlige omgang glimmerpop, som vi kalder Melodi Grand Prix?

Ja, måske skal vi blive på scenen for at finde svaret. Helt konkret på de gamle europæiske scener, som er samlet i et fællesskab af historiske teatre. I sidste uge klippede Teatermuseet på Hofteatret i København nemlig snoren over til den kultur- og teaterhistoriske udstilling Historien om Europa – fortalt af teatrene, som er vandret hertil fra Warszawa og siden fortsætter til Wien, München, Ljubljana og London.

Udstillingen er organiseret i en række tværgående temaer – for eksempel religion, at krydse grænser, national identitet, demokrati og krig – som alle præsenteres i store, farvede rammer med tekst på engelsk og det udstillende lands eget sprog. Læs videre “Europa set fra scenen”