Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 25. juli 2014.

Bådteater. Naja Marie Aidts digte bliver til socialsatire i flydende forestilling på Furesøen.

Livslang lunken lykke

Meget passende søsætter Det Flydende Teater denne sommers forestilling på Furesøen i uge 29, som traditionelt er den, hvor jetsettet valfarter til Skagen (nu hårdt presset af Tisvilde, hvis jeg har forstået det ret). Meget passende, fordi det poetisk-ironiske amokløb Alting mødes bruger Skagen som symbolet på det gode liv, hvor vi forelsker os og lever skyhøjt og svævende let, lige indtil vores illusioner brister og vi vågner op fra mareridtet badet i luksus!

Alting mødes er baseret på tekster fra Naja Marie Aidts forfatterskab, som instruktøren Petrea Søe og dramatikeren Lærke Sanderhoff har plukket fra. Digtene er så sat i scene på en af de pittoreske både fra Frederiksdal, som til lejligheden er draperet med hvide gardiner med gyldne monogrammer fra Skagen Farten. Vi bliver iført matchende redningsveste (mere til pynt, end til redning), inden ensemblet skænker os hvidvin og båden vugger ud på Furesøen. Læs videre “Lærke Sanderhoff/Petrea Søe/Naja Marie Aidt: Alting mødes”

Weekendavisen den 25. juli 2014.

Erindringer. Louis Jensen skriver skarpt om opvækst, modning og gruppejustits i provinsen.

Ingen af drengene var en god dreng

Drenge er et godt tema for mænd, spørg bare Klaus Rifbjerg og Niels Malmros. Eller spørg bare Louis Jensen, der nu udsender en samling skaprt registrerende erindringstekster fra fyrrene og halvtredserne under den vidunderligt stemningsfulde titel Elefanterne holdt hver gang med Tarzan. En bog om drenge. Så er vi helt med, os der var drenge engang, også selvom vi ikke er gamle nok eller jyske nok til at være vokset op med Louis Jensen et sted i provinsen. Hans titel rammer os alligevel. Læs videre “Louis Jensen: Elefanterne holdt hver gang med Tarzan. En bog om drenge”

Weekendavisen den 11. juli 2014.

Lystspil. Man går ikke hjem tynget af eftertanke. Men udmærket underholdt af ekvivokke jokes.

De listige koner

Når Rytteriet kører den ind med penis eller Martin Brygmann optræder splitter Hans-Jørgen på scenen, sprutter folk af grin, for i bund og grund synes vi mennesker, at tissemænd er noget af det sjoveste. Allerede Shakespeare havde gennemskuet genvejen til publikums gunst, og i De lystige koner i Windsor får han de modne kvinder på bænkene til at fnise og hvine som pigebørn i præpuberteten, når han lader de prægtigt platte og energisk erigerede ekvivokke jokes strutte og sprutte.

I gården bag Odd Fellow Palæets smukke rokokobygning midt i København ligger scenen som en smørklat i midten af de cirkelrunde bænke, hvor publikum kryber sammen under tæpper og tørklæder i det lunefulde sommervejr. Her holder Grønnegårds Teater til mens Kunstindustrimuseet (som nu desværre hedder Designmuseum Danmark) længere nede ad Bredgade er under renovering, og her har teaterleder Steen Stig Lommer og instruktør Christoffer Berdal samlet et stærkt og sjovt hold til en ordentlig omgang frivolt friluftsteater. Læs videre “William Shakespeare: De lystige koner i Windsor”

Weekendavisen den 11. juli 2014.

Slavenationen. Daniel Dencik går snart i gang med optagelserne til en film om en dansk embedsmand i slavehandelen, der først var racist, men siden giftede sig med en afrikansk kvinde og ændrede mening.

I disse dage er en skibscontainer på vej til Ghana, proppet med rekvisitter til forfatteren og instruktøren Daniel Denciks kommende film, Guldkysten. Møbler, Flora Danica-stel, et billiardbord, alt sammen skal det bruges, når optagelserne går i gang til filmen om en dansk embedsmands skæbne på de danske besiddelser i slavekolonien.

“Da jeg for nogle år siden skrev digtsamlingen Via katastroferne, der skildrer en selvdestruktiv jødisk mand, researchede jeg også slavetiden, fordi jøderne i København desværre var en del af handelen, og fordi jeg så et fællestræk om kroppens forgængelighed mellem slaveriet og KZ-lejrene. Jeg endte med ikke at bruge stoffet i digtet, fordi det blev for upersonligt, men jeg havde læst nogle breve fra Guldkysten, som jeg ikke kunne glemme. Dels fordi manden der skrev dem havde et interessant navn, dels fordi brevene var så desperate,” siger Daniel Dencik.

Brevskriveren Wulff Joseph Wulff (1809-1841) voksede op i en jødisk familie i Randers, hvor han allerede som 14-årig arbejdede som skriver på herredsfogedkontoret. Senere passede han juridiske embeder i Ebeltoft og Viborg, og i 1836 tog han en stilling som surnummerær assistent ved den danske handelsstation Fort Christiansborg, der var udskibningshavn for slavetransporterne til sukkerplantagerne i Caribien.

Guldkysten blev Wulff Joseph Wulffs skæbne. Han giftede sig med en kvinde som hed Tim Tam. Hun var, med Wulffs eget ord, mulatinde. Han sørgede for at hun blev døbt, hvorefter hun tog navneforandring til Sara Malm. Sammen fik de flere børn, og som noget usædvanligt for embedsmændene, flyttede Wulff ud af fortet og ind i sit eget hus i en nærliggende landsby, hvor han også drev købmandshandel. Huset kaldte han Frederiksminde, og her blev han begravet da han døde. Læs videre “Afrikaneren Wulff fra Randers”

Weekendavisen den 4. juli 2014.

1864. Det gnistrer når Erling Jepsens tragikomiske og polemisk-politisk historieteater lader Dybbøl møde Afghanistan.

Søndertyskland

Måske var det sådan en aften, som for præcis 100 år siden fik Thøger Larsen til at digte om byger, der går og kommer. Men hvorfor skal det altid høvle ned, når man skal til friluftsteater? Jamen, det skal det da heller ikke! I lige nøjagtig halvanden times tid klarer det op, himlen bliver blå, skyerne driver så smukt, og aftensolen maler gavlen rød på den gamle sønderjyske gård i Sdr. Sejerslev nær Tønder hvor Erling Jepsens 1864 – den sande historie har premiere. Da skuespillerne har bukket og vi har klappet, begynder det at øsregne igen!

I virkeligheden er vi i Kgs. Lyngby, og den gamle gård er en museumsgenstand på Frilandsmuseet, hvor den udgør den pittoreske kulisse for sommerens skuespil, der er en omgang tragikomisk og polemisk-politisk historieteater i anledning af halvandenhundredåret for Slaget ved Dybbøl, hvor helstaten fik kappet roden. Læs videre “Erling Jepsen: 1864 – den sande historie”