Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 29. august 2014.

Dukkehjemmet. Hvor gik Nora hen, da hun gik hjem? Sydhavn Teater stiller spørgsmålet i en campingvogn.

Scene fra et ægteskab

Kan ikke huske, hvem der har fortalt mig det, men historien skulle være god nok: Da Henrik Ibsen havde sat sidste punktum i Et dukkehjem, skulle hans kone renskrive papirerne. Da hun nåede til slutningen, blev hun rasende over at Nora fandt sig i Helmers fortsatte undertrykkelse, og hun stillede derfor sin mand et ultimatum: Enten går Nora, eller så går jeg!

Det er altså fru Ibsen, der står bag den måske mest emanciperende begivenhed i teaterhistorien, for dramatikeren ville ikke miste sin hustru. Så hellere skrive om og sende Nora ud af ægteskabet. Hvor gik Nora hen, da hun gik ud, har man siden spurgt sig selv.

Og her kommer svaret. Hun har bosat sig i en lilla-lummert belyst campingvogn med villatelt et sted ude i Sydhavnen, hvor hun driver et lille økobordel, Little Mermaid Sex Service. Nora vil nemlig løsrive sig fra sin egen rolle. Hun vil ikke være en dramatisk figur længere, hun vil være et individ. Og kun ved at sælge sig selv, kan hun genvinde kontrollen og friheden. Læs videre “Henrik Ibsen (radikalt fortolket): Et mobilt dukkehjem”

Weekendavisen den 22. august 2014.

Teaterfestival. The Fringe i Edinburgh er verdens største kulturfestival. I løbet af august måned får 3.000 forestillinger premiere.

EDINBURGH
Det var nok ikke verdens mest kreative idé, da jeg sendte en mail til kulturredaktøren på The Scotsman, men jeg tænkte at det kunne være godt at møde ham til en baggrundssnak om Edinburghs kulturfestival, The Fringe, som finder sted hvert år i august og har ry for at være verdens største showroom for ny dramatik, performance, stand up og andet gøgl.

Så kom hans svar. Desværre, skrev han, hvis han skulle mødes med alle de udenlandske journalister og kritikere, der gerne lige ville tale med ham over en kop kaffe en halv times tid, ville han slet ikke have tid til overs til at passe sit arbejde som arts editor.

Men ok, tænkte jeg, han ville sikkert heller ikke have sagt noget interessant, for hans avis er mediepartner med festivalen, og uanset hvor man vender sig hen i den skotske hovedstad, er der alliancer, samarbejder og loyale forbrødringer, for byen lever både for og af denne årlige festmåned, som dels består af The Fringe, dels af Edinburgh International Festival, en litteraturfestival, en kunstfestival og ikke mindst en festival for den klassiske tatoo, der får byen til at genlyde af rædsomme hyl fra processioner af kiltklædte sækkepibespillere. Læs videre “Nøje udvalgte tilfældigheder”

Weekendavisen den 22. august 2014.

Sølvsuite. Athena Farrokhzads klogskab er skabt af eksilets livserfaringer.

Blegemiddel i syntaksen

Denne bog ligner et fad af rustfrit stål og fungerer som et sølvspejl for dit slørede ansigt. Der er ingen bagsidetekst og intet forfatterfoto. Forfatterens navn og bogens titel er præget stålgråt ned i omslaget, men hvad i alverden er det, der står? Vitsvit. Hvad betyder det? Forklaring følger.

Den iranskfødte svenske digter og kritiker Athena Farrokhzad (f. 1983) blev for en kort bemærkning i vinter berygtet-berømt i de litterære cirkler i Danmark, fordi hun om Yahya Hassan havde skrevet, at hans digte gik Dansk Folkepartis ærende. Desuden havde hun det sære standpunkt, at indvandrernes digte ikke kan anmeldes af os indfødte, fordi vi ikke har forudsætningen for at forstå dem. Det diskuterede man i det, der med et ret uskønt ord blev kaldt ‘hvidhedsdebatten’. Læs videre “Athena Farrokhzad: Vitsvit”

Weekendavisen den 22. august 2014.

Krønike. De eneste mennesker i denne verden, man ikke kan hjælpe, er dem, man er i familie med. Katrine Marie Guldager diagnosticerer os.

I foråret udgav Katrine Marie Guldager digtsamlingen Et sted i verden, hvor jeg især bemærkede mig en lille, stærk suite om tiden efter en togulykke ved Sorø, hvor forfatterens far omkom i 1988. Samtidig kiggede jeg i vejviseren efter bind fire i forfatterens romankrønike om en splittet familie fra Køge, som var begyndt med Ulven, Lille hjerte og Den ny tid. Udgivelsen af den næste roman var allerede annonceret under titlen Peters død, men for at give plads til digtsamlingen, blev romanen udskudt til sensommersæsonen. Læs videre “Sorg i Køge”

Weekendavisen den 22. august 2014.

Robinsonade. En øbo er ikke stiv af skræk, men af alvor. Roy Jacobsens korte krønike om det nordnorske kystproletariatet er rørende.

Roy Jacobsens De usynlige vil ikke blive en landeplage i Danmark, sådan som den er blevet hjemme i Norge, men vi forstår godt effekten: det her er nemlig en broderroman til Jens Smærup Sørensens Mærkedage (2007), der handlede om stort og småt gennem årene i en nordjysk slægt og solgte vanvittige 100.000 eksemplarer. Det samme har Roy Jacobsen præsteret i Norge med De usynlige, der er en oplysningsfortælling om en undseelig øbofamilies liv mellem 1913 og 1928. Det er en roman om nordmændenes egen fortid og kystproletariatets respektindgydende kulturhistorie. Læs videre “Ingen kan forlade en ø”