Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 10. april 2015.

Kommentar. Søren Pind er langt fra hverdagens politiske praksis, når han prøver at forstå terrorismen som en kristen mand.

Jeg går varmt ind for de troendes ret til at være troende. Jeg går også ind for det klassiske liberale frisind. Og jeg går ind for kritisk – og selvkritisk – tænkning. Derfor kunne jeg også godt lide Politikens påskeinterview med Søren Pind, som reflekterede udmærket over ekstremismens og terrorismens årsager.

Hvad jeg til gengæld ikke kunne snuppe, var artiklens fem (!) store, stiliserede farvefotografier af Venstremanden i inderlig kontemplation i en kirke (netudgaven i Magasinet). Vi ser Søren Pind i dyb, tænksom positur. Vi ser ham placeret i en dekorativ lysstribe som en anden frelserfigur. Vi ser ham med foldede hænder og bønligt bøjet hoved, to gange knælende ved alteret. Læs videre “Kærlighedens sprog”

Weekendavisen den 10. april 2015.

Hvor var profeten?

Perker Cabaret. Tekst: Line Mørkeby. Instruktion: Hassan Preisler. Medvirkende: Jacob Fauerby, Hadi Ka-Koush, Sandra Yi Sencendiver og Anders Singh Vesterdahl. Tjek danskdansk.dk for spillesteder og -datoer.

Den 1. februar bragte vi her i avisen et interview med Hassan Preisler, som udtrykte en decideret dødsangst forud for premieren på Perker Cabaret. Tre uger inden var Charlie Hebdo blevet angrebet i Paris, så nerverne sad udenpå tøjet hos instruktøren, og angsten blev naturligvis kun værre da Krudttønden og synagogen i København blev angrebet kort tid efter. Nu har den politisk ukorrekte cabaret så spillet på cafeer m.m. rundt omkring på Nørrebro, men det er der vist ikke én eneste islamist, der har taget notits af. Er det fordi provokationerne er for bovlamme? Eller er det fordi, der ikke er noget for frygte så længe man ikke portrætterer profeten? I hvert fald erkendte Hassan Preisler i interviewet, at teaterfolkene ikke havde nogen Muhammed-sketch med, og hvad er der så at blive sur over for de brutalistisk rettroende? Ikke noget, tror jeg. Og hvad er der at grine af for os andre? Heller ikke rigtig noget. Og hvad skal forarge os, støde os, provokere os? Slet heller ikke noget. Momentvis kan vi se os selv som i et troldspejl, men det kan vi jo i al socialsatire. Jacob Fauerby, Hadi Ka-Koush og Sandra Yi Sencendiver slider imidlertid godt i det til Anders Singh Vesterdahls inciterende harmonika, og stemningen er lettere burlesk, som det sig hør og bør for en cabaret, men der er nu ikke meget svirp i de ”syngende lussinger og kontante klaps”, som vi er blevet stillet i udsigt. Dertil er Line Mørkebys tekster måske for litterære, måske for subtile. Bizart nok ved enhver, hvad der kunne have givet satiren vinger, men af gode grunde blev det afgørende tabu ikke udfordret. Derfor kommer cabareten ironisk til at stå som et monument over terrorens succes: den har skabt en effektiv selvcensur. Dét kunne have været stærkt stof, men heller ikke det har man rørt ved. Det mest tankevækkende, er derfor – desværre – instruktørens egen angst.

Den 5. april 2015

Klaus Rifbjerg er død.

Da jeg var meget ung forlagsredaktør i Gyldendals redaktion for børne- og ungdomsbøger, redigerede jeg i 1986 hans ungdomsroman Som man behager. Her er den bagsidetekst, jeg skrev:

“Anden Verdenskrig er endelig forbi. Tyskerne har forladt Danmark efter fem lange besættelsesår, og nu forsøger landet at finde sig selv i den nye frihed. Adam, kaldet Lille A, prøver også at finde sig selv, men det er ikke nemt, når man er femten år og forelsket i både en jævnaldrende pige og sin bedste vens mor, der har så smukke knæ…”

Klassisk Rifbjerg! Krig og drenge. Altid drenge. Da jeg læste manuskriptet på mit lille kontor i Klareboderne, opdagede jeg at den smukke pige havde blå øjne på side 14 og brune øjne på side 68 (eller nogle andre sidetal, pyt med det). Jeg ringede på hustelefonen til forfatteren, der også var forlagets litterære direktør og forelagde problemet. Hvilken øjenfarve skulle hun have? Rifbjerg grinede mig ud ad røret med denne salut fra sit statelige kontor med høje paneler og maleriet af Leif Panduro på væggen:

“Jeg er sgu da ligeglad. Det må du bestemme. Det kan så blive dit bidrag til Danmarks-litteraturen…” Læs videre “Den kroniske forfatter var sgu da ligeglad…”

Den 28. marts 2015.

Kommentar. Dansk PEN har ekskluderet en forfatter fra bestyrelsen for illoyalitet. Men foreningen har et helt andet grundproblem.

Torsdag den 19. marts mistede forfatteren Birgithe Kosovic sin post i bestyrelsen for ytringsfrihedsorganisationen Dansk PEN efter at et stort flertal på foreningens generalforsamling vedtog et mistillidsveto, som formanden, Anders Jerichow, så sig nødsaget til at fremsætte.

Birgithe Kosovic blev stemt ud, fordi hun havde være illoyal overfor den bestyrelse, hun selv var medlem af, og det var mig, der rapporterede hendes illoyalitet til foreningens daglige leder. Det foregik på denne måde: Den 27. februar modtog jeg en mail, som Birgithe Kosovic sendte til medlemmerne af netværket Fri Debat, hvor jeg er medlem. Mailen bestod af en videresendelse af en mail fra sekretariatet i Dansk PEN – hvor jeg også er medlem – til foreningens bestyrelse. I mailen var vedhæftet baggrundspapirer fra justitsministeriet om ‘Høring over Straffelovrådets udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens §140 om blasfemi’. Sekretariatet spørger, om der er nogen fra bestyrelsen, der vil skrive et udkast til PEN’s holdning. Læs videre “I forkøbet”

Weekendavisen den 27. marts 2015.

Balkan. Jens-Martin Eriksen er tilbage med en galgestrik af en roman, som lader både fortælleren og læseren hænge og dingle.

Jens-Martin Eriksen: Et hvidt reb til Philippe Deprez. 200 sider, 250 kr. Gyldendal.

Det er en intrikat og intelligent litterær sporjagt, Jens-Martin Eriksen hvirvler sin læser ud i i romanen Et hvidt reb til Philippe Deprez, som handler om en britisk journalists fatale rejse ind i mørkets hjerte på det barske Balkan.

Dette ulyksalige hjørne af Europa har forfatteren tidligere gennemrejst og beskrevet i de analytiske essays Hadets anatomi, Krigens scenografi (s.m. Frederik Stjernfelt) og Fra skorpionernes verden, og også i romanen Vinter ved daggry (1997) hentede Jens-Martin Eriksen stof i borgerkrigene, der hærgede det opløste Jugoslavien i halvfemserne.

I Et hvidt reb til Philippe Deprez er uglerne ikke hvad de giver sig ud af for at være. Romanen er konstrueret som en både karismatisk og enigmatisk kliché: Fortælleren er en forfatter, som har lært titelfiguren at kende i 1996 da begges bøger om oplevelser under krigen på Balkan skulle udkomme på fransk. I 2002 modtager han så en mail med en masse noter om en mildest talt farlig rejse, Philippe Deprez netop har afsluttet i Albanien, Kosovo og Serbien. Ti år efter bliver noterne redigeret sammen til en helhed af jeg’et, der forestiller sig fortællingen som et hvidt reb (deraf titlen), der fører ned gennem Balkan. Hvis man følger rebet, kan man skabe fortællingen. Men det hvide reb er også farligt at følge: ”Og alligevel fortsatte Philippe Deprez.” Læs videre “Det gule hus”