Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 28. november 2014.

Kommentar. Nu vil også bogfolket mingle på den røde løber i gallatøj og med champagne.
 
For halvandet års tid siden var jeg til tegneseriebranchens uddeling af Pingprisen. Kollega Bukdahl skulle som et af årets jurymedlemmer motivere valget af en vinder, og han benyttede også lige lejligheden til at hylde det cool arrangement, som tegneseriefolkene havde stablet på benene i Lille Vega (og jo, der var stil og stemning over det hele, og det er ikke kun noget, jeg mener, fordi min søn var en af arrangørerne). Hvorfor, sagde Bukdahl, har vi ikke sådan nogle prisfester i bogbranchen?
              
Håb forude, Lars! Eller… Nok ikke… Men noget er på vej. Dansk Forfatterforenings formand, Jakob Vedelsby, har nemlig påtaget sig rollen som bogbranchens nye ceremonimester. Til branchebladet Bogmarkedet.dk siger han, at der vil være rød løber, champagne og galla med mindst ti prisuddelinger til forfattere, oversættere, illustratorer, redaktører og boghandlere, når dørene den 29. maj 2015 slås op til det, der allerede er blevet navngivet Blixen-prisfesten – uden at have noget med Blixen at gøre. Læs videre “Danish Book Awards…”

Weekendavisen den 21. november 2014.

Skrift og drift. Skrivningen som narkomani er det mest besættende træk ved Horace Engdahls essays.

Den absolutte forfatter

Hvis en forfatter er lige så afhængig af at skrive, som en narkoman er af at fixe, er forfatteren ikke bare forfatter, men grafoman. Eller som den svenske litterat Horace Engdahl definerer det i Arret efter drømmen: “Det er et menneske, hvis liv beslaglægges af skriftens fordring, som hverken har afslutning eller definitive resultater, og hvis værk er ruinen af en uigennemførlig stræben.”

Hvor uhyggeligt, hvor fascinerende. Horace Engdahl (f. 1948) citerer den italienske psykiater og retsmediciner Cesare Lombrose, der omkring 1880 diagnostiserede grafomanen som en psykotisk person, der skjuler sit vanvid gennem at skrive, og han konstaterer nøgternt, at det af og til kan være svært at skelne grafomaner fra rigtige forfattere. Alligevel – eller måske snarere: netop derfor – forsøger Horace Engdahl at forvandle betegnelsen fra en negativ diagnose til et nyttigt begreb, og han prøver at se grafomanen, denne sørgerlige misbruger, som et skriftbesat menneske, som han kalder ‘den absolutte forfatter’. Læs videre “Horace Engdahl: Arret efter drømmen”

Weekendavisen den 21. november 2014.

Begær. Hun vil have sex. Han vil holde i hånd. Hanne Ørstavik suggestive prosa er æstetisk, men lovlig manieret.

Det norske forfatterikon Hanne Ørstaviks Der findes en stor åben plads i Bordeaux er udenfor diskussion en rig roman, dybsindigt velskreven og generøs i sin tvetydighed. Men romanen er samtidig i al sin stilistiske finhed – formfuldendt fordansket af Karen Fastrup – en lige lovlig manieret meditation over noget så velbeskrevet og universelt som ugengældt passion og begær.

Ruth er en snart midaldrende kvindelige kunstner, alenemor til en pige på 16. I et tidsskrift læser hun en akademisk artikel af en kunsthistoriker, Johannes, og hun sender ham en en sms: ‘Vil du møde mig?’. Det vil han gerne, og inden længe er de to kærester. Men forholdet lever ikke op til Ruths forventninger og behov. Hun vil have sex, men han vil bare holde i hånd. Han kan da godt tage hende bagfra indover spisebordet, oven i købet analt, men han gør det halvhjertet – her kan man tale om coitus interuptus. Læs videre “En rapport fra henrettelsespladsen”

Weekendavisen den 14. november 2014.

Interview. Hun er halvt dansk og kendt over hele England som komiker, skuespiller, forfatter og dramatiker. For første gang giver Sandi Toksvig interview til en dansk journalist.

Hun er verdensberømt hjemme i England, og hun bliver både genkendt på gaden i New Zealand og på hotellet i Balis regnskov. Men i København kan hun gå rundt i fred, for her er der ingen der aner, hvem den midaldrende kvinde, som taler det fineste dansk med en forsigtig tøven og en blid accent, egentlig er. Bortset, altså, fra de engelske turister, der forleden stirrede efter hende i Metroen, inden hun slap væk og forsvandt i mængden.

Hvem er Sandi Toksvig? Jo, hun er en af Storbritanniens mest berømte komikere og tv-værter, skuespiller, producer, forfatter og dramatiker, en vaskeægte celebrity. Hvis man skulle sammenligne med en dansker, er Anders Lund Madsen måske den, der kommer nærmest: både i stand til at være vært og gæst i ethvert tv-show, altid funny, men også med en tænksom side. Læs videre ““Men kan du også være sjov på dansk?””

Weekendavisen den 14. november 2014.

Fristil. Dannelsen og drifterne er i centrum, når Jens Christian Grøndahls midaldrende mand gør status.

Halvt til stede

Med Jernporten udgiver Jens Christian Grøndahl nu sin nittende roman, (optællingen medtager ikke hans nylige pseudonyme sidespring som Christian Tornbakke med underholdningsromanen om Helle Thorning-Schmidt-klonen, Det godes pris, som heller ikke er optaget på Af samme forfatter-listen), og den føjer sig umiskendeligt, logisk og lurmærket til forfatterskabet. Men den anslår ingen nye toner, viser ingen nye veje.

Den navnløse fortæller har arbejdet hele sit liv som skolelærer. Hvert år giver han sine ældste elever en fristil for: Skriv om noget, der er vigtigt for dig. Samme stiløvelse har Jens Christian Grøndahl givet sin hovedperson, der pligtskyldigt benytter anledningen til at skrive livets store statusopgørelse. Da romanen toner ud, har han gemt sig væk i Rom for at undgå at fejre sin 60-års fødselsdag, og her sætter han det sidste sentimentale punktum i livsrapporten. Læs videre “Jens Christian Grøndahl: Jernporten”