Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 6. marts 2015.

Pandadiplomati

Nǐ Hǎo Nuuk. Idé og iscenesættelse: Ditte Marie Bjerg, Global Stories. Tekst Iben Mondrup, Kristian Husted og holdet. Maskinhallen, København, til den 14. marts.

De københavnske scener er netop nu præget af forestillinger, der ligger og roder i et krydsfelt mellem foredrag, debat, oplysning, dokumentarisme, anskuelsesundervisning og performance med en mere eller mindre svag note af dramatik. Senest har jeg set NOMA om verdens sultproblemer, Hjælp! om humanitær nødhjælp og nu Nǐ Hǎo Nuuk, der præsenteres som ”En ekspedition i anledning af Kalaallit Nunaata (Grønlands) fremtid.” Selskabet bag forestillingen kalder selv genren for researchbaseret scenekunst.

Nǐ Hǎo Nuuk skildrer Grønlands politiske situation under dansk udenrigspolitisk håndfæstning og voldsomt voksende kinesisk indflydelse. Det handler om sikkerhedspolitik og om undergrundens ressourcer. Vi guides sikkert igennem af karismatiske Miké F. Thomsen (uddannet fra den nye skuespilskole i Nuuk) og vennesæle Morten Nielsen (der i forvirrende grad ligner og lyder som Peter Frödin), men det er norske Sigrid Husjord, der skiller sig ud, og ikke kun fordi hun med sine kun 117 cm. ironisk nok er umulig at overse. Hun fyrer den af med et interessant foredrag om geologi og politik, og så har hun et enormt kropsligt-komisk talent, når hun optræder som den kinesiske stats pandagave til Dronning Margrethe. Pointen er, at en panda aldrig bare er en panda, der stikker altid noget under.

Teater? Tjo. Kritisk folkeoplysning? Absolut.

Weekendavisen den 6. marts 2015.

Lampedusa. EU kæmper for at holde Middelhavets migranter på afstand. Men borgmesteren på den sydligste forpost siger at Europa svigter. Hun tænker både på sin ø og på flygtningene.

AF MORTEN BEITER OG KLAUS ROTHSTEIN

LAMPEDUSA
Så skete det igen. Natten til torsdag ankom 94 bådflygtninge til den lille italienske ø Lampedusa i farvandet mellem Europa og Afrika. Og dagen før, i onsdags, måtte den italienske kystvagt atter undsætte næsten tusind bådflygtninge i en 24 timer lang redningsaktion syv forskellige steder i farvandet ud for Libyen. Blandt flygtningene var tredive børn. Migranterne kom fra Syrien, Tunesien, Libyen, de palæstinensiske områder og flere afrikanske lande syd for Sahara. Ti druknede. Tredive er stadig savnede.

Den italienske kystvagt valgte at transportere flygtningene til modtagecentrene på Sicilien, og dermed gik Lampedusa ram forbi i denne omgang. Den lille ø, der ligger 113 kilometer fra Tunesien og små 300 kilometer fra Tripoli på den libyske kyst, har ofte måttet tage imod, når Middelhavet har spyttet menneskeligt vraggods fra sig. I oktober 2013 kæntrede et skib med 500 flygtninge fra primært Eritrea lige ud for kysten og 366 druknede, og så sent som i februar i år, måtte de italienske myndigheder redde mere end to tusind mennesker i tolv både i farvandet ud for øen. I 2014 ankom 170.000 flygtninge over havet til Italien. Læs videre “De nøgne fødders ø”

Weekendavisen den 27. februar 2015.

Essay. Om forvirrede dage og ikke at have noget at frygte udover frygten selv, og om at række hånden ud.

”Vi kan ikke undvære jer”.

Statsminister Helle Thorning-Schmidts omsorg for det jødiske samfund i Danmark virkede oprigtig efter drabet på en vagt ved synagogen på den tragiske Krystalgadenat.

Selv er jeg en konfessionsløs, en frafalden, en forhenværende. I min ungdom frasagde jeg mig den jødiske konfirmation (min bror gjorde det før mig, jeg gik i hans fodspor), medlemsskabet af meningheden opsagde jeg for mange evigheder siden, og jeg var ikke været i synagogen, siden jeg var gæst til en bar mitzhva engang i de tidlige 70’ere.

Som ung var jeg med i redaktionen af et jødisk kulturtidsskrift, men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg forstillede mig. Jeg var aldrig særlig oprigtigt interesseret i jødisk litteratur, filosofi og kultur. Jeg assimilerede mig, men var samtidig meget optaget af den dansk-jødiske flugthistorie i oktober 1943. Det faktum, at jeg var søn af flygtninge, der lykkeligvis kunne vende hjem fra deres eksil, sporede mig ind på humanitært argumentationsarbejde for den nye tids flygtninge, og jeg følte mig inderligt godt repræsenteret af fhv. overrabbiner Bent Melchiors grundfæstede humanisme og tolerance. Og jeg glemmer aldrig min lykkelige, bekymringsfri barndom på Carolineskolen og i fodboldklubben Hakoah ude på Kløvermarken og i Ryparken. Jeg var oven i købet træner i klubben i en periode. Der var en lille rødhåret fyr med stærke briller, Martin, der hverken kunne drible eller tackle. Læs videre “Krystalgadenatten”

Weekendavisen den 27. februar 2015.

Essay i april. Jens Christian Grøndahl skriver på grænsen af sin egen uvidenhed om sin identitet som dansker og europæer.

Den er så smuk, som smuk kan være, Jens Christian Grøndahls nye bog, som Ida Balslev-Olesen har designet med stram, sart petrolblå enkelhed i en hvid ramme med elegant typografi. Den er også så dannet, som dannet kan være: Hjemme i Europa, hedder essayet. Og man fornemmer en uskrevet undertitel: ‘Men miskendt i Andedammen’. For ingen kan som Jens Christian Grøndahl bekende sig til en europæisk dannelse, kulturelt, historisk, intellektuelt og sprogligt, og samtidig antyde, at man forstår ham bedre nede på kontinentet, end man gør hertillands. Jo, han er en sjælden svane i søen.

Sidste forår tilbragte Jens Christian Grøndahl en måned på Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom. Han går på museer og udstillinger, slentrer gade op og gade ned, betragter byens arkitektur og menneskeliv. Og han skriver. Det hele er improviseret, filosoferende, præget af digressioner og tankeudflugter, erindringsekskursioner tilbage til barndommen og retur til den modne mands position i en foranderlig verden. Vi hører om morens sygdom og død, om en hollandsk ven og kollegas sygdom og død, og vel sådan set også om Romerrigets sygdom og død. Jens Christian Grøndahl reflekterer, elaborerer og stiller spørgsmål, som ikke kræver konkrete svar. Det er tvangsfrit tankestof, essayistens klassiske lystvandring i liv og læsning. Læs videre “Ah, Europa!”

Weekendavisen den 27. februar 2015.

Melodi: Marken er mejet

Først kom debuten, der hed Min mor siger,
den var sød og sjov og med en søhests monolog,
den var om en pige, der godt ku’ li’ piger
og vi syntes alle, at den bog var ret så god!
Skrev hun bogen let?
eller er den slet?
Læseren og kritiker’n skal også være mæt.
Skrev hun bogen let?
eller er den slet?
Læseren og kritiker’n skal også være mæt.

Lejlighedssange, den herligste titel,
Stine Pilgaard skriver om en masse folk i flok,
Vi synger alle med, kapitel for kapitel,
på de vers, som vor fortæller skriver på sin blok!
/ Omkvæd / Læs videre “En lejlighedssang i anledning af Stine Pilgaards nye roman…”