Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 24. april 2015.

Essay. Menneskesmuglerne! Trumfkortet i enhver flygtningedebat. ”De kan jo ikke være rigtige flygtninge, når de betaler en menneskesmugler…” Ikke det? Det var min morfar da heldigvis ligeglad med den oktoberaften i 1943 på Kilometerbroen ved Italiensvej på Amager. Han betalte hvad skipperen forlangte.

I disse dage behøver Middelhavets hammerhajer ikke at jage. Den forsvarsløse føde kommer duvende ned til dem fra de sejlende serveringsfade, som oftere og oftere sætter ud fra havnebyerne i det lovløse Libyen og havarerer i bølgerne.

Middelhavet er gennem de seneste årtier blevet transithav for migranter af mange slags fra Afrika, Asien og Mellemøsten, og med det gode vejr er højsæsonen for overfarter med menneskeligt kontrabande nu begyndt. Det hele organiseres af professionelle transportselskaber, også kaldet menneskesmuglere, og de har kunder nok. Målet er Europa, det privilegerede land, der flyder af mælk og honning. Det er en rejse med risiko. Her gælder ingen rejsegarantifond, ingen ombudsmand. Og spørgsmålet er, om de humanitære konventioner får lov at gælde. Det politiske modtryk vidner ikke om det. Trindt om land rejser Europa palisaderne mod presset på grænserne. Det skaber et pres på moralen. Læs videre “De, de druknede”

Weekendavisen den 24. april 2015.

Tvillingeroman. Kim Leine om tomhed, rastløshed, sort prædestination og krigens infektion og beruselse.

Velsignet være krigen!

Kim Leines nye roman, Afgrunden, har et besynderligt slutkapitel under overskriften ‘En eftertanke’, Her fortæller forfatteren (gennemført ærlig, som han er), at romanen begyndte som en bestillingsopgave på et filmmanuskript. Senere besluttede han at genbruge sin research i en kortroman udfra devisen: stort emne/lille format. Men så tog stoffet magten, som han skriver, og blev til en million anslag, lig med 600 sider.

”Stoffet tog magten”! Sådan en teknisk tilståelseserklæring har jeg aldrig før set i en roman. Men at det at skrive er en magtkamp mellem bog og forfatter, tror jeg gerne. Og så kommer jeg i tanker om, at Kim Leine engang har sagt, at romaner er som mennesker – uperfekte. Én og samme roman kan både byde på særdeles godt selskab og være ærgerlig og trættekær. Læs videre “Kim Leine: Afgrunden”

Weekendavisen den 24. april 2015.

Farvel til Berlin. Lars Kaalund har givet ‘Cabaret’ politisk og symbolsk tydelighed.

Slutscenen i Lars Kaalunds Cabaret er mindeværdig: Til spinkle toner af forestillingens ikoniske nazihymne ‘Oh Vaterland’ (‘Tomorrow belongs to me’) defilerer en gruppe mennesker ind på scenen. De fremstår alle nøgne, og ved første øjekast ligner de de overmennesker, som morgendagen tilhører.

Én efter én går de hen mod en lille drejescene, hvor konferencieren Emcee tager imod med ironisk attitude. Så stiger de stoisk op på platformen, hvor de så i ro og mag lægger sig i en omhyggelig koreograferet bunke. Og så ser man, hvad de forestiller: en bunke lig i en massegrav. Da Emcee knækker en rose, sætter blomsten i knaphullet og smider stilken fra sig for at forlade åstedet, bliver han fulgt af et spot, som han forsøger at undvige. Han flygter desperat henover orkestergraven, men lyset følger ham. Så drøner han ned i salen, og idet han smækker en dør hårdt i efter sig, bang, går lyset ud, og stykket er slut. Læs videre “Det syge samfund”

Weekendavisen den 17. april 2015.

BLÆKSPRUTTE.

Eftertanker. Hvem skal bære faklen videre efter Rifbjerg? Og er der ild i den?

Døde kulturradikalismen med Klaus Rifbjerg? Det har de danske medier – alle aviserne plus Deadline, DR2 Temalørdag, P1 Debat og sikkert flere – haft travlt med at diskutere i dagene efter digterens dødsfald og begravelse.

Det er langt fra første gang spørgsmålet bliver stillet, og det hele virker nemt lidt deja vue-agtigt. Se bare: Litteraturprofessor Hans Hertel svarede den 7. april Jyllands-Posten, som spurgte hvem der bar faklen videre efter Rif:

”’De kulturradikale’ er et fænomen, der er opfundet af højrefløjen for at dæmonisere deres holdningsmodstandere. Det er en ufo, som nogle mener, de har set lande. Men der findes ingen samlet kulturradikal bevægelse, ingen forening, intet tidsskrift. Der er nogle enkeltpersoner med kulturradikale holdninger, men reelt har Rifbjerg været en énmandshær, så jeg kan ikke se, at kulturradikalismen kan fortsætte.” Læs videre ““Haren sætter sine spor. Så er den væk”…”

Weekendavisen den 17. april 2015.

Frosne hjerter. Mirjam Bastian vil både skrive slægtskrønike, kærlighedsdrama og psykologisk portræt af sårede sjæle.

Livet selv åbnede sig for dem

Hun debuterede til gode anmeldelser i 1997 og udgav sin anden roman i 2000, hvorefter der altså skulle gå hele 15 år, før Mirjam Bastian gav lyd fra sig igen (nu uden efternavnet Wechselmann) med romanen Loretta. Værd at vente på? Desværre ikke.

Det er ellers tydeligt nok, hvad forfatteren forsøger, nemlig at skrive ”en fabulerende familie- og kærlighedshistorie om mennesker, der forsvinder ud af ens liv, mens andre nærmest kommer dumpende ned fra himlen” (citat fra pressemeddelelsen). Problemet er bare, at det hele er skrevet i en blegt kommunefarvet prosa, hvor det, der skulle være en slags magisk skæbnefortælling om tilværelsens tilfælde, hvirvler forvirret rundt i frit fald. Læs videre “Mirjam Bastian: Loretta”