Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 24. oktober 2014.

Big Brother. Desværre er Betty Nansen Teaterets Orwell-dramatisering ikke dobbeltplusgod.

Rædslen i værelse 101

Hvorfor har de to engelske dramatikere Duncan Macmillan og Robert Icke valgt at henlægge deres sceneversion af 1984 til 2084? Hvorfor har de fundet på, at lade en læsegruppe ude i fremtiden se tilbage på den dagbog som Winston Smith skriver? Hvad skal det bidrage med, at romanen nu måske slet ikke er skrevet af George Orwell, men måske af et forfatterkollektiv? Og hvorfor er de klædt i hvide kitler som laboranter eller læger? Aha! De er videnskabsfolk!

Nej, jeg kan desværre ikke se nytteværdien i det overordnede og lettere komiske dramaturgiske greb på den forestilling, som Betty Nansen Teatret nu præsenterer et år efter premieren i London.

Tanken er sandsynligvis at skabe forbindelse mellem den kolde krigs frygtindgydende stalinisme, som George Orwell skrev om, nutiden hvor demokratierne praktiserer borgerovervågning med betragteligt nysprog, og den halvfjerne fremtid, hvorfra de hvide kitler ser tilbage på det tyvende århundrede. Måske ikke nogen dårlig idé, men desværre er den udført uden overbevisende kunstnerisk argumentation og hænger og dingler som et lamt lem på en fortælling, som jo ellers er stærk nok til at klare sig selv. Læs videre “Duncan Macmillan og Robert Icke: 1984 (efter George Orwells roman)”

Weekendavisen den 10. oktober 2014.

Kommentar. En af Dan Parks plakater ville efter alt at dømme også overtræde dansk lovgivning.

Om Dan Park er en god kunstner eller ej, er sagen uvedkommende. Spørgsmålet er, om Retten i Malmø kan have en legitim grund til at smide ham et halvt år i fængsel og destruere hans værker. Svaret er naturligvis nej, for et demokrati straffer ikke kunstnere for kunst. På den anden side er kunstnere ikke hævet over loven, og i hvert fald én af Dan Parks plakater vil også efter dansk lovgivning kunne tolkes som ulovlig.

Siden sagen brød ud i forrige måned, hvor dommen blev afsagt over Dan Park og collagerne efter sommerens udstilling i Galleri Rönnquist & Rönnquist, har jeg fulgt sporadisk med, men først i denne uge har jeg for alvor fået set på et par af de omdiskuterede plakater. En af dem ville jeg med glæde have hængende på min egen væg. En anden finder jeg problematisk. Læs videre “Hold ud”

Weekendavisen den 10. oktober 2014.

Eichmann. Adam Prices skuespilsdebut om nazisternes chef for folkedrabets organisering stikker ikke dybere end et Wikipedia-opslag. Men det er langt fra dårligt.

Adam Prices debut som skuespilforfatter, Samtale før døden, er et på én gang konventionelt og kontroversielt portræt af Adolf Eichmann, chefingeniøren bag nazisternes industrielle folkemord.

Begge dele har med Hannah Arendt, at gøre. Skuespillet står nemlig i omfattende gæld til hendes berømte bog om ondskabens banalitet, der blev til som reportager i The New Yorker fra retssagen mod Eichmann i Jerusalem i 1960, og dermed også til hendes omdiskuterede iagttagelse: Manden var ikke ond, men en loyal og karrierebevidst bureaukrat, der parrerede ordre og påtog sig det praktiske ansvar for udryddelsen af jøderne.

Den konventionelle og kontroversielle består altså på én gang i stykkets reproduktion af en gammelkendt, omdiskuteret teori. Samtale før døden henter alt sit grundstof hos Hannah Arendt, også i skildringen af Eichmann som en ikke videre intelligent mand, der havde svært ved studierne, men viste talent for at sit arbejde som salgsrepræsentant i et olieselskab. Han kunne regne ud, hvor man skulle placere benzintanke på landevejene, og han benyttede sin sans for logistik, da massedrabet skulle organiseres. Læs videre “Banal ondskab”

Weekendavisen den 10. oktober 2014.

Mørke. En mand søger over på den rigtige side af vejen.

Flyvende høns

Steffen Gurt kan ikke forstå, hvorfor folk stemmer på et tåbeligt, aggressivt parti, der består af fascister, som dyrker grimheden og vulgariteten. Deres personlige udvikling må jo være stoppet på abestadiet. Jo, Steffen har sine rifbjergske idiosynkrasier.

Sammen med sin kone Harriet kører han fra København til sommerhuset i Nordjylland på improviseret efterårsferie. Han er dr. phil i idrætshistorie, hun er indehaver af en sportstøjsbutik i den dyre ende, altså et velsitueret midaldrende ægtepar.

På vej gennem det grimme Jylland kommer de til gudsforladte Mørke, hvor selv gråspurvene ser underernærede ud. Så skal Steffen partout have en is. Han forvilder sig ind i en lukket møbelbutik, hvor han ser en tavs mand, der ligner et lig, som har ligget for længe i vandet. Steffen tumler tilbage til bilen, omviklet med spindelvæv fra den forladte butik, og scenen står og dirrer mystisk som en præmatur gravskrift: Mand i Mørke. Læs videre “Klaus Rifbjerg: Idræt”

Weekendavisen den 3. oktober 2014.

Fodbold i Kina. Mads Davidsen er professionel fodboldtræner i et kommunistisk land, hvor hovedrige byggematadorer ejer klubberne. Vi har besøgt ham på hjemmebanen i millionbyen Guangzhou.

GUANGZHOU
Sådan ser kommunistisk kapitalisme altså ud. Som Blade Runner uden replikanter. Som Manhattan uden multikultur. Som Gotham City uden Batman. Og som skyskraberfacader, der stråler og sprinkler af alverdens farver i den varmeklamme, kulsorte tropenat, som stinker af penge. Nye penge. Mange nye penge.

Jeg er i Guangzhou i det sydlige Kina. Her bor Mads Davidsen, en ung dansk fodboldtræner, der arbejder for en af de lokale klubber, Guangzhou R&F F.C., hvor han er assisterende træner, kampanalytiker og talentudvikler. Og så tænker De måske, at fodbold i et land som Kina uden fodboldkultur da ikke har noget med kommunistisk kapitalisme at gøre. Det har alt med kommunistisk kapitalisme at gøre.

Vi mødes på mit hotel. Grand Hyatt, står der øverst på facaden. Men der er også et andet logo, R&F. Bygningen, som hotelkæden lejer, ejes nemlig af det sammen entreprenør- og ejendomsselskab, som ejer Mads Davidsens klub. Selskabet drives af to mænd, der har tjent ufattelige, vanderbildske formuer siden det kinesiske byggemarked blev privatiseret. Og de har ikke været bange for at skilte med ambitionerne. R&F Properties, hedder virksomheden, og bogstaverne står for Rich and Force. Velkommen til byggematadorselskabet Rigdom & Kraft. Læs videre “F.C. Rigdom og Kraft”