Weekendavisen den 6. oktober 2023.
Psykiatri. Føl med patienten, men føl ikke for meget. Malene Ravn har skrevet en tankevækkende roman om LSD-forsøgene under Frederiksberg Hospital.
Malene Ravn: Den virkelige verden. Roman. 226 sider, 269,95 kr. Gyldendal.
I 1960 begyndte overlæge Einar Geert-Jørgensen at behandle cirka 400 psykiatriske patienter med lysergsyrediethylamid, bedre kendt som LSD.
De lyssky LSD-behandlinger i kælderen under Frederiksberg Hospital fik enorme negative konsekvenser for patienterne. Nogle begik selvmord, andre led af angst og hallucinationer resten af livet.
LSD-forsøgene stoppede i 1974, men offentligheden fik først kendskab til dem i 1985, da journalist Alex Frank Larsen kunne afsløre hele den tragiske historie, først i en artikelserie i Information, senere i bogen De sprængte sind.
Nu, halvtreds år senere, er der fornyet interessen for skandalen. I fjor kunne man høre hele to podcastserier, LSD-kælderen (DR) og De danske LSD-forsøg (Gyldendal lydbogsoriginal), og nu udkommer så Malene Ravns intenst vellykkede roman Den virkelige verden, som er baseret på research og studier i autentiske journaler og arkiver.
Med skønlitteraturens frihed til fortolkning og fremstilling tegner forfatteren et lavmælt, men alarmerende billede af Einar Geert-Jørgensens person, medicinske tænkning og uetiske hæmningsløshed. I romanen hedder han Anders Hartung.
Historien er meget enkel: Lægen Edith Christiansen (baseret på en autentisk læge, Ketty Kjærbye Kristensen, hvis private arkiv familien har stillet til rådighed for forfatteren) bliver ansat på Frederiksberg Hospital. Hun er ung og idealistisk, gift med en kunstmaler, Lauge, og mor til lille Mathilde. På hospitalet kommer hun under vingerne hos den magtfulde og karismatiske overlæge Hartung.
Overlægen delegerer både opgaver og ansvar til Edith, og snart taler kollegerne drillende om, at hun er som en datter for ham. Samtidig bliver der hvisket om, at Anders Hartung engang havde en datter, men at hun er død, og at han derfor selv har en depressiv side.
Det ansvarsfulde arbejde kræver al Ediths opmærksomhed, og familielivet lider under det. Derfor beder Lauge hende om at sidde model til et portræt. Ideen fik han, da Edith fortalte, at den selvoptagede overlæge har en portrætbuste af sig selv på kontoret. Portrættet bliver Lauges forsøg på at sikre sig Ediths nærvær.
En aften tager Edith en dosis LSD på sit kontor. Overlæge Hartung opfordrer nemlig sine medarbejder til at fremkalde en såkaldt modelpsykose i sig selv, for derved at få bedre indblik i patienternes verden.
Edith ligger på gulvet og hallucinerer farver, der breder sig med en glæde overalt, da overlægen kommer ind. Hun beder ham om at holde hende fast. De ligger på gulvet sammen. Så beder Edith om at få åbnet et vindue:
”Med hænderne på knæene retter han sig ud og går hen til vinduet. Hun flyder efter, det er som om hendes celler hænger ved hans tøj. Stoffet i hans jakke er vævet af enorme tove af uld, hun flyder ind og ud af vævningen, hen til vinduet. Derhenne trækker luften hende videre i et sug ud mod himlen.”
Det lykkes overlægen at gribe fat i Edith, inden hun kaster sig ud af vinduet. De falder bagover, ned på gulvet. Så rejser Hartung sig, ser på hende, og siger:
”Jeg kan ikke lade Dem flyve, fru Christiansen, det forstår De nok. Selvom De tror De kan.”
Dette er en symbolsk afgørende scene i romanen. For er det ikke snarere overlægen selv, der tror at han – i overført betydning – kan flyve? At hans eksperimenter er revolutionerende. Jo, Einar Geert-Jørgensen forestillede sig, at han skulle vinde Nobelprisen.
Ediths modelpsykose udgør optakten til romanens – og hendes – vendepunkt. Næste dag overdrager overlægen hende nemlig en af sine patienter.
Stig Tarp er en nydelig og velfungerende mand, men han plages af mindreværdsfølelser og homoseksuelle tanker med depression til følge. Måske kan LSD hjælpe ham. Resultaterne er bemærkelsesværdige, når det gælder biseksualitet, transvestitisme, ekshibitionisme og impotens, men overlægen er til gengæld ikke sikker på, at stoffet kan påvirke homoseksualitet (ja, der står ”påvirke”, ikke ”helbrede”, men gad vide om ikke det var ”helbrede”, de mente, dengang i 1960?).
Hvad der videre sker med Stig Tarp – og de andre patienter, som romanen følger – lader jeg henligge ubeskrevet her. Det er nok at sige, at Malene Ravn har en fornem fornemmelse for den psykiske smertes register – fra det diskrete til det voldsomme – og at hendes skildring af stemningen i kældrene, hvor LSD-behandlingen finder sted, er præget af underspillet uhyggelighed.
På årenes afstand er det smerteligt at tænke på, hvor skingrende galt afmarcheret den stofeksperimenterende psykiatri var, og hvordan overlægen og hans stab regerede med magtfuldkommen kynisme forklædt som omsorg.
Hvordan mon de tænkte om sig selv, de mennesker, der afgjorde om patienter skulle behandles med elektrochok, lobotomi eller LSD?
Malene Ravn søger efter lægernes private smertepunkter, men hun er ikke fordømmende, og deri ligger en af romanens fineste kvaliteter.
Den virkelige verden kunne have været skrevet som en anklage mod et enkelt menneske (Einar Geert-Jørgensen), men klogt nok har Malene Ravn valgt at skildre tiden, idealerne og miljøet gennem den unge Edith, som ikke ejer nogle af de misliebige træk, som det ville være så nemt at udstyre en midaldrende, mandlig overlæge med.
Romanens clou er derfor skildringen af forholdet mellem den erfarne Hartung og den unge Edith. Han forklarer, at hans eksperimenter handler om at udfri mennesker for deres lidelser, men i forsøget på at hjælpe, kommer de nogle gange til at skade:
”Der findes ikke en læge der arbejder risikofrit. Vi må turde gøre en forskel. Tage det ekstra skridt. Det ansvar må De kunne påtage Dem. Hold Dem det store mål for øje. Og ryst det der ikke går så godt, af Dem. Ryd op efter Dem selv og gå videre.”
Edith indvender, at overlægen forlanger en vældig kynisme, men han afviser. Hun skal, siger han, føle med patienten, men ikke føle for meget. For både patientens og hendes egen skyld, skal hun vise kølig distance.
I en kritisk samtale om lægernes ansvar lader Malene Ravn en reservelæge referere noget, som overlæge Hartung plejer at sige:
”Skønnet må kunne fejle, når man virker i en kunst, der hovedsagelig balancerer mellem sandsynligheder. Lægekunsten er usikkerhedens videnskab og sandsynlighedens kunst.”
Kunne man sige det samme om romankunsten? Er skønlitteraturen også spændt ud mellem usikkerhed og sandsynlighed? Ja, det er den jo, når forfatteren skriver på basis af en formel virkelighed, som hun fortolker og fiktionaliserer. Derfor er Malene Ravns Den virkelige verden hverken den definitive roman om LSD-forsøgene eller et autoritativt portræt af de læger, der stod bag. Den er til gengæld skrevet med en indsigtsfuldhed og menneskeforståelse, der gør den kunstneriske tolkning troværdig. Romanen er derfor et relevant bidrag til tidens litteratur om angst og psykiatri.
Og som man må spørge sig selv, når man har vendt sidste blad, hvor Lauges portræt af Edith bliver afsløret: Hvad er et menneske? Hvad er et billede? Hvad er sandhed? Hvad er fortolkning? En roman, der efterlader den slags refleksioner i sin læser, er en roman, som stiller høje krav til sig selv – og indfrier dem.