Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 13. februar 2015.

Udenfor murene. ”Lad dog barnet!” Den ikoniske replik varsler en nødvendig frisætning af den oprørske Esther i et af dansk dramas vigtigste stykker.

Evigt hade, evigt skade

Det er ikke noget tilfælde, at Folketeatrets Indenfor murene kommer kun et år efter Ålborg Teaters magtfulde opsætning af samme kanoniske stykke. Det skyldes naturligvis tidsånd og relevans. Og Henri Nathansens Romeo & Julie-historie har fremdeles næsten ibsenske kvaliteter i replik, plot og pointe.

Historien er i al sin enkelhed denne: Unge jødiske Esther emanciperer sig. Hun går til forelæsninger på universitetet uden sin fars tilladelse, og her træffer hun Jørgen Herming, docent i kulturhistorie. De unge forelsker sig uden at kende kimen til katastrofen. De to familier er ikke blot dybt forankrede i to forskellige religioner – der er også en historie om ondt, iskoldt blod nedarvet mellem de to patriarker. Gamle Levins far blev i sin tid hjemme i Horsens kendt fallit af Hermings far, der ikke ville give ham henstand. Og da Levin selv kom til København og søgte om en plads i den bank, hvor unge Herming var direktør, blev han afvist med hånlig antisemitisme. Derefter svor han, at navnet Herming, ville han for evigt hade, for evigt skade. Læs videre “Henri Nathansen: Indenfor murene”

Weekendavisen den 13. februar 2015.

Finlands digter. Der er prægtig poetisk anti-americana i kommunisten Pentii Saarikoskis dagbogsdigte fra Island, 1969.

Solen skinner ikke mere

Digter, drukkenbolt og dameven, kommunist, boheme og oversætter – Pentii Saarikoski var lidt af hvert og meget af det hele, men på hans visitkort stod der blot The Poet of Finland.

Den karismatiske og selvbevidste forfatter brændte hurtigt ud, som den slags kreative kaosmennesker ofte gør, og han døde i 1983, blot 46 år gammel. Men han nåede at skrive en lang række digte, essays og rejsebøger, som i disse år bliver introduceret på dansk af det udsøgte forlag Basilisk, som nu er kommet til Jeg spejder ud over Stalins hoved, et personligt, poetisk og politisk langdigt fra Pentii Saarikoskis ophold på Island i 1969. Læs videre “Pentii Saarikoski: Jeg spejder ud over Stalins hoved”

Weekendavisen den 6. februar 2015.

Robinsonade. Hvor langt kan man fjerne sig fra sin egen menneskelighed for at overleve? Ikke stor kunst, men fremragende debatteater.

Intet menneske er en ø

Til alle, der underviser ungdommen og gerne vil losse gang i en diskussion om samfund, demokrati, diktatur, magt, retfærdighed, solidaritet, moral og menneskelighed: Så er det med at komme af sted til Betty Nansen Teatrets Edison-scene, der netop nu spiller en lækkert ond actionpacked robinsonade, som vælter salen.

Men inden jeg uddyber anbefalingen, må jeg også lige bede det mere modne og kræsne teaterpublikum om at læse med: De overlevende er udviklet af Bettys sociale fond, C:ntact, der gennem nu mange sæsoner har arbejdet med integration gennem teater. Det er der kommet mange fortjenstfulde teaterprojekter ud af, hvor professionelle scenefolk har arbejdet sammen med unge amatører med store hjerter og lidt mindre talenter. Sådan er det også i denne forestilling, som har et temmelig uegalt hold af spillere, og derfor skal ses for hvad det er. Og ikke er. Læs videre “Frede Gulbrandsen / Jens Korse: De overlevende.”

Weekendavisen den 30. januar 2015.

Interview. “Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er meget væsentlige historier, ufortalte historier, vi arbejder på. De må og skal fortælles. Men helt personligt har jeg en konkret dødsangst”. Teaterleder Hassan Preisler om frygten ved at udfordre publikum. Hvad er der sket?

Han blev kendt for sin selvbiografiske roman Brun mands byrde om en mand, der søger og finder sig selv – men lige nu er det helt andre problemer, der tynger forfatteren, skuespilleren og instruktøren Hassan Preisler. Han er blevet ramt af angst.

Efter planen har teatergruppen danskdansk, hvor han er en del af den kunstneriske ledelse, premiere på en satirisk forestilling i næste måned. Perkercabaret, hedder den.

Men nu – efter workshops og manuskriptskrivning og umiddelbart før prøverne begynder – spørger instruktøren sig selv, hvad det egentlig er, de har gang i. Det er naturligvis attentatet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris, der sætter sine spor. Hassan Preisler bærer rundt på bange mands byrde.

”Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er meget væsentlige historier, ufortalte historier, vi arbejder på. De må og skal fortælles. Men helt personligt har jeg en konkret dødsangst. Hvad vil den her kabaret betyde for min hverdag? Vil jeg kunne gå trygt på gaden? Jeg har allerede tjekket, hvad der skal til for at få hemmelig adresse og telefonnummer, og jeg overvejer at få det ordnet præventivt før premieren. Men samtidig ved jeg også, at det er tosset at se sig selv som vanvittig udsat. Meget selvoptaget. Er det hensigtsmæssigt og reelt at lade sig dominere af sin frygt på den måde?” spørger han. Læs videre “Bange mands byrde”

Weekendavisen den 30. januar 2015.

Kommentar. Hvem himler op, før klimakrisen trækker os ned?

Himlen flækkede over mit kulturradikale rækkehus, og snart stod det klart, at det lille dræn i baghavens kælderskakt stod for fald. Vandet fossede ind under døren, og selvom jeg kæmpede imod, måtte jeg hurtigt indse, at skybruddet ville få litterære konsekvenser, for de insisterende vandtunger havde direkte retning mod Kælderbibliotekets nederste hylder. Åh, det sørgelige syn af druknede bøger…

Rolig nu. Andre har ofret mere, meget mere, end mig. Hver gang jeg hører om folk, som bogstavelig talt har mistet hus og hjem til skybrud og stormflod – og her mener ikke dem i Bangladesh eller på en øde atoll, men folk i lavtliggende postnumre tæt på mig – tænker jeg på, hvor sagesløse vi er, og hvor selvforskyldte. For ekstremvejret er himlens terror, og hjemmegroede som de er, er klimaforandringerne naturens svar på de forbandede og fanatiske religiøse mordere, der dukker op ud af det uforudsigelige intet og fylder os med død, ødelæggelse og frygt. Og som terroren ændrer vores måder at være på, burde klimaforandringerne jo gøre det samme. Men det gør de ikke. Vi kører stadig i bil, når vi burde lade være (ikke mig, jeg har ikke kørekort og dermed ren samvittighed!), vi spiser klimabelastende kokød i stedet for grøntsager, vi rejser kloden rundt i jetstrømme og køber unødvendige varer, der er produceret i Langbortistan. Og hvad har det så med litteratur at gøre? Læs videre “En litterær klimabevægelse”