Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 8. maj 2015.

Blæksprutte.

Belyst. Der udkommer sådan cirka en ny bog om besættelsen hver dag…

”Kære mor. Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en krigsret. Vi blev dømt til døden.”

Med den 21-årige Kim Malthe-Bruuns berømte og bevægende ord til sin mor i et brev fra den 6. april 1945, åbnede statsminister Helle Thorning-Schmidt sin tale ved markeringen af 70-året for befrielsen i Mindelunden i Ryvangen i mandags. Her blev den unge modstandsmand henrettet, og her blev han begravet efter befrielsen.

Lige inden statsministerens tale var Anne-Grethe Bjarup Riis blevet interviewet af DR’s programvært i den direkte transmission fra arrangementet, Niels Krause Kjær, fordi hun som filminstruktør i 2012 fortalte historien om modstandsfolkene fra Hvidsten Kro. De blev skudt af henrettelsespelotonen i Ryvangen, hvor Mindelunden ligger i dag.

Det er med andre ord så sandt, som det kan være, når vi synger, at ”vi mindes stille de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn”, som det hedder i den inderligt smukke befrielsessang ’En lærke letted’ af Mads Nielsen – den poetiske apoteker fra Kolding, hvis eget navn ironisk nok er gledet i glemsel. Det eneste, man husker fra hans hånd, er netop denne sang, som kun synges denne ene dag om året, hvor befrielsen fejres. Læs videre “Noget om helte”

Weekendavisen den 30. april 2015.

Kommentar. Tel Aviv Museum of Art besøger Martin-Gropius-Bau i Berlin for at markerer 50-året for israelsk-tyske relationer. Videokunsten stjæler opmærksomheden.

BERLIN
De springer i øjnene alle steder i Berlin, erindringsstederne for jødisk liv og død i byen. Museet, monumentet, mindepladerne. Over det hele holder berlinerne historien om jødisk liv og kultur ved lige, til evig tid skyldplaget over nazisternes krystalnat, bogbrændinger og menneskedeportationer.

I påsken åbnede udstillingsbygningen Martin-Gropius-Bau i Kreuzberg så en ganske interessant udstilling, som på sin helt egen facon bidrager med en ny vinkel på det tysk-jødiske forhold, eller rettere sagt: de tysk-israelske relationer. I år er det nemlig halvtreds år siden, at de to nationer etablerede diplomatiske forbindelser, og det bliver markeret med en udstilling af godt og vel halvfjerds værker fra Tel Aviv Museum of Art.

Kataloget er i sig selv et udtryk for diplomati på højt niveau. Israels præsident Reuven Rivlin lægger ud med en kliche om, at de to lande må møde fremtiden uden at glemme fortiden, og så forsikrer han om, at kunst er nøjagtig lige så vigtig som politik og diplomati, når de gælder om at knytte bånd mellem folk og nationer. Med andre ord: kunst er diplomati. I hvert fald når kunsten som nu har et direkte diplomatisk sigte og ligefrem benyttes for at fejre et diplomatisk jubilæum. Læs videre “Kunstdiplomatiet”

Weekendavisen den 30. april 2015.

Shostakovich. Fantastisk voksendukketeater om nazisternes jernring om Leningrad.

Rapport fra den belejrende by

Man stiger ned i bådens bug og ind i det sorte scenerum, og med en smule fantasi kan man forestille sig, at man er borger i en belejret by, hvor bombeflyene cirkler som sorte fugle, mens man kryber sammen med naboerne i kolde kælderrum.

Jernring er en figuranimation til tonerne af Dimitri Shostakovichs 7. symfoni, der skildrer Leningrad under belejringen. Fra den 9. september 1941 til den 18. januar 1943 lå byen indesluttet i en jernring af tyske tropper. Nazisternes plan var at sulte Leningrad ihjel, og i op mod 900 dage måtte befolkningen klare sig uden forsyninger, uden vand, uden elektricitet, uden varme. Flere end halvanden million døde.

Nu sidder vi så i Bådteatret i det forårsmilde København på den pæne side af Nyhavn, hvor dukkermager og scenograf Rolf Søborg Hansen igen står på scenen med dygtige kolleger (Anya Sass, Ida Drey, Pernille Nedergaard Haugesen), som virkelig kan kunsten at føre en figur frem med en modbydeligt uhyggelig blotlagt menneskelighed. Og det siger jeg udfra en urgammel nærmest fysisk aversion overfor bugtalerdukker, handskedukker, marionetdukker, Mester Jakel-dukker og det, der ligner. Læs videre “Rolf Heim: Jernring”

Weekendavisen den 30. april 2015.

Musical. ”Mennesket har altid været, og bør forblive, et mysterium.”

Men dyrene var søde

Den fine svenske digter Kristina Lugn, medlem af Det Svenske Akademi og det hele, har skrevet et mindre eksistensdrama om to bondebrødre, hvis liv bliver endevendt af en punkerpige, hendes stumme mor og en ged. Dertil har Benny og Björn (jo, dem fra ABBA) skrevet en håndfuld sange, hvorved det hele jo bliver til en musical. Så har man bygget en scenografi af en forfalden landbrugsejendom med en sandet gårdsplads og dresseret en masse særdeles prægtige old school bondegårdsdyr. Og endelig har man bedt en fin dansk digter, også medlem af Det Danske Akademi og det hele, Pia Tafdrup, om at oversætte stykket, dog minus sangteksterne, som Anne Linnet har fordansket.

Og hvad får man så? Man får en dybt besynderlig disharmonisk og motivløst overlæsset forestilling, hvor krydsbestøvningen af drama og komedie, poesi og pop, sang og cirkus aldrig samler sig. Som det hedder i en replik fra stykket: ”Man kan sige, hvad man vil, men særlig originalt var det ikke.”’

Hjælp søges er en slags en bønder-søger-brud-fortælling. De to brøde er bundet til hinanden på den fædrene gård, den ene almindelig ked af livet, den anden disillusioneret over at han ikke drev det til mere. De sætter en kontaktannonce i avisen, og op dukker en ung utilpasset pige og hendes mor, der har valgt at vende det døve øre til verden, som lokker følelserne frem i de to stivstikkerbrødre, der lever som eremitter. Det er historien om utilpassedes kamp for at finde en plads i tilværelse, men også et forsøg på at sige noget eksistentielt om os mennesker. Som det hedder i stykkets sidste, centrale replik: ”Mennesket har altid været, og bør forblive, et mysterium.”

Jesper Lohmann og Jesper Asholt kan naturligvis både synge og spille skuespil. Og unge Sara Viktoria kan da synge. Dyrene kan hverken synge eller spille, men de skal også bare stumt følge domptøren Suzanne Berdinos vink. Det gør de perfekt.

Hjælp søges. Manuskript: Kristina Lugn. Musik: Benny Andersson. Sangtekster: Björn Ulvaeus. Originalidé og instruktion: Lars Rudolfsson. Oversættelse, sangtekster: Anne Linnet. Oversættelse, manuskript: Pia Tafdrup. Scenografi: John Engberg. Kapelmester: Johan Bergman. Orkester: Diite Fromseier, Ole Skipper, Pelle Fridell & Ulrik Brohuus. Østre Gasværk Teater til den 7. juni.

Weekendavisen den 30. april 2015.

Den udødelige

Jeg stod engang efter en Champions League finale ved AC Milans omklædningsrum, da klubbens storsmilende ejer kom forbi med hele sin entourage af bodyguards, og jeg har derfor set Silvio Berlusconis 165 cm. (uden plateausko) med egne øjne. Derfor kan jeg sige, at Ina-Miriam Rosenbaums portrætterer ham lige på kornet (dog er hun lovlig lav, og det ville Silvio ikke bryde sig om!) i Rhea Lemans satiriske forestilling om den milliardær med den store karisma. Berlusconi – the musical er beskeden scenekunst, men tankevækkende nok, fordi alt der har med den udødelige Berlusconi at gøre er så langt ude grotesk. Ina-Miriam Rosenbaum har styr på sit komiske håndværk, Laura Bro er sød, sjov og sikker som assistenten og Mette K. Madsen er fin nok i replikken som Silvios finansrådgiver, men hun ligner en krydsning mellem en alien og en kemopatient. Bedst af alle er Karen-Lise Mynster, der spiller og synger den spinkle forestilling hjem i rollen som ekskonen Veronica Lario m.fl.

Rhea Leman: Berlusconi – the musical. Frederiksbergscenen, København. Til den 9. maj.