Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 22. maj 2015.

Villet vid. At kræve at sproget skal holde om med at være diskriminerende, er at kræve tavshed. Ren besked fra Horace Engdahl, der excellerer i banale aforismer og blærede betragtninger.

At holde hinanden ud

Det er sloganet fra en gammel cigaretreklame, der har givet titlen til Horace Engdahls samling af støtanker, aforismer, mindre essays og epistler: Cigaretten bagefter. Og ja, det handler om sex.

Vi skal se for os reklamens billede af et yngre par, der slapper af i sengen med hver sin smøg efter det, forfatteren noget bornert kalder ”et intenst samleje”. Men den dannede intellektuelle kan også tale lige ud af posen, for han siger at reklamen stammer fra dengang skamløsheden var så stor, at man både måtte ryge og kneppe uden at føle skyld.

Og så: ”Når man er rigtig rystet, er det kun en Camel uden filter der hjælper, selv om det egentlig er årtier siden man holdt op med at ryge. Verdens undergang ville være en helt igennem udholdelig tanke hvis bare det var muligt at tage en cigaret bagefter.” Læs videre “Horace Engdahl: Cigaretten bagefter”

Weekendavisen den 13. maj 2015

Kommentar. ‘Better safe than sorry’. Sådan lyder devisen i et samfund, der sitrer af terrorfrygt.

Samfundet sitrer, og siden 9/11 har spørgsmålet været, hvor meget frihed vi vil afgive i bytte for forestillingen om øget sikkerhed. Om det kan der intet eksakt siges, for vi er stemningslabile og påvirkelige. Så vidt vi ved har PET optrevlet adskillige terrorplaner, og for hvert forhindret angreb er vi taknemmelige. Derfor afgiver vi gerne frihed.

Men hvor går grænsen? Hvad skal man for eksempel mene om Trykkefrihedsselskabet, der vil have Geert Wilders til Folkemøde på Bornholm? PET må lægge en jernring om Wilders, der som bekendt blev forsøgt skudt i USA i sidste uge, og hans indiskutable demokratiske ret til at deltage i Folkemødet kan derfor bringe Bornholm i undtagelsestilstand. Mandens ytringsfrihed presser dermed alle andres forsamlingsfrihed. For at beskytte den ene slags frihed, må vi altså give køb på den anden. Men begge er vitale for demokratiet. Hvilket paradoks. Læs videre “De, der vil os det onde”

Weekendavisen den 13. maj 2015

Krigsfanger. Richard Flanagan vandt MAN Booker Prize med historisk mindemonument-roman. Det er svært at forstå.

”Verden er. Den er bare.”

Richard Flanagan: Den smalle vej til det dybe nord. På dansk ved Jakob Levinsen. 402 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Vi kender historien fra Pierre Boulles Broen over floden Kwai om krigsfangerne, der i 1942-43 sled som slaver hos japanerne for at bygge den 415-kilometer lange Burma Railway gennem den feberhede og regnpiskede jungle, hvor 90.000 mænd døde, heraf 2.802 fra Australien.

Blandt de australske fanger var Richard Flanagans far, og med udgangspunkt i hans historie, har den tasmanske forfatter skrevet en prætentiøs og svulmende roman, som af uransaglige årsager vandt MAN Booker Prize 2014.

Richard Flanagans prosa har det med at være lidt til den klæge side. Det så vi også i de to foregående romaner, som i øvrigt var mere end rigeligt værd at læse, Den gode terrorist om hvordan terrortruslen gør os irrationelle, og Savn om den vestlige kolonisering af Van Diemens Land, det nuværende Tasmanien, i 1840’erne (jeg har ikke læst hans gennembrud, Goulds bog om fisk), og i Den smalle vej til det dybe nord tangerer det triviallitteratur. Læs videre “Richard Flanagan: Den smalle vej til det dybe nord”

Weekendavisen den 13. maj 2015.

Scene. Nielsen og Kragerup viser velspillet og lattervækkende skarp kapitalismekritik.

Markedet tager magten

Nielsen: Markedet (er ikke noget sted). Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi og kostumedesign: Palle Steen Christensen. Det Røde Rum på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, til den 10. juni.

Hvor ligger Markedet? Det indre, det ydre, det finansielle, det mentale? Ifølge titlen på dramatikeren Nielsens nye forestilling findes det ikke noget sted, hvilket vel er en ironisk eufemisme for, at Markedet findes alle steder. Markedet har magten, Markedet har besat os.

På scenegulvet står syv mennesker, der præsenterer sig ved deres navne: Mikkel Arndt, Marie Dalsgaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Lila Nobel, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing. Ja, det hedder de jo, også i virkelighedens verden, når de forlader teatret. Men pointen med denne præsentation er, at vi skal være vidner til en række besættelser. De syv bliver forvandlet til medier for en række stemmer, der har noget vigtigt på hjerte, og det hele peger uundgåeligt frem mod kulminationen, hvor Markedet tager ordet selv. Læs videre “Nielsen: Markedet (er ikke noget sted)”

Weekendavisen den 8. maj 2015.

Scene. Mungo Park har verdenspremiere på teaterversion af Siri Hustvedts roman om køn, kendthed og kunst.

Maskeringer

Instruktør: Anders Lundorph. Dramatiker: Lucas Svensson. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Efter Siri Hustvedts roman ‘Den flammende verden’. Aveny-T, København, t.o.m. juni, derefter på Mungo Park og turné.

Jeg indrømmer gerne, at jeg skulle mande mig lidt op for at komme igennem Siri Hustvedts Den flammende verden. Jeg holder meget af (det meste af) forfatterskabet, og jeg er fuld af respekt for denne romans intelligente leg med identiteter, køn og kunst – ja også med genrer, for den forgiver at være en akademisk antologi – men jeg fandt den uforløst som skønlitteratur og kedede mig gennem mange af de kunstteoretiske og filosofiske passager, som måske nok er en præcis karakteristik og satire over New Yorks kunstscene, men anstrengt som fiktion.

Derfor gik jeg også til Mungo Parks dramatisering af romanen med visse forbehold, men jeg tager hatten af for teatret, der fører os udenom det filosofiske omsvøbsdepartement og de teoretiske excesser og direkte derind, hvor Siri Hustvedt raffinerede plot fungerer strålende. Læs videre “Lucas Svensson: The Blazing World. Efter Siri Hustvedts roman”